Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide: Vejen til et godt arbejdsliv

Vi motiveres af forskellige ting i joblivet, men der er stadig nogle fællesnævnere for, hvad der sikrer et grundlæggende godt arbejdsliv. DJ har samlet en række af dem.

Tjek op på rettigheder og pligter – og undgå ubehagelige overraskelser

Din ansættelseskontrakt er grundlaget for din ansættelse. Derfor er det vigtigt at have kendskab til, hvilke rettigheder og pligter, der gælder. Når du bliver præsenteret for en ansættelseskontrakt, er det derfor vigtigt, at du før din underskrift har overblik over hvilke spilleregler, der gælder – og hvad der eventuelt er særligt aftalt. På den måde risikerer du ikke at blive ubehageligt overrasket, og kan måske ligefrem fjerne ubegrundede bekymringer. Kontakt faglig rådgivning i DJ, hvis du vil have tjekket din kontrakt for eventuelle særlige fravigelser fra de respektive love – og læs vores retningslinjer for kontraktrådgivning i DJ.

Bliv godt klædt på til forhandling og forbedringer

Er der overensstemmelse mellem løn og arbejdstid? Har du krav på at afspadsere, hvis du har overarbejde? Eller er du ansat på såkaldt jobløn, hvor du fortsætter til arbejdet er udført? DJ’s Faglige rådgivning sidder klar til at hjælpe dig forud for din ansættelse og med at opstille en række forbedringsforslag – så du har noget konkret at forhandle ud fra.

Få uoverensstemmelser ryddet af vejen!

Få ryddet op i misforståelser og hentydninger og vanskelige relationer. Få spurgt ind til, hvad der foregår mellem jer - og forlig dig med at andres behov ikke nødvendigvis er de samme som dine, og at de måske har en anden opfattelse af situationen, end du har. Se, hvad du som DJ-medlem kan få hjælp til i forbindelse med konflikter på arbejdspladsen.

Fokusér på det, du kan ændre  

Det er langt fra common sense til common practice her. Men ikke desto mindre er det spild af energi og kun anledning til stigende frustration at fokusere sin vrede på ting, der ligger udenfor din indflydelse. Klarlæg hvilke områder du har kontrol over og indflydelse på – og hvad du må acceptere som vilkår for dit arbejdsliv. Det gør det nemmere for dig at fokusere og kaste din energi på det, du rent faktisk kan ændre på.

Tag stress i opløbet

Tag en stresstest på DJ’s hjemmeside, og forsøg at tage det i opløbet. Stress er ikke en sygdom, men en tilstand – og kroppens naturlige reaktion på en belastning. Fortæl dine kollegaer, at du i en periode må sige fra overfor udvalgte opgaver. Fortæl din leder, at du ikke løber efter alle bolde lige nu, og måske skal have hjælp til at prioritere. Sænk ambitionsniveauet og se om nogen lægger mærke til det – udover dig selv! Gå til tiden og få eventuelt en ven til at booke aftaler med dig, så du kommer væk fra skærmen. Gå dig en tur eller stå af bussen et par stop, før du plejer.

Vær på forkant med dit arbejdsliv

Selvom du har et godt arbejdsliv, som mange måske vil misunde dig, er det vigtigt indimellem at stikke tommelfingeren i jorden og tænke over dit arbejdsliv og dine fremtidige jobmuligheder. Ville du for eksempel kunne få dit eget job, hvis du skulle søge det i morgen? Tjek kalenderen for det tilbagevendende kursus "Karriereudvikling for dig i job" og hør nærmere om, hvordan du kan tage hånd om din karriere og jobudvikling.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.