Her er de nominerede til Cavlingprisen 2023
Tre journalistiske projekter er blevet nomineret til Cavlingprisen 2023. Kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital, afdækningen af Elbit-sagen samt dokumentarfilm fra Helmand.
Vil du med til uddeling af Cavlingprisen 2023?
Som noget nyt skal du denne gang melde dig til.
DJ-medlemmer kan frit melde sig til via eventet.
Andre skal skrive en mail. Det fremgår også af eventet.
Nomineret til Cavlingprisen 2023:
Kræftsagen på Aarhus Universitetshospital
Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg nomineres til Cavlingprisen for deres afdækning af kræftsagen på Aarhus Universitetshospital for DR.
I en serie af indslag og artikler dokumenterer de, hvordan sygehusledelsen og regionen svigtede en række kræftpatienter. Det fik fatale konsekvenser.
Journalisterne har udvist grundighed, dyb indsigt i et komplekst stofområde og stor vedholdenhed samt ikke mindst et eminent arbejde med kilder.
De tre journalister afslører bortforklaringer, lovbrud og svigt af patienter: Patienter, der stoler på vores sundhedsvæsen i den måske tungeste tid af deres liv. Holdet af journalister formår at formidle deres solide research på en overbevisende måde, der får store politiske og praktiske konsekvenser både i regionen og resten af landet.
Det er altid svært at formidle historier om systemfejl, men det lykkedes her, fordi de lader de berørte patienter blive drivkraft i fortællingen på en måde, så man forstår, at det handler om liv og død.
Forsvarets køb af våben fra Elbit
Katrine Lønstrup, Kasper Frandsen og Andreas Krog nomineres til Cavling-prisen for deres historier på Altinget om Forsvarets køb af våben fra virksomheden Elbit.
Indimellem stopper en god journalist op og spørger: Hvorfor er det egentlig sådan? Sådan begyndte Elbit-sagen. Den er langt fra slut endnu, men har allerede haft voldsomme konsekvenser. Journalisterne har afsløret, at regeringen førte Folketinget bag lyset, da Danmark brugte 1,7 milliarder kroner på nye våben fra Israel.
I et år hvor Folketinget har besluttet at bruge 143 milliarder på at styrke det danske forsvar over de næste 10 år, er det ikke svært at se historiens perspektiver. Altingets journalister holdt fast - også når regeringen forsøgte at snakke udenom, eller når der var fejl i de redegørelser Folketinget fik, da skandalen først rullede.
Deres historie viser, at de kommende års beslutninger om indkøb af nyt forsvarsmateriel ikke bør foregå i lukkede rum.
Bedraget i Helmand
Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen nomineres til årets Cavling-pris for dokumentaren ’Min fjendes fjende - bedraget i Helmand’ for Plus Pictures/DR, der fortæller en ny og ubehagelig historie om Danmarks engagement i Afghanistan.
På baggrund af årelang research og et grundigt kendskab til landet bliver det dokumenteret, hvordan danske soldater samarbejdede med en lokal og brutal afghansk politistyrke, som ifølge en række stærke vidneberetninger stod bag et systematisk misbrug af mindreårige drenge – de såkaldte tedrenge.
Som seer er man opslugt fra start til slut. Fordi Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen kommer helt tæt på den afghanske politichef, får vi som seere et klart billede af, hvordan magt kan se ud. Og hvordan uskyldige betaler prisen, når vi ikke siger fra over for vores allierede. Det er en nervepirrende fortælling, der står som endnu et urovækkende eksempel på konsekvenserne af Vestens krig mod Taleban.
Cavlingprisen 2023 uddeles fredag den 5. januar kl. 15 på Arbejdermuseet i København.
Som noget nyt skal du denne gang melde dig til. DJ-medlemmer kan frit melde sig til via eventet. Andre skal skrive en mail. Det fremgår også af eventet.
Kommentarer