Her er DJ's fokuspunkter for det kommende folketingsår
Folketinget åbner det kommende folketingsår tirsdag den 1. oktober. DJ's formandskab sender allerede nu et varsel til folketingspolitikerne om en række emner, de vil bringe op i løbet af det kommende år.
Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation har som hvert år selvfølgelig en række dagsordener, som vi vil holde folketingspolitikerne op på i den kommende folketingssamling. Flere af dem er gamle kendinge, men så meget mere grund til at holde fast i dem.
DJ-formand Tine Johansen og næstformand Allan Boye Thulstrup sidder allerede med i flere udvalg nedsat af forskellige ministerier, og udover selvfølgelig at arbejde hårdt i udvalgene, vil de begge bringe DJ's synspunkter på de forskellige områder videre til de relevante ordførere.
- Offentlighedslov. Tine Johansen sidder med i regeringens sagkyndige udvalg, der skal revidere den nuværende offentlighedslov. Tine Johansen holder løbende møder med DJ’s baggrundsgruppe for at få input til arbejdet.
- Medieansvar. Tine Johansen sidder også med i Medieansvarsudvalget - af nogle kaldet Søren Pind-udvalget - som skal undersøge rammerne for mediernes ansvar. Sideløbende har DJ sammen med Danske Medier, DR og TV 2 opdateret de presseetiske retningslinjer.
- Mediestøtte. Allan Boye Thulstrup sidder med i Mediestøtteudvalget under Kulturministeriet, som skal kigge på en fremtidig måde at fordele offentlig støtte til medier. I december skrev formandskabet et debatindlæg om emnet i Avisen Danmark
Og der er desuden sammensat en DJ-baggrundsgruppe af tillidsrepræsentanter og repræsentanter fra en række specialgrupper mv., som skal komme med forslag til arbejdet. - Offentligt ansattes ytringsfrihed: Regeringen har lavet en aftale med Dansk Folkeparti om, at der i den kommende folketingssamling skal fremsættes et lovforslag, der understreger offentligt ansattes ret til at ytre sig om deres arbejdsforhold mv.
DJ har samlet en gruppe med repræsentanter fra bl.a. FH og Akademikerne, som skal komme med input til dette lovforslag til Justitsministeriet. - Ophavsret/kunstig intelligens. DJ's forhandlingskonsulent Christian Dølpher sidder i Kulturministeriets arbejdsgruppe, der skal se på den betydning, som kunstig intelligens kan have på ophavsretten. Arbejdet pågår frem til foråret 2025.
Den kommende periode vil også være præget af forberedelserne af de danske EU-formandskab fra den 1. juli 2025.
Fra DJ's side har vi allerede foreslået regeringen, at der bør være et stort fokus på blandt andet følgende emner:
- Bekæmpelse af mis- og desinformation
- Styrkelse af uafhængige medier og public service
- Sikring af freelanceres og soloselvstændiges rettigheder - blandt andet via platformdirektivet.
Kommentarer