Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Hjælpepakke på vej til selvstændige

Det er et stort skridt, regeringen har taget. Men der skal gøres noget mere for freelancerne og de ledige, siger DJ-formand Tine Johansen.

Regeringen fremlagde til middag sit udspil til en hjælpepakke for de mange enkeltmandsvirksomheder og virksomheder med få ansatte, som bliver ramt af corona-krisen.

Det skal understreges, at forslaget ikke er forhandlet færdigt med de øvrige partier i Folketinget. Men det er forventningen, at der vil være en aftale om pakken, inden ugen er omme.

Regeringens forslag indeholder først og fremmest en økonomisk hjælp til de CVR-registrerede virksomheder med op til 10 ansatte.
Regeringen vil dække op til 75 procent af deres omsætningstab, hvis tabet udgør mere end 30 procent af virksomhedens omsætning. Der kan dækkes op til 23.000 kroner om måneden.
Ordningen skal have virkning tilbage fra den 9. marts og foreløbigt frem til den 9. juni 2020.

Mangler hjælp til store grupper af medlemmer

Erhvervsministeren lagde ved fremlæggelsen af forslaget op til, at indtægtstabet i første omgang skal dokumenteres på tro og love. Herudover mangler der i høj grad en masse flere oplysninger om, hvordan denne enorme hjælpepakke skal administreres i praksis.

"Det er en meget stor hjælpepakke, som regeringen har foreslået, men der mangler hjælp til nogle store grupper af vores medlemmer, inden jeg kan sige, at det er en virkelig god pakke", siger formand Tine Johansen, DJ.

Hun peger på, at det ikke er afklaret, hvordan indtægtstabet skal opgøres: Hvordan med den forholdsvist nyopstartede virksomhed. Og hvordan med selvstændige, der lige er kommet tilbage fra barsel eller sygdom. DJ vil arbejde for at få disse ting afklaret.

"Den næste store udfordring for regeringen og os alle sammen er freelancerne og de ledige. Alle de freelancere, der ikke er CVR-registreret, får ikke gavn af regeringens hjælpepakke. Det er langt fra alle disse, der er medlem af en a-kasse og har ret til dagpenge. Vi må ikke lade dem i stikken", understreger Tine Johansen.

Glem ikke de ledige

DJ opfordrer desuden til, at der meget snart træffes nogle kontante beslutninger for de ledige: Beskæftigelsesministeren bør sætte uret i stå. Det må ikke være sådan, at der er ledige, der falder ud af dagpengesystemet i de kommende 3 måneder.
Og perioden hvor man kan få supplerende dagpenge bør forlænges på samme måde.

Mens vi venter på, at hjælpepakken bliver forhandlet på plads, kommer Tine Johansen med en indtrængende appel til bankerne og pengeinstitutterne:
"Nu bør I vise det samfundssind, som vi andre viste jer, da I havde det hårdt: Vær forstående over for de freelancere og selvstændige, der kommer til jer i disse dage og beder om lidt større træk på kassekreditten."

Læs alle DJ's artikler om coronavirus

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Aleksander

ons, 03/18/2020 - 16:25

Forlængelse af supplerende dagpenge ville være det der kunne få mig og min nyopstartede virksomhed til at overleve. Som en der er på sin sidste uges supplerende dagpenge, og lige har startet virksomhed i år, ser tingene stadig ret sort ud, hvis ikke det skal betyde at jeg skal lukke min endelige stolt åbne forretning, fordi min dagpenge er løbet op og min omsætning er faldet med 100%

Karina Bjerregaard

ons, 03/18/2020 - 16:26

Som jeg hører om hjælpepakken i radioen, lyder det til at man er ved at sætte et meget bureaukratisk system op. Det er ikke nogen hjælp for små freelancere/selvstændige. Bureaukratiet kan lægge alskens forhindringer og faldgruber ind, som forhindrer en del af os, der har brug for hjælp, i at få det.
Jeg prøvede fx. at melde mig syg med de nye regler, men løb ind i den bureaukratiske forhindring at det ikke er nok at ha' ligget i sengen siden onsdag aften og dermed selvvalgt karantæne, men at man skal ha' taget en coronatest – som myndighederne fraråder at man gør, hvis man ikke ligger på dødens rand.
Det gør jeg heldigvis ikke, men min lille biks har det bestemt ikke godt, og det kommer til at ta' lang tid at komme ovenpå igen. Det er jo ikke tidspunktet, hvor man går ud og scorer nye kunder!

Anne Lea Landsted

ons, 03/18/2020 - 16:52

Hvor har du og forbundet været henne i alt det her? Har I overhovedet været med til forhandlingerne? Hvad har du tænkt dig at gøre for at hjælpe de trængte freelancere, som du taler om i artiklen? Vi står i en situation, hvor der mere end nogensinde er brug for information. Det burde være en gylden mulighed for at forbund som vores at benytte lejligheden til at presse især de store mediehuse til at hyre freelancere - det er jo ikke fordi JP/Politikens Hus mangler penge fx.
Her til sidst vil jeg gerne høre, hvordan det går med muligheden for at få supplerende dagpenge i en periode uden at skulle lukke virksomheden.

(På vegne af Tine Johansen)
Kære Anne.
Forhandlingerne om hjælpepakke til freelancere og selvstændige foregår lige nu mellem de politiske partier på Christiansborg, og dem har vi selvfølgelig været i kontakt med løbende for at fremsætte DJ's ønsker: Et dagpengesystem, som også griber de selvstændige, uden at de skal lukke firmaet og afhænde alt. En forlænget periode for dagpenge og supplerende dagpenge. Statsgaranti for forhøjet kassekredit og henstand med for eksempel husleje til erhvervslejemål.
I sidste uge sendte vi delle appel til cirka 70 organisationer om at passe på freelancerne, og den har flere kvitteret positivt for:
https://journalistforbundet.dk/nyhed/appel-til-alle-organisationer-pas-…
Bedste hilsner, Tine

Monica C Madsen

ons, 03/18/2020 - 17:01

Det ville også være en stor hjælp, hvis man som selvstændig kunne få lov at melde sig ledig, uden at skulle nedlægge sit firma, sådan som reglerne normalt er. Vi er mange, der i årevis solidarisk har betalt kontingent til a-kassen, selvom vi reelt ikke har kunne bruge den, medmindre vi helt opgav vores firma. Måske på tide at lave en dispensation for os og give os adgang til dagpenge i de her måneder?