Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide til bedre dækning af MeToo og sexisme

Tips og metoder til journalister, redaktører og andre, der ønsker at dække MeToo og sexisme.

Guide til metoo-dækning

Rikke Ahm

Lene Rimestad er freelancejournalist, underviser og iværksætter og har en ph.d. i journalistik. Senest har hun blandt andet været redaktør og skribent på bogen "Den undersøgende journalistiks metoder". Læs mere på www.rimestad.dk

Lotte Rosdahl er journalist og udvikler af metoden Inkluderende journalistik. Hun er forfatter til bogen “Inkluderende journalistik”.

Lotte har tidligere på året sammen med Everyday Sexism Project Danmark udviklet retningslinjer til medierne i dækning af kønnet vold. Hun var sidste år dansk medstifter af “Nordic Forum for Social Responsibility in Journalism” med base på Tampere Universitet i Finland.

Læs mere på lotterosdahl.dk

I denne korte guide får du en opsamling af gode råd til, hvordan medier og journalister kan dække MeToo og sexisme.

I den længere guide går vi i dybden og giver en grundig gennemgang af alle relevante punkter.

MeToo, sexisme og seksualiserede overgreb er et komplekst stofområde. Journalister, der dækker området, har brug for at vide noget om blandt andet:

  • Myter og fakta om chikane, overgreb, voldtægt og andre seksualiserede krænelser.
  • Ofres tankegang og reaktioner før, under og efter voldtægt og andre seksualiserede krænkelser eller uønsket, seksualiseret opmærksomhed.
  • Samspillet mellem køn, seksualitet og magt.
  • Lovgivning og regelsæt om seksualiserede krænkelser.
  • Kultur og normer på arbejdspladser, organisationer mv.
  • Presseetik, kildehåndtering og andre faglige kompetencer.
  • Blinde vinkler, interviewteknik, sprog og vinkling.
  • MeToo på de sociale medier.

Nogle centrale overvejelser

Tilstrækkelig dokumentation og ”retten til egen historie”

Hvornår er dokumentation nødvendig?

I historier, hvor der rettes anklager mod en navngiven eller identificerbar krænker, er det ikke nok med en enkelt, personlig beretning. Her er der de samme krav til dokumentation som til alle andre kritiske, undersøgende journalistiske projekter. Dette skal bakkes op af andre mundtlige eller skriftlige kilder. Det kan være flere kilder med samme oplevelser eller anden form for valid dokumentation.

Personlige beretninger om sexisme eller overgreb kan være væsentlige for fx at kunne beskrive, hvordan ofre kan reagere forskelligt før, under og efter en krænkelse, for at kunne understøtte andre tegn på at en bestemt arbejdsplads har problemer med at håndtere krænkelser eller for at beskrive en arbejdskultur generelt, herunder nogle normer eller strukturer, der understøtter sexisme eller krænkelser. Det er historier, vi som medier skal bringe for at oplyse og informere. Her kan det imidlertid være svært med dokumentation. For når domstolene har så svært ved at dømme voldtægtsmænd, hvordan kan medierne så dokumentere overgreb og seksualiserede krænkelser? Derfor kan beretninger om emnet, hvor krænkeren og/eller offer ikke identificeres, være nødvendige. Lige som historier, hvor krænker eller offer kan identificeres, kan være nødvendige.

Cases og sårbare kilder

Nogle gange kan der ikke skaffes en case til fx en nyhedshistorie med statistik om sexisme. Måske kan nyheden godt bringes uden case, hvis tallene og historien er væsentlige for mediebrugerne og for forståelse af omfanget af problemet.

Cases er ofte sårbare kilder, der i særlig grad skal informeres og beskyttes. Derfor er det en god ide at være opmærksom på, hvordan man gør det bedst.

Før interviewet:

  • Vær opmærksom på, at du kan retraumatisere ofret, hvis oplevelsen ikke er bearbejdet. Vær sikker på, om ofret er klar til at fortælle, og har mennesker omkring sig, der kan hjælpe, hvis vedkommende får det dårligt.
  • Vær åben om dit arbejde, din vinkel, tidsmæssige aspekter, kontakt med andre parter og samarbejdet i det hele taget. Det kan være med til at skabe overskuelighed, tillid og ro i processen.
  • Undersøg interviewpersonens sikkerhed. Er det sikkert for kilden at fortælle sin historie?

Under interviewet:

  • Før en samtale i stedet for et klassisk kritisk interview. Ofre for seksualiseret vold føler ofte skyld, skam og selvbebrejdelse. Vær derfor nysgerrig og ikke klassisk kritisk. Journalisten står ikke i en retssal, og journalistens job er at få afdækket historien, ikke at holde en politiker op på valgløfter.
  • Åbne spørgsmål kan give mere information end ja- og nej-spørgsmål.
  • Tænk over, hvilke detaljer du beder interviewpersonen om at udlevere. Chokværdi er ikke et legitimt formål.

Ord og begreber

Vær opmærksom på dit sprog, når du dækker emnet. Du kan være med til at afkræfte eller bekræfte stereotype forestillinger om overgreb ved at bruge bestemte formuleringer eller ord. Nogle ord er ikke neutrale.

Et par eksempler:

  • ”Påstået voldtægt” erstattes med ”anmeldt voldtægt”.
  • Nogle kilder vil ikke kaldes offer, men ser sig selv på en anden måde. På engelsksprogede medier har fx betegnelsen ”survivor”, overlever, vundet indpas. Brug som udgangspunkt ordet offer, og spørg ellers, hvilket ord personen selv ønsker at blive betegnet med.
  • Sex er lovligt og gensidigt. Derfor bør ”sexmisbrugt”, ”sexslave” eller ”sexoffer” erstattes med andre ord fx ”voldtaget” eller ”udsat for overgreb”.

Hvordan publiceres historien?

Overvej, hvordan historien publiceres. Spørg dig/jer selv:

  • Hvad er rubrik og underrubrik, og hvordan kan de fortolkes?
  • Hvilke illustrationer bruges? Hvordan kan de fortolkes?
  • Kombineres fakta og erfaringsinterview i en sammenhæng, så mediebrugerne får forståelse for problemets omfang?
  • Hvordan bringes historien på de sociale medier? Og hvordan modereres debatten på de sociale medier?
  • Kan vi få puttet link ind til forskellige steder, hvor ofre og krænkere, der læser/ser med, kan søge hjælp.

Hent den lange guide som pdf-fil

Myter og fakta

Der florerer mange misforståelser i debatten. Vi skal som medier og journalister være opmærksomme på ikke at viderebringe dem. For at skabe klarhed kan vi i stedet bringe relevant fakta ind i debatten.

Herunder er nogle af de mest gængse myter og fakta, som kan bruges til faktabokse eller som opklarende input i en debat, hvor en debattør fx viderebringer myter. Gengivet fra Retningslinjer til medier i sager om kønnet vold udarbejdet af Everyday Sexism Project Danmarks og Lotte Rosdahl

MYTER:

FAKTA:

Der er kun tale om voldtægt, når personen har været udsat for fysisk vold.

I flertallet af voldtægter bruger gerningspersonen ikke fysisk vold (men fx trusler eller andre former for intimidering).

Psykisk vold er ikke så slemt (giver ikke så store skader) som fysisk vold.

Ifølge flere undersøgelser kan psykisk partnervold være mindst lige så eller mere skadelig for den udsattes mentale helbred end andre former for vold.

En voldtægtsperson er oftest én, man ikke kender.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd begås kun 28 procent af voldtægter af en fuldstændig ukendt gerningsperson

Man gør fysisk modstand, hvis man bliver voldtaget. Ellers er der tale om frivillig sex.

 

Alle ofre yder modstand, men modstanden ser ikke altid ud, som vi forventer – fx er der ofte ikke voldsom fysisk modstand. Nogen starter måske med at sige nej og skubbe væk, men selv de holder mange gange op med at gøre modstand. Det sker, fordi kroppens fysiske forsvar ofte er at ”lukke ned”, når man oplever en truende situation.
En svensk undersøgelse viser fx, at 70 procent af voldtægtsofre i større eller mindre grad ”fryser” under overgrebet. Det er bl.a. derfor, at der i den nugældende lov lægges vægt på manglende samtykke i stedet for modstand. En dansk undersøgelse viser, at jo mere offeret kæmper imod, jo værre bliver volden.

Hvis man først fortæller om overgreb, vold eller voldtægt mange årsenere, så har det nok ikke været slemt, og man kan i øvrigt oftest intet huske/husker forkert

Givet den viden vi har om hukommelsen, og hvordan traumatiske oplevelser lagres, så er det rimeligt at forvente, at personer, som har været udsat for overgreb, husker dem. Måske fragmenteret og ikke, alle detaljer, men i de væsentligste detaljer – i mange år. Mens de, der begår overgrebet, måske har sværere ved at huske, fordi det ikke var traumatisk for dem. Der kan være mange og komplekse årsager til, at ofre går i mange år uden at fortælle om deres overgreb, men at det ikke har været så slemt, er sjældent grunden.

Hvis man efter chikane eller overgreb stadig ses med krænkeren, har det nok ikke været slemt/er det nok ikke rigtigt.

Det er ikke unormalt, at man som offer ser gerningspersonen bagefter. Først og fremmest fordi gerningspersonen oftest er én, man kender. Det kan også være en måde, offeret prøver at ”normalisere” det, der er sket. Offeret prøver at overbevise sig selv om, at der ikke skete noget alvorligt/at det var en fejl/at man kan glemme det. Nogle voldtægtsofre opfører sig i øvrigt ”ulogisk” ved fx selv at foreslå oralsex eller ved at blive hos gerningspersonen om natten og lave morgenmad den følgende dag eller ved at kysse gerningspersonen farvel. En del af forklaringen er psykologisk. Den fjerde traumereaktion efter kæmp, flygt eller frys kaldes ”formild”. Det handler om at gøre noget godt for gerningspersonen, så der ikke sker noget værre, og det sker ofte ubevidst, samtidig med at det bidrager til offerets skamfølelse.

Kun kvinder kan være ofre for voldtægt og partnervold. Kvinder kan ikke være gerningspersoner.

Tallene er fra 2019 SEXUS-undersøgelsen og viser hvor mange, der nogensinde har været involveret i seksuelle aktiviteter som følge af trusler, tvang eller vold:

Heteroseksuelle mænd: 1 pct.
Homoseksuelle mænd: 7 pct.
Biseksuelle mænd: 8 pct.

Heteroseksuelle kvinder: 11 pct.
Homoseksuelle kvinder: 17 pct.
Biseksuelle kvinder: 31 pct.

Cismænd: 1 pct.
Transkvinder: 18 pct.
Nonbinære mænd: 14 pct.

Ciskvinder: 12 pct.
Transmænd: 27 pct.
Nonbinære kvinder: 26 pct.

I en SDU/SiF undersøgelse skønnes det, at 19.000 mænd i 2017 blev udsat for fysisk partnervold (38.000 kvinder).
Her angiver 11 pct. at være udsat fra en mandlig partner, og 94 pct. angiver at have været udsat fra en kvindelig partner.  Årligt er godt 1 ud af 100 mænd udsat for psykisk partnervold (og knap 4 ud af 100 kvinder).

En undersøgelse om seksualiserede overgreb i et livstidsperspektiv viste, at kvinder samlet set er gerningspersoner i 4 pct.af tilfældene ved seksualiserede krænkelser i forhold til både mandlige og kvindelige ofre.

Lotte Rosdahl udbyder nu et helt nyt online-forløb til journalister, redaktører og kommunikatører. Forløbet gør deltagerne klar til fremtidens inkluderende og mangfoldige medier og til at skabe en mere retvisende dækning af forskellige emner, som eksempelvis MeToo.

Opstart d. 23. september. Udbydere Mediernes Efteruddannelse. Mulighed for støtte til ledige medlemmer af DJ og freelancere. Læs mere her: Inkluderende journalistik - Vend vanetænkning til eftertanke

 

Læs også Retningslinjer til medier i sager om kønnet vold udarbejdet af Everyday Sexism Project Danmarks og Lotte Rosdahl