Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide: Sådan bruger man Facebook som kommune

Hvis man bruger Facebook rigtigt, kan man som kommune skabe politisk engagement, komme tættere på brugerne og endda få gladere borgere, mener Facebook-ekspert Benjamin Rud Elberth.

Elberth facebook kommune

Stine Bidstrup

Benjamin Rud Elberths guide til at blive god til Facebook som kommune:

  1. Sørg for at byg siden rigtig op fra starten med coverbillede, teknik. Sæt den rigtig op.
     
  2. Slå tonen an fra starten og vær virkelig sikker på, hvad det er for nogle koncepter, siden tilbyder. Og vær tro mod de koncepter, så værdi konkret leveres til borgerne.
     
  3. Forstå, og hav kommunikatører og ledere, der forstår, at det handler om at lune borgerne op. Det handler om at engagere dem til likes, delinger og kommentarer, før de kan lokkes ud i det virkelige liv. Det er en gryde, der skal holdes i kog. Det er ikke en simreret, der bare kan stå for sig selv. Det er en ret, hvor bunden hele tiden skal holdes fri, som var det risengrød.
     
  4. Hav beredskaber for, hvad man gør, hvis tingene går galt. Det er vigtigt, så man ikke pludselig går i sort, hvis der kommer en eller anden, der synes, at kommunens Facebookside er et oplagt sted at skrive om anbringelsessagen – at nu har kommunen igen sparet det forkerte sted. Vær forberedt på det.
     
  5. Sørg for hele tiden at blive dygtigere indenfor det her og forstå, hvornår det er et betalingsgame, og hvornår det ikke er. Sæt jer ind i, hvordan I målretter indholdet til algoritmernes udvikling, hvordan I bruger annoncekroner. Vær bevidst om det, helt ned i teknikken, og søg noget rådgivning. Der findes 100-200 dygtige rådgivere i Danmark, der er eksperter i sociale medier.

Når man som kommune vil i direkte kontakt med borgerne, falder valget ofte på sociale medier som kommunikationsværktøj. 3,6 millioner danskere er på Facebook, og det betyder, at der er stor mulighed for at komme til at ramme en høj procentdel af kommunens borgere, hvis man bruger det sociale medie rigtigt. Problemet er bare, at langt de fleste kommuner satser forkert og taber konkurrencen om Facebook-algoritmerne.

Det mener Benjamin Rud Elberth, der er kommunikationsrådgiver og ejer af kommunikationsbureauet Elberth Kommunikation.

”Hvis man har ressourcerne, så er det vigtigt at bruge Facebook, fordi man rent faktisk kan komme tættere på borgerne, man kan få borgerne til at engagere sig i kommunens beslutninger og i den måde, kommunen er sat sammen på. Man kan kort sagt få gladere borgere,” siger han.

En sindssyg konkurrence

Problemet er ifølge Benjamin Rud Elberth, at mange kommuner kommer til at spilde deres tid på det sociale medie ved at tro, at tingene kommer af sig selv. Tværtimod kræver det en ”alkymist for at kunne tvinge guld ud af Facebook”, siger han.

”Facebook er en opslagstavle, men hvis man ikke kan forstå at få folk til at dele, like, kommentere , så bliver du aldrig nogensinde set på den opslagstavle. Hvis du kommer ud på opslagstavlen, newsfeedet, skal brugerne stadig afkode tingene i feedet på et splitsekund. Det vil altså sige, at kommunen konkurrerer med brugerens venner, nyhedsmedier, fodboldresultater – kort sagt alt. Det er en sindssyg konkurrence, som kommunen taber, hvis man ikke kan finde ud af at skrive noget, der engagerer brugerne,” siger han.

Men det er dog muligt for kommuner både at blive set i nyhedsstrømmen, skabe værdi og få likes, kommentarer og delinger, forklarer Benjamin Rud Elberth. Og det starter med at bygge profilen rigtig op.

”Man skal opbygge sin side rigtigt og kæle for hver eneste ting. Man skal sørge for, at coverbilledet er flot grafisk og signalerer det, kommunen gerne vil signalere på Facebook. Det skal også engagere. Det vil sige, at der skal være nogle mennesker, nogle øjne, noget man kan få øjenkontakt med. Så er der profilbilledet. Der har man typisk valgt et logo. Det er ikke specielt engagerende. Dem, der forstår at tviste det en lille smule, kommer længst. Men man kan godt klare sig med et logo som profilbillede. Så er der noget teknik i, hvordan man bygger siden. Og så kommer indholdet,” siger han.

Varm brugerne op

Når det kommer til indholdet, er det vigtigt, at man ”slår tonen an fra starten”, fortæller kommunikationsrådgiveren. Der handler det om at skrive præcist, hvad man som bruger kan forvente af kommunens Facebookside og derefter spørge om råd fra borgerne, så kommune og borgere i fællesskab kan skabe ”det bedste sted at bo”, siger Benjamin Rud Elberth. Og så kommer det rigtig svære, nemlig at ’varme’ brugerne op.

”Du skal skrive noget, der er likeable: noget som folk rent faktisk liker, kommenterer og deler. Dem, der går galt i byen her, tænker: ”Nu stiller jeg et spørgsmål, og så besvarer folk nok det.” Det gør de bare ikke. For man er nødt til at lune folk langsomt op. De skal have noget, der er likeable, før du kan begynde at kræve noget at dem. Så du starter i stedet med at vise de nuttede ællinger, der lige er klækket ud i kommunen. Så liker folk det, og så ved du, at algoritmerne begynder at arbejde. Der er mange der ser det, og så kan du stille dit vedkommende spørgsmål,” siger han.

Og også her kan man falde i fælden, hvis ikke man er forsigtig.

”Der er rigtig mange, der falder i gyngen og skriver noget, der er alt for abstrakt eller svært. Noget i retning af ”Hvis du skulle hjælpe din kommune med at blive fremtidens kommune, hvad ville du så foreslå?” Og der sidder så nogle brugere, der lige har set deres vens babybillede og en sjov video, ting der er nemme at afkode, og så bliver man ramt af sådan et spørgsmål. Det kan man ikke afkode med det samme. Der skal man som afsender turde at spørge ”Hvad vil du gerne have, vi poster på vores Facebookside?” Tal i menneskesprog. Når engagementet så er til stede, så kan du begynde at flytte folk til en handling ude i det virkelige liv,” siger han.

Skab konkret værdi

Hvis man til gengæld følger Benjamin Rud Elberths råd, kan man som kommune komme i direkte kontakt med borgerne og skabe stor værdi for dem.

”Man skal være konkret og skrive; ”I næste uge holder vi stor madfest med alle mulige kulturelle indslag på Rådhustorvet, og du er velkommen!” Det er at skabe konkret værdi hos en børnefamilie, der en lørdag ikke ved, hvad de skal lave. Det er svært, for det, der skaber værdi, er jo meget forskelligt fra borger til borger. Nogle vil have tilbud om, at der er maraton i byen, mens andre vil have besked om, at nu lukker maraton endelig, så de kan køre rundt med deres bil. Det er svært, men man skal virkelig skabe værdi for dem, man kommunikerer til, og det kan man på Facebook, hvis man gør det rigtigt, ”siger han.

Hør hele interviewet med Benjamin Elberth her

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.