Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

”Hvornår opdager de, at jeg ikke dur til en skid?”

Flytning alene til en ny by, et presset vagtskema og en konstant følelse af ikke at slå til var ved at slå Annika Raunstrup helt ud af kurs, da hun var i praktik på TV2 Østjylland. Hun råder andre til at finde en kollega at kunne betro sig til, samt at lytte til sin krop, når den bare vil blive i sengen en hel uge.

Annika på job hos TV2 Østjylland

Kasper Wilkenschildt Skipper Annika Raunstrup i sin praktiktid på TV2 Østjylland.


Her næsten 2½ år efter kan Annika stadig huske den præcise dato: 6. oktober 2014. Da indførte TV2 Østjylland, hvor Annika var i praktik, nye vagtplaner som følge af et nyt medieforlig, der tvang tv-stationen til at spare. Og hvor hun og hendes kollegaer på nyhedsredaktionen før havde haft 10 timer til at lave et indslag, havde de nu kun 8 timer. Det væltede læsset for hende og kort efter brød hun grædende sammen i en bil på vej på reportage i Grenå. Fotografen blev fuldstændig overrasket.

”Men hvordan kunne de være overraskede over det? Hvordan kunne de have misset, at jeg havde det sådan?” husker Annika, at hun tænkte. For følelsen af ikke at slå til havde siddet massivt i hendes krop, siden hun startede praktikken 3 måneder tidligere.

”At starte i praktik var som at blive kastet ind i en tornado. Og i oktober havde jeg lige vænnet mig til den ellers mega-stressende tidsramme på 10 timer, så det føltes som om, jeg lige havde fået hovedet oven vande, så kom der nogen og dykkede mig ned igen. Men jeg var godt til at putte facade på: Jeg kom på arbejde og sagde: ok, det fixer vi – men i virkeligheden følte jeg mig fuldstændig på bar bund og tænkte, at jeg ikke duede til en skid! Og så fik jeg følelsen: Hvornår opdager de, at jeg ikke kan noget som helst? I tror alt for godt om mig! Det er nok klart, at man går ned på sådan en tankevirksomhed,” siger Annika.

Opgaverne hobede sig op

Allerede på studiet havde Annika prøvet at gå ned med stress. Opgaverne hobede sig op, hun oplevede flere morgener, at der pludselig løb tårer ned ad kinderne, og en morgen faldt hun omkuld to gange på vej på toilettet. Vagtlægen diagnosticerede hende med stress, men hendes egen læge fik hende til at læse en bestemt bog, der lærte hende at lytte til sin krop, når den bare ville lukke helt af. Så derfor formåede hun at fortsætte, komme igennem praktiksøgningen og flytte fra Odense til Århus.

”Da jeg første gang flyttede væk fra min familie på Sjælland til Odense var der med det samme 100 nye venner i samme situation som mig. Da jeg så flyttede til Århus, var det pludselig 20 år ældre kollegaer med mand og børn. Så da følte jeg mig meget alene.”

Og alene følte Annika sig også med sin følelse af ikke at slå til.

”Det jeg nok havde det værst med var, at jeg ikke kunne sige det til nogen. Intet af det her har været TV2’s skyld. Det hele var noget, jeg gik og bildte mig ind – for mine medpraktikanter havde det jo fint, så jeg måtte ikke være den svage. Så derfor lod jeg bare som om, jeg kunne følge med. Men jeg ville ikke sige noget til nogen, for så begynder de at se skævt til mig, tænkte jeg,” fortæller hun.

Kollega blev hendes redning

Først i februar – et halvt år efter, hun var startet i praktik - bekendte hun kulør til en kollega:
”Det her er rigtig hårdt, alle andre kan, jeg er den svage, jeg er også pisse ensom osv”. Den kollega endte med at blive min redning resten af min praktiktid. Hvis jeg havde brug for at læsse noget af, kunne jeg gå til hende. Og det hjalp. Jeg fik det ud af systemet og blev reddet lige på målstregen. Jeg tog en beslutning om, at hvis jeg igen fik den ubehagelige følelse i maven, ville jeg stoppe – droppe både praktik og studiet! Og det var jeg tæt på at gøre, men i stedet for at sige op, talte jeg med min chef og forlangte at få lagt en plan for resten af praktikken,” siger Annika.

Og det var et træk, som Annika vil anbefale alle i praktik at tage:

”Jeg har gjort mig den erfaring, at praktikstedet ikke nødvendigvis har en skræddersyet plan klar for dig. Man skal selv være proaktiv og fortælle, hvad man har lyst til. Jeg oplevede, at det blev bedre for begge parter at jeg fortalte, hvad jeg ville – det var de også glade for. Og det ændrede min praktik fuldstændigt - fra noget, jeg ikke ville byde min værste fjende til noget, jeg vil ønske for alle der skal i praktik!” konkluderer hun.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.