Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Højesteret tilsidesætter kildebeskyttelse

I sagen om dokumenter fra Aller Media har Højesteret netop besluttet, at politiet skal have adgang til alt beslaglagt materiale fra medievirksomheden. ”Hermed bliver kildebeskyttelsen tilsidesat. Det kan få store konsekvenser”, mener Lars Werge, DJ’s næstformand.

Højesteret har stadfæstet Landsrettens afgørelse om, at politiet skal have uhindret adgang og nu kan gennemgå alt beslaglagt materiale fra Aller Media, der fik computere, tablets og telefoner beslaglagt i kølvandet på afsløringerne af formodede ulovligheder begået i Nets.

Højesteret skriver:

”Efter de konkrete omstændigheder i sagen, herunder karakteren af de strafbare forhold og beslaglæggelsernes betydning for muligheden for opklaringen af disse forhold samt den manglende samfundsmæssige betydning af oplysningerne om de kendte personers privatliv, fastslog Højesteret, at hensynet til kildebeskyttelse måtte vige for hensynet til opklaring af de strafbare forhold. Beslaglæggelserne var derfor i overensstemmelse med både retsplejeloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

DJ’s næstformand Lars Werge siger:

”Databeskyttelse og kildebeskyttelse hænger sammen, og vores kildebeskyttelse har Højesteret i dag tilsidesat. Det, synes jeg, er dybt problematisk”.

”Det er et slag mod den journalistiske kildebeskyttelse og et af vi journalisters vigtigste redskaber. Når vi taler med vores kilder, skal vi kunne give dem sikkerhed for, at myndighederne ikke læser over skulderen. Og medierne skal være sikre på, at den research og de kilder, de har, ikke bliver eksponeret.”

Aller Media havde fået mulighed for at føre sagen ved Højesteret efter at både Byretten og Landsretten havde givet anklagemyndigheden medhold i, at materialet kunne gennemses. 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.