Influenter vil tage mere ansvar
Forbundet for Influenter og Bloggere i Dansk Journalistforbund lancerer nu Influentnævnet, der skal håndhæve de opdaterede retningslinjer for etisk ansvarlige influenter.
Mikkel Inumineq Lisbeth Kiel på talerstolen ved konference om brugen af børn på sociale medier. Fællessalen på Christiansborg.
Forbundet for Influenter & Bloggere under Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, er klar med etiske retningslinjer for influenter. Retningslinjerne skal håndhæves af Influentnævnet, der består af en juridisk forperson, samt fire nævnsmedlemmer udpeget af hhv. Forbundet for Influenter og Bloggere i DJ og organisationerne UNICEF Danmark og KreaKom.
Ordningen er indledningsvist finansieret af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, som også har godkendt retningslinjerne.
De etiske retningslinjer for influenter er en frivillig ordning, som influenter har mulighed for at tilmelde sig for at kunne synliggøre for omverdenen, følgere, forældre og samarbejdspartnere, at man kender og agerer efter gældende lov og etisk ansvarligt.
En række toneangivende influenter har allerede skrevet under, og viljen til at agere ansvarligt er stor blandt influenter. Derfor forventer Forbundet for Influenter og Bloggere i DJ stor tilslutning til ordningen.
Influentnævnet får til opgave at håndhæve de etiske retningslinjer, der bl.a. handler om at være sig sit ansvar bevidst som rollemodel, tage særlige hensyn og gøre sig grundige overvejelser, når man har mange følgere under 18 år. F.eks. forpligter man sig som underskriver til at holde en god tone, markere brugen af AI og retouchering og afholde sig fra særlige typer af samarbejder, hvis følgerskaren er ung.
Erhvervsdrivende influenter er i dag underlagt Markedsføringsloven, og de etiske retningslinjer lægger sig dels oven på den lovgivning, der allerede findes på området bl.a. for at beskytte børn og unge mest muligt. Derudover er mange af retningslinjerne af rent etisk karakter, og er således ikke noget, man som influent har været forpligtet til at overholde frem til nu. Underskriverne forpligter sig f.eks. til at overveje grundigt, om det er i barnets interesse, hvis man deler indhold med et eller flere børn. Influentnævnet, der skal håndhæve retningslinjerne, kan tage sager op af egen drift.
Når man underskriver og efterlever de etiske retningslinjer, kan man benytte Influentnævnets mærkat og figurerer på en liste på influentnaevnet.dk. På den måde kan følgere, bureauer og annoncører få mulighed for at navigere i, hvem der har taget ansvaret på sig og arbejder etisk ansvarligt med at leve op til det store ansvar, der følger med, når man er influent.
Har en influent forbrudt sig mod de etiske retningslinjer, kan nævnet give influenten en advarsel, som vil blive markeret på Influentnævnets hjemmeside. Ved gentagelse kan nævnet udelukke influenten i en periode og fratage vedkommende retten til at benytte mærkatet. Flere influenter har allerede skrevet under på retningslinjerne. For at gøre det så enkelt som muligt at orientere sig i og tilslutte sig retningslinjerne, er der oprettet en hjemmeside: influentnaevnet.dk.
Et vigtigt redskab for seriøse influenter
Caroline Heide-Jørgensen skal være juridisk forperson for Influentnævnet, mens de øvrige nævnsmedlemmer udpeges af henholdsvis Forbundet for Influenter og Bloggere, KreaKom og Unicef. Førstnævnte er initiativtager til projektet og har arbejdet med at realisere projektet i en årrække, mens de to øvrige organisationer har givet værdifulde indspark i sidste del af processen i forbindelse med udarbejdelsen af de etiske retningslinjer.
”De etiske retningslinjer er et vigtigt redskab for de mange influenter, der ønsker at arbejde professionelt og etisk forsvarligt i en branche med mange gråzoner, og samtidigt vil retningslinjerne medvirke til at beskytte følgerne. Vi har store forventninger til, at mange influenter vil tilslutte sig retningslinjerne,” siger Lisbeth Kiel, forperson i Forbundet for Influenter og Bloggere i DJ.
"Det er vigtigt at få det børnefaglige perspektiv og et særligt fokus på børns rettigheder med i nævnets arbejde. Derfor er vi i UNICEF Danmark meget glade for at være blevet inviteret indenfor i processen og for at have fået mulighed for at udpege et medlem til nævnet," siger Susanne Dahl, generalsekretær UNICEF Danmark.
"KreaKom er glad for, at der nu findes nogle etiske retningslinjer og et influentnævn, der kan være med til at understøtte en professionalisering af influencermarkedet samt gode rammer, som den kommercielle ansvarlighed kan arbejde under," siger Malene Birkebæk, adm. direktør i KreaKom.
Opbakning fra Fødevarebranchen
Mandag middag har DI Fødevarer og Bryggeriforeningen udsendt en pressemeddelelse, hvori de giver deres opbakning til initiativet.
”Det er den helt rigtige måde at tage bedre hånd om ansvarlig markedsføring blandt influenter. Et velfungerende influentnævn kan blive et vigtigt redskab til at sikre gennemsigtighed og skærpe retningslinjerne for indhold rettet til børn og unge. Vi ser det som en stærk tilføjelse til vores egne selvregulerende tiltag for ansvarlig markedsføring af fødevarer”, siger direktør for DI Fødevarer Jakob Lave i pressemeddelelsen
Kommentarer