Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Jeg gik ind og sagde, at jeg går op i digte og jazzmusik”

Forfatteren bag den anmelderoste bog om Alternativet, Morten Reimar, har for nyligt skiftet freelancetilværelsen ud med et job som presserådgiver i Venstre. Allerede i praktiktiden på DMJX erfarede han, at det giver pote at være sig selv og stå ved det.

Morten Reimar

Holger Svend Andersson

Jeg havde udgivet to digtsamlinger, da jeg startede på DMJX, og jeg havde haft sabbatår, hvor jeg rendte rundt i København og var en del af et digterslæng, der gerne ville være Jack Kerourac og hang på nogle værtshuse og spillede pool. Og jeg har nok altid haft en romantisk forestilling om, hvordan det var at være journalist. Det, der gjorde udslaget, var en sommer i Skagen, hvor jeg læste Politiken en morgen. Der var en artikel om Jørgen Ryg, en gammel revyskuespiller, der var skrevet ligesom et filmmanuskript. Jeg følte, at det var en meget euforisk oplevelse at sidde ved sådan et morgenbord og læse en stor avis. En oplevelse af absolut ro og absolut fokus på noget, som krævede mit fokus. Det var godt, det var velskrevet, og det var kreativt. Der blev jeg ret klar over, at det var noget af det, jeg skulle lave.

På DMJX var jeg, ligesom alle andre, rundt og besøge forskellige mediehuse i praktikugen. Jeg havde et rigtig godt billede af Euroman og havde en fed oplevelse til samtalen. Der var en anden på min årgang, som alle sagde var Euroman-typen. Ham ville de nok have. For han gik med ur, sådan et med metalrem, og vidste noget om tøj og fodbold og sneakers. Jeg tænkte for mig selv, at jeg nok ikke ville få pladsen, så jeg gik ind til snakken med dem uden at lade som om, at jeg også vidste noget om den slags. Jeg gik ind og sagde, at jeg går op i digte og jazzmusik. Så kiggede de lidt på mig som om, at jeg var idiot, men det viste sig, at det faktisk var meget godt. Jeg endte med at få pladsen, og det havde jeg ikke fået, hvis jeg ikke havde været ærlig og mig selv og stået ved, hvem jeg var.

To uger inde i praktikopholdet skrev jeg en af deres mest læste artikler. Det gode ved Euroman er, at det er en relativt lille redaktion, så de har ikke råd til, at der er en, som bare laver kaffe og vander planter. Alle er nødt til at være en integreret del af redaktionen. Ham, som havde været praktikant før mig, sagde, at det vigtigste, jeg skulle gøre, var at være uenig i et eller andet til det første redaktionsmøde. Og sige det højt. For hvis du ikke med det samme byder ind, bliver du ikke spurgt igen. Du skal markere dig og sige, hvad du mener, for så opdager de, at du ikke bare er kommet for at vande planter.

Om ’Uffe mod Magten’ og skiftet til Christiansborg


Da jeg skrev Uffe Elbæk-bogen og fulgte Alternativet, oplevede jeg en måde at arbejde på, som var meget anderledes fra at være freelancejournalist. Jeg blev misundelig, for de var jo en gruppe mennesker, som så hinanden hver dag og var gode venner. De kæmpede for en sag og fejrede sammen, når det gik godt, og hev hinanden op, når det gik dårligt. Og så beskæftigede de sig selvfølgelig med politik, hvilket er en spændende verden at være i. Det er ligesom at være med i Borgen. Jeg blev på en måde en af drengene, for jeg var jo med dem hele tiden. Men da jeg så var færdig med bogen og skulle begynde at skrive flere artikler igen, sad jeg igen alene derhjemme og på mit kontor. Jeg var ikke længere en del af holdet, og jeg arbejdede ikke længere med politik. Så jeg brugte en rum tid på at overveje, hvad jeg skulle.

Jeg syntes, at jeg havde været freelancejournalist længe nok. Det er hårdt og opslidende. En artikel er jo fed at få udgivet, men jeg tror også, at jeg følte, at der ikke var nogen, som var afhængige af mig. Hvis jeg ikke ringer til Politiken eller Berlingske og pusher en artikel-idé, overlever de nok. Men i mit nye job som presserådgiver i Venstre har hele partiet et problem, hvis jeg ikke kommer på arbejde i morgen. Det er rart at føle, at der er nogen, som har brug for mig. Det har jeg savnet.


27-årige Morten Reimar er journalistuddannet fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole, hvor han var i 18 måneders praktik hos Euroman. Han har udgivet flere digtsamlinger, en bog om Alternativet og arbejdet freelance for bl.a. Euroman, Ud & Se, Børsen, Politiken og Berlingske. I september blev han ansat som presserådgiver i partiet Venstre.

Jakob Carlsen

STUDERENDE

Hvad enten du læser journalistik, kommunikationsfag, fotografi, grafisk design eller andre mediefag, er DJ dit fagforbund. Vi kender alt til ansættelsesvilkår  i medie- og kommunikationsbranchen.

 

Jakob Nielsen

BLIV MEDLEM

Få karriererådgivning, unikke kurser og juridisk hjælp gennem dit professionelle liv i medie- og kommunikationsbranchen.