Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Jakob Ponsgård er udpeget som ny næstformand i DJ

Hovedbestyrelsen i DJ har udpeget Jakob Ponsgård som ny næstformand. Jakob vandt en skriftlig afstemning over den ene anden kandidat, Maj Munk, med stemmerne 12-3. Freja Wedenborg meddelte kort inden udpegningen, at hun trak sit kandidatur.

Jakob Ponsgård, ny næstformand i DJ

Rasmus Degnbol

Jakob Ponsgård

35 år. Uddannet fra DMJX i Emdrup i kommunikation.

Medlem af hovedbestyrelsen siden april 2019

Tidligere formand for studenterorganisationen andrea på DMJX.

Arbejdserfaring:

Kommunikationskonsulent på Vallekilde Højskole 2019

Selvstændig i Ponsgaard Media 2017

TV-reporter på ESL World of Esports 2016-2017

Kommunikationsmedarbejder på Kultur- og Projektværkstedet KW3 2016

Freelance experience- and game designer and film editor på Odyssé 2014-2016

Freelance film/tv-editor 2009-2011

Film editor mm på Electric Parc 2006-2008

Lydtekniker og Film-editor på Århus Filmværksted 2001-2004

Her kan du læse Jakob Ponsgårds opstillingstale, som han holdt den inden udpegningen torsdag formiddag:

"Kære kollegaer i Hovedbestyrelsen

Vores medlemmer er under pres fra mange fronter. Vi kæmper med splittelse og identitetskrise i forbundet. Vi er begyndt at opleve effekten af det prekariserede arbejdsmarked, og faggrænserne rykkes og udviskes.

Man kunne sagtens fristes til at hive vindebroen op og koncentrere sig om de store, eksisterende aftaler – om at hytte sine egne og dem, der passer i kendte kasser. Færre og færre af vores egne kan dækkes af disse aftaler. En stor del af vores fæller bliver aldrig nogensinde overenskomstdækkede.

Overenskomsterne, fagbevægelsens hellige gral – er selvfølgelig endemålet. - Men de kan kun stå alene, hvis vi er villige til at smide vores kammerater over borde – for det er det vi gør, ved ikke at gøre mere. Vi skal nytænke sikkerhed. 

Vi må ikke lukke os reaktionært om en forældet fagopdeling og struktur. Vi skal finde kraften til udvikling gennem viden og gennem at lytte til - og organisere dem, som vi skal lære af. Så vi kan bringe forbundet, vores medlemmer og de ansatte sikkert fremad. Vi skal lade form følge funktion, decentralisere udviklingsarbejdet og inddrage de selvsamme frivillige, som vi står på skuldrene af. Vi kan ikke blive ved med at høste medlemskroner fra de fag- og branchegrupper, som vi reelt ikke leverer sikkerhed for, og stadig bestå som forbund.

Vi skal stoppe med at tro, at vi kan samles under én identitet, at vi på magisk vis kan opløse forskelle og uenighed mellem fagene – i stedet skal vi lære at acceptere hinanden på trods – vi skal omfavne den kontinuerlige diskussion, som holder os skarpe og gør os stærkere, sammen. Vi skal forme rammerne i stedet for medlemmerne.

Vi skal måle os selv på, hvor gode vi er til at organisere og fastholde de studerende – for de er vores fremtid - til at organisere dem, som vi ikke har kunnet nå - for de er vores blinde vinkel - og til at efteruddanne og sikre dem vi har – for de er vores hjerte.

Jeg er den rigtige at supplere Tines formandskab, fordi jeg kommer fra en fortid i brancher, der om nogen er ramt af lignende udfordringer. 12 år i skiftende ansættelser og freelanceforhold i film- og tv-branchen og i oplevelsesbranchen. Brancher som, om nogen mangler organisering og nytænkning af sikkerhed. Jeg har været fagpolitisk aktiv - on and off - siden jeg var 18, det er 17 år siden - og som studerende, blandt andet som formand i andrea på DMJX, hvor vi arbejdede meget med stabilitet, organisering og fastholdelse af vores 7 repræsenterede fagligheder. Herinde har jeg siddet som sparringspartner i workshops og medlem af udvalg, når der skulle snakkes overenskomster for kommunikationspraktikanter, samt strategi og udvikling for kommunikationsområdet igennem de sidste 3 år.

Med Tine som den erfarne tillidsmand og mig som Organisations- udviklings- og inddragelsesnørden - tror jeg på, at DJ endelig kan blive et forbund for alle sine medlemmer.

Tak for ordet".

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.