Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ina Rosen: "Vi behøver ikke et bjerg af data, men den rigtige data"

Datadrevet kommunikation har potentialet til at skabe tætte og langvarige relationer til kunder og andre vigtige målgrupper. Men hvordan ser de gode løsninger ud? Og hvad er indsigten bag? Ina Rosen kom med sit bud på KOM18.

Foto: Ina Rosen

Jeanne Kornum KOM18, Ina Rosen, digital direktør hos Operate & kommentator hos Berlingske

Det er blevet eftermiddag, og på konferencen KOM18 skal Operates digitale direktør og kommentator hos Berlingske på podiet for at tale om datadrevet kommunikation, og hvordan man skaber tætte og langvarige relationer til kunder og vigtige målgrupper med data. 

”For 30 år siden kunne vi betegnes som en flok forkølede kommunikatører, fordi der som sådan ikke var en egentlig K-branche. I dag, takket være det digitale, har vi uendeligt mange kanaler at kommunikere igennem og uendeligt mange måder at kommunikere på,” indleder Ina Rosen sin tale.

Men det er langt fra den høje grad af automatisering og kvantitet, der skal bære den datadrevne kommunikation, hvis den skal fremstå relevant for brugerne i fremtiden, lyder Ina Rosens budskab.

”Vi har skabt en masse støj, og det er vores egen skyld,” siger hun og tilføjer: ”Vores mentale plads er jo ikke blevet større i mellemtiden."

Data kan skabe den personlige kommunikation

Det er blevet sværere at fange brugernes opmærksomhed via digital annoncering. Ina Rosen henviser til en undersøgelse lavet af Slots- og Kulturstyrelsen fra 2017. Undersøgelsen viser, at cirka 33 procent af danskerne har adblockers, og ser man på folk i aldersgruppen 12-34 år, blokerer de 45 procent af de digitale annoncer på nettet.

"Det giver os et billede af fremtidens tolerance for annoncering i de udformninger, vi kender i dag,” siger Ina Rosen, der i stedet ser et fremtidigt potentiale i den personlige kommunikation.

”Kommunikation handler om værdiskabelse, og med få data, som navn, e-mail og fødselsdato, kan vi skabe relevant indhold. Men det kræver den dybe, empatiske forståelse,” forklarer hun.

”Man behøver ikke et bjerg af data, men den rigtige data. Med den personlige kommunikation kan vi ramme den rigtige målgruppe. Vi kan finde de gaps, der er i vores kommunikation og skabe relevant indhold for brugerne. Derfor efterspørger jeg ikke mere kommunikation, men kvalitetsbaseret kommunikation, som bygger på få data og en lav grad af automatisering.”

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.