Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Jeg er blevet blacklistet, fordi jeg har sagt fra”

Makeup artist Pari Khadem har oplevet adskillige eksempler på problemer med arbejdsmiljøet i film- og tv-branchen. Hun kan som menneske ikke lade være med at sige fra og sige sandheden, og derfor oplever hun at miste opgaver og arbejde.

Pari Khadem

Privat Pari Khadem

En af de nu 645 underskrivere på et protestbrev mod dårligt arbejdsmiljø i filmbranchen, er DJ-medlem og næstformand i FILM&TVGRUPPEN Pari Khadem. Hun har mange års erfaring som makeup-artist på både store film-, teater- og tv-produktioner, og hun kan nikke genkendende til alle de problemer, som filmarbejderne protesterer over i brevet i EKKO.

”Jeg har en retfærdighedssans, der slår mig ihjel i den her branche,” starter hun med at konstatere, da hun skal fortælle om, hvorfor hun har valgt at skrive under på brevet.

”Situationen i branchen har været slem i mange år. Problemerne opstår typisk, fordi budgetterne er små – men forventningerne høje. Det betyder konkret, at der ikke er råd til, at jeg fx kan have assistenter på en opgave, og at jeg ikke kan købe de rette rekvisitter. Men hvis jeg ikke leverer det, de forventer, får jeg ballade. Derfor ender det med meget lange arbejdsdage,” fortæller hun om en af de grundlæggende udfordringer. Men der er meget mere end det, viser det sig, da Pari Khadem først kommer i gang med at fortælle:

Adskillige dårlige oplevelser

”Jeg har oplevet, at det ikke var muligt at skrive arbejdstimer i tidsregistreringen ud over 9-18, fordi produktionen ikke mente, man arbejdede udover det – selvom vi ofte først var færdige langt ud på aftenen. Eller at få aflyst 3-dages bookinger aftenen før kl. 21.30, selvom jeg havde lagt alt andet til side for jobbet.

Jeg har oplevet at blive presset til at aflyse nogle små freelanceopgaver for at kunne stå til rådighed på et stort job i nogle måneder – hvorefter de aflyste det og nægtede at kompensere mig.

Et tv-produktionsselskab tilbød mig en opgave med at sminke to politikere, deres tilbud var, at de ville betale mig for 15 min. Transport den ene vej, to gange 15 minutter til selve sminkningen og 15 min. Transport hjem. Det tilbød de 350 kr. for. ”Hvis du ikke vil, kan du lade være. Så ringer vi bare til en anden” – og så mistede jeg det samarbejde, jeg havde haft med dette tv-produktionsselskab gennem 10 år.

Jeg har set, hvordan produktioner ansætter inkompetente og ufaglærte for at spare penge og på grund af vennetjenester, og så må vi andre professionelle arbejde dobbelt for at kompensere.”

De mange udfordringer i branchen er en af grundene til, at Pari Khadem har valg at engagere sig i det politiske arbejde i DJ. For hun mener, at fagforeningerne kunne spille en større rolle i at ændre på arbejdsforholdene i branchen.

”Arbejdsgiverne mangler respekt for vores faglighed. De udnytter manglende solidaritet til at bruge lærlinge og gratis-arbejdere og presser os til at underbyde hinanden. På filmset bliver der udpeget et par tillidsfolk, men det er næsten altid produktionslederen, der foreslår kandidater, og der er aldrig reelle valg blandt medarbejderne om tillidsfolkene,” siger hun.

Personlige konsekvenser

Og når hun så selv har sagt fra som enkelt-person, oplever hun hårde personlige konsekvenser

”Når man siger fra og siger sandheden, bliver man mærket og mister opgaverne. Jeg har flere konkrete eksempler på, at jeg er blevet afvist og fået fortalt, at de ikke kan bruge en, der bruger advokater imod produktionen, fordi jeg en enkelt gang havde kontaktet en fagforening. De har slukket min drøm om arbejdet i denne branche.

Bare fordi, vi er passionerede, betyder det ikke, at vi skal finde os i hvad som helst.

Jeg føler mig sat uden for og blacklistet, fordi branchen er så lille, og alle arbejdsgiverne taler sammen. Rygterne om, at man siger fra spredes lynhurtigt.”

Årsagerne til problemerne i branchen er mange og komplicerede, men en af de ting, som Pari Khadem mener, man kunne gøre var, at myndighederne kunne stille krav til arbejdsvilkår på filmproduktioner, når de yder de store tilskud til filmene. Og når forskellige kommuner eller områder giver tilskud, følger krav om lokalt ansatte samt arbejdssted for resten af de ansatte langt væk fra hjem og familier.

”Problemerne med mobning, stress og seksuelle krænkelser fortsætter, hvis der ikke bliver gjort noget. For de unge, der vil ind i branchen finder sig i alt for meget. Det skal der gøres noget ved. Og løsningen er bestemt ikke, at der skal uddannes flere, som producentforeningen gerne vil, for der er mange arbejdsløse i branchen allerede,” siger hun.

Kommentarer