Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Informationskrigen truer pressefriheden

3. maj er International Pressefrihedsdag. Og der er rigeligt med grunde til at have stærkt fokus på netop pressefriheden, viser udviklingen i Europa. Det skriver DJ-formand Tine Johansen og formand for det europæiske journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård i denne kronik.

Tine

Benita Marcussen Formand i DJ Tine Johansen

Kronikken blev første gang bragt i Avisen Danmark 26. april 2022.

Kampen om fortællingen, kampen om at kunne levere et passende narrativ, kort sagt kampen om ordet har altid været afgørende i kampen om magten. Bare se mod Ukraine, Her udkæmpes en forfærdelig og meningsløs krig, hvor vi har undervurderet det, der gik forud. Også selv om vi i årevis har talt om at forhindre desinformation og propaganda i at sprede sig, men måske uden helt at forstået omfanget. 

Det er samme værktøjskasse, som Polens vicepremierminister Jarosław Kaczyński har fundet sin redskaber i, og som Ungarns premierminister Viktor Orbán flittigt benytter sig af og endda roses af Vladimir Putin for. Tjekkiets tidligere ministerpræsident, Andrej Babiš formåede også gennem ejerskab af nogle af de vigtigste medier at fjerne fokus fra korruptionsanklagerne mod ham og i stedet skaffe sig regeringsnøglerne. Ved det seneste valg lykkedes det oppositionen at vælte ham, men hvis der ikke sættes massivt ind for at styrke de frie medier, kan det vundne hurtigt være tabt. 

Og husk, at det ikke kun drejer sig om det Centrale Østeuropa, for hvordan var det lige med Silvio Berlusconis medier eller Østrig tidligere kansler Sebastian Kurz’ forhold til narrativer? EU er nødt til at vågne op og kræve, at alle EU-lande og ikke blot kandidatlande lever op til Københavner-kriterierne, som bl.a. stiller krav om demokrati og respekt for menneskerettigheder. 

Den nye European Media Freedom Act, som skal sikre pluralisme og uafhængige medier i EU, er måske et skridt på vejen. Men så skal der følges op med markant politisk støtte til fuld gennemsigtighed omkring medieejerskaber; forbud mod at politiske ledere kan eje medier både formelt eller gennem proxy-ejerskaber; ubetinget tilslutning til mediernes selvregulering og den redaktionelle uafhængighed (også kaldet armslængdeprincippet) og en offentlighed og åbenhed i forvaltningen, hvor også Danmark skal leve op til højere standarder. 

Ud over politisk opbakning til pressefriheden, skal der også økonomiske resurser til, så europæere i alle lande får et frit pluralistisk medieudbud såvel lokalt som nationalt. Det skal der være europæisk vilje til at investere i, og politikerne skal glemme alt om indflydelse på medierne. Udbyttet skal alene være frie medier og uafhængig journalistik i en hel anden målestok end i dag. Det er helt afgørende, hvis vi igen skal have et frit Europa. 

Journalister og medier skal ikke blot have resurserne til at give os alle de nødvendige informationer, de skal også kunne udkomme uden at risikere sagsanlæg, trusler, overfald og likvidering. 

Vores våben mod desinformation og propaganda har hidtil været et stærkt og professionelt pluralistisk medielandskab, en høj etik med en stærk selvregulering og en bred viden i befolkningen om mediernes rolle og arbejdsmåder (Media and Information Literacy). Plus åbenhed om ejerforhold og offentlighed i forvaltningen. Alligevel har det ikke været nok, og derfor må regeringsledere i fællesskab, som netop EU giver mulighed for, nu gøre en indsats for pressefriheden. 

Ruslands krig mod Ukraine viser, at omfanget af propaganda er langt større, end vi naivt har troet. De nye tider i 90’erne skabte i Rusland medier med højere troværdighed, som i ubemærkethed er blevet farvet af en tiltagende censurpræget og fabrikeret historiefortælling i takt med, at Putins regime har fået stadig mere magt. Derfor kan det russiske regime i dag med stor opbakning i kraft af deres egen opdigtede historie føre, hvad der i værste fald kan blive en langvarig krig. 

Har vi set det før? Ja, mange vil måske selv trække tråde tilbage til tredivernes propaganda i Tyskland. Propaganda skaber en mur mod alle andre virkeligheds-opfattelser end den statslig dikterede. 

En flygtet russiske journalist har for nyligt sagt sådan her: ”Vi skal nedbryde muren af fornægtelse af sandheden”. Han tilføjede: ”For at kunne det, må vi have et 20 års perspektiv i vores arbejde”. 

Derfor nytter det ikke med et enkelt medieprojekt her, noget kapacitetsopbygning der, og lidt støtte til undersøgende journalistik. Der er brug for en sammenhængende og solid plan for at udvikle frie pluralistiske medier og for at skabe forståelse for den frie presses betydning for demokratiet. Politikerne skal forpligte sig. Ikke for mediernes eller journalisternes skyld, men fordi demokratiet ikke kan bestå uden det frie ord og den uafhængige presse. 

Kommentarer