Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Jeg havde brug for hjælp til at definere min målgruppe”

Sarah Stilling Skrivergaard tog på kursus for freelancere og selvstændige hos DJ i håbet om at blive bedre og mere målrettet i sit opsøgende salgsarbejde.

Freelancer

Stinna Skrivergaard Journalist, skuespiller og medietræner Sarah Stilling Skrivergaard

Er du klædt på til at være din egen forretning? På DJ's BIZ-kurser for freelancere og selvstændige får du kvalificeret sparring og råd fra erfarne undervisere om, hvordan du opbygger et netværk af potentielle kunder og folk, der inspirerer og flytter dig fagligt. Du får også håndgribelige råd til, hvordan du laver opsøgende arbejde, pitcher en idé for første gang - og markedsføre dig, så det virker.

Sarah Stilling Skrivergaard er 33 år, journalist fra Roskilde Universitet og skuespiller fra Det Danske Filmskuespiller Akademi. Hun lever af at kombinere de to discipliner og tilbyder medietræning og workshops i, hvordan du ”brænder igennem” og bliver stærkere til at præsentere dig selv og din sag.

Selvom hun lever af at undervise andre i at performe, havde hun behov for nye redskaber og inspiration til, hvordan hun selv skulle gribe det opsøgende salgsarbejde an. Et arbejde, der sjældent står øverst på listen over yndlingsopgaver for journalistuddannede.

”Jeg havde brug for hjælp til at definere min målgruppe og lære noget om, hvordan jeg arbejder mere strategisk med mit salg. Desuden tilbød kurset hos DJ, udarbejdelsen af en forretningsplan, og den proces havde jeg brug for at gennemgå på det tidspunkt i mit arbejdsliv.”

Inden BIZ-kursets start var Sarah Stilling Skrivergaard faktisk ved at give lidt op på livet som selvstændig. Men hun følte alligevel ikke, at hun havde givet sin forretning et seriøst skud.

”Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle hive fat, og hvor jeg skulle kigge hen. Jeg er rigtig god til at udvikle kurser og få ideer, men salget og det opfølgende arbejde, har jeg ikke været så god til, og derfor var jeg ærligt talt ved at give den selvstændige karrierevej lidt op.”

Det gjorde hun ikke. Hun tog på BIZ-kursus og fik udtænkt en forretningsplan – et arbejde, hun har været meget glad for at lave. Og som har givet hende ny energi på at bygge en tilværelse op som selvstændig.

”Det har gjort en stor forskel i måden, jeg ser min virksomhed på i dag. Det der med at forholde dig til, hvad du gerne vil bidrage med, det har været så godt. Jeg fik personligt dykket ned i mine egne værdier, jeg fik forholdt mig til mine potentielle kunder og min kundesegmentering”, fortæller hun.

Sarah Stilling Skrivergaard kunne specielt godt lide, at kurset spænder over seks uger.

”Det får dig videre i processen. Endags-kurser kan være fine som inspiration, men flere dage skubber dig altså lidt mere udover rampen i forhold til din forretning.”

”Jeg havde helt konkret svært ved at lave opsøgende salg. Efter kurset satte jeg mig derfor nogle mål for, hvor mange virksomheder, jeg skulle kontakte indenfor en bestemt tidsperiode, og det har virket. Jeg skal faktisk ud i dag og mødes med en virksomhed, jeg er kommet i kontakt med via det opsøgende salgsarbejde, jeg har lavet, efter BIZ-kurset”, fortæller hun og tilføjer:

”Du SKAL bare kunne lave opsøgende arbejde og sælge dit produkt, hvis du vil have en succesfuld forretning. Der er ingen anden vej. Og nu har jeg fundamentet for at gøre det struktureret og målrettet."

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.