Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Hashtags er min adgang til samtalen

Overvågning af diskussioner og indhold på sociale medier er blevet essentielt for både firmaer og enkeltpersoner. Mød to kommunikatører, for hvem hashtags og lister er uundværlige arbejdsredskaber – både professionelt og privat.

Et website er egentlig blot en isoleret ø fyldt med information, som ikke nødvendigvis når ud til nogen. Der er ingen garanti for at brugerne nogensinde finder frem til dig og dine produkter, hvis du ikke tænker i distribution.

Du har brug for nye avisbude, der kan skabe forbindelse til de flader, hvor brugerne opholder sig rigtigt, rigtigt meget: På de sociale medier. Her forsøger de nye SoMe-redaktører både at holde øje med, hvad der bliver sagt om deres firma og lede efter muligheder til at falde i snak med folk.

Brillemanden blander sig

For Marie Louise Munter (@missdesignsays) er hashtags og lister på twitter et helt essensielt redskab både professionelt og privat. Hun benytter Twitter som en del af sit arbejde med at passe Profil Optiks Twitterkonto og som en del af sin private blog ”Miss Design Says”.

”Jeg følger selvfølgelig, hvad folk siger om Profil Optik, men også hvad de siger om briller, kontaktlinser og solbriller – med og uden hashtags, men også ord som ”Brilleabe”, som folk bruger en del især på Instagram. Derudover lytter jeg også til, hvad folk siger om konkurrenterne.”

Profiloptik har kun 2-300 følgere, og det skyldes ifølge Marie Louise Munter, at briller er en vare, man ret sjældent skal beskæftige sig med. Derfor er det afgørende at snige sig ind i andres samtaler. Og her er overvågning af emneord afgørende.

”Vi har som grundregel, at man godt kan blande sig i andres samtaler, hvis det sker med humor, ironi og hvis man som udgangspunkt lader være med at sælge noget. Hvis folk har lavet en fejl, og taler om, at de måske skal bruge læserbriller, så kan vi godt finde på at blande os og servere en joke. Det tager folk normalt meget pænt,” forklarer Marie Louise Munter.

Hun tweeter 2-300 gange på en måned og nåede i den seneste måned ud til 80.000 læsere.

Både salg og HR

Profil Optik er til stede både på Twitter og Instagram, og målet er ikke kun at sælge, men også at vise den faglige og menneskelige side af kæden. ”Forleden dukkede HR-afdelingen op og kvitterede med et ”du fik sgu’ ret,” fordi de første jobansøgere er begyndt at henvise til vores tilstedeværelse på de sociale medier. De har bemærket, at vi af og til tweeter lidt behind-the-scenes fra kontoret for at vise folk, at det er et hyggeligt sted at arbejde,” siger hun.

Ved siden af sit job for Profil Optik, har Marie Louise også sin egen blog: Miss Design Says, hvor hun kuraterer andres indhold om dansk design og arkitektur. For at få input nok til bloggen følger hun 500 mennesker fra alle hjørner af design og arkitektur-verdenen - samtidigt med, at hun overvåger en stribe hashtags og emner.

Se også: De 50 vigtigste hashtags

Det bedste indhold bliver fanget – og sendt videre ud på bloggen, ofte med hendes eget hashtag: #AllGoodThingsDanish. Det hashtag indeholder hovedsageligt tweets fra hende selv, men på det seneste er andre også begyndt at bruge det.

”Bloggen er blevet min legeplads. Jeg var et helt ukendt navn inden for design-området for fire år siden, men nu har jeg en vanvittig stor kontaktflade på Pinterest, på bloggen og på Twitter. Sidste år blev jeg inviteret med til at bedømme nye designtalenter, og så har det givet en utrolig masse viden, som jeg nu kan bruge som eksempler i foredrag.”

Hashtags-robotter

En anden fast bruger af hashtags er Jakob Termansen, der er redaktør på Sofabold.dk. Han bruger hashtags til at overvåge, hvad folk skriver om Superligaen (#sldk), den britiske Premier League (#PLdk) og den tyske Bundesliga (#bulibold). Samme teknik bruger hans kollegaer på sitet, når de dækker alt fra håndbold til ishockey.

”Hashtags er helt uundværlige, når jeg skal holde øje med nyheder og holde sitet opdateret. Vi sender heller aldrig et tweet ud uden hashtags. Det er ganske simpelt måden at nå ud til nye brugere, og nye følgere dukker tit op kort efter, at vi har sendt tweets afsted,” forklarer Jakob Termansen.

På det seneste har han løftet arbejdet til et nyt niveau – med en hashtag-robot.

For fodboldfans er salg af spillere afgørende stof, fordi det er her man hører, om ens favorithold skifter ud på afgørende pladser. Derfor er der også rigtigt mange, der tweeter om emnet i de to korte perioder, hvor spillere må skifte klub.

Jakob Termansen har derfor sat han en robot op, der fanger alle tweets om fodboldtransfers med #transferdk-taget, og sender dem videre ud på Twitterkontoen @transfer_dk.

På den måde kan man som bruger abonnere på overvågning af fodboldtransfers, uden at bruge en hel spalte på at overvåge et emne, der kun tales om i korte perioder. 

Guide: Få bedre overblik på Twitter med hashtags og lister

Fakta

Gratis Hashtag-robot

Det er i øvrigt muligt for alle at genbruge hashtag-robotten. Robotten er kodet af Kasper Hartwich, der bruger den til @twhjerne-kontoen, der fanger – og udsender tweets med #twitterhjerne. Du kan hente koden på Github. Læs mere og find links på http://twhjerne.dk

Kommentarer