Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide: Sådan bruger du blogs til PR

Det kan give stor værdi til et brand eller produkt at blive omtalt af bloggere. Her får du en række gode råd til, hvordan du får blogs ind i din pr-strategi, hvordan finder du den rigtige blogger, og hvordan du får den bedst mulige omtale?

Sådan bruger du blogs til PR

Lina Ahnhoff

Blogs er blevet en vigtig kommunikationskanal og udgør i dag en bred vifte af professionelle nichemedier med loyale læsere – og ofte rigtig mange af dem. Det gør blogs'ene attraktive for virksomheder i pr-øjemed frem for de store, traditionelle medier, hvor det kan være svært at trænge igennem, og hvor målgruppen ikke er så skarpt defineret.

På Overskrift.dk, der i 10 år har fulgt de danske blogs, anslår partner, Stefan Bøgh Andersen, at der i dag er omkring 70.000 danske blogs. Af dem er 7-8000 at kategorisere som ”aktive bloggere”. defineret som, at der er mindst et indlæg om måneden. Mange af de aktive blogs har mange tusinde dedikerede læsere. På Danmarks største blognetværk, Bloggers Delight, har man i 2015 i gennemsnit haft en million unikke læsere - om måneden. Et stort og attraktivt publikum, hvis man som virksomhed søger eksponering. Derfor er der også flere bureauer, der er begyndt at rådgive om, hvordan man som virksomhed gør blogs til en del af pr-strategien.

For det er ikke bare at sende en creme, lidt vin eller et par sko, og så skriver bloggeren fluks om det. Der skal meget mere strategi og planlægning til, hvis du vil have dit brand ind i bloggernes verden og etablere et pr-samarbejde, der skaber værdi for din virksomhed – og for bloggeren.

En blog er stadig en person

Især det sidste; at skabe værdi for bloggeren, vigtigt hvis man spørger jurist og professionel blogger Lisbeth Kiel Bjerrum. Hun driver selv bloggen itsfashionbaby.dk og står bag etableringen af bloggingnetværket Petit Podium, der varetager kommercialiseringen af Danmarks førende livsstilsblogs til mødre.

”En blog har sin unikke styrke i kraft af, at bloggeren har integritet og autencitet som person, og at  bloggeren har et meget personligt forhold til læserne. Det er et grundvilkår, hvis man vil samarbejde med bloggere, at man har forståelse for det, og at man forstår, at det brand eller det produkt, man ønsker omtalt, passer ind i netop den bloggers personlige univers, siger Lisbeth Kiel Bjerrum.

Hun understreger, at hun og andre professionelle bloggere udgør små redaktioner, der ikke er ”til falds for hvad som helst”. I det følgende får du derfor hendes centrale råd til, hvordan du indleder et frugtbart samarbejde.

1: Find den rigtige blogger

Det er vigtigt at vælge den rigtige blogger at samarbejde med. Så får du mest ud af det. 
Brug derfor rigtig god tid på at researche blandt de bloggere, der blogger inden for netop dit brands område. Sæt dig godt ind i de forskellige bloggeres stil, tone og personlighed. Bedøm ud fra det, hvem der vil have størst interesse i netop dit brand, og derfor også vil være den bedste til på en autentisk og engageret måde at omtale det. Har du ikke tid til selv at researche, kan du betale et bureau for det.

2: Giv bloggeren noget unikt

Ligesom på alle andre medier vil de fleste professionelle bloggere også gerne kunne give deres læsere noget unikt og kunne fortælle noget før alle andre.

”De fleste professionelle bloggere får masser af tilbud hver dag. Derfor vil de, nøjagtig ligesom traditionelle redaktører, udvælge de bedste historier og dem, der er mest relevante for deres læsere. Som blogger gider man ikke skrive det samme som alle de andre,” siger Lisbeth Kiel Bjerrum.

3: Lad bloggeren være med til at udvikle historien

”Ingen kender læserne så godt, som bloggeren selv. Så erfaringsmæssigt er de bedste samarbejder dem, hvor bloggeren er med til at udvikle historien,” siger Lisbeth Kiel Bjerrum.

Virksomheden skal i samarbejdet med bloggeren være den, der bidrager med den nødvendige forretningsforståelse, mens bloggeren kan give emnet den personlige kant, der fungerer som læsernes forventer på netop hendes blog,

4: Find en blogger, der har styr på annoncereglerne

Professionaliseringen af blogs og de mange annoncesamarbejder betyder, at både SKAT og Forbugerombudsmanden har intensiveret fokus på blogsamarbejder. Forbrugerombudsmanden har for nylig udgivet en vejledning til samarbejdet mellem bloggere og virksomheder, og den vejledning bør man følge, hvis man ikke vil risikere at overtræde markedsføringsloven. Du skal som virksomhed sikre dig, at bloggeren er bekendt med den nye vejledning på området og følger den. 

Du kan også læse DJ's FAQ om blogs her. 

5: Insister på, at bloggeren er tydelig omkring jeres samarbejde

Man kunne fristes til at tro, at et blogindlæg, som man tydeligt kan se er sponsoreret, eller hvor bloggeren konkret omtaler samarbejdet med virksomheden, vil have mindre værdi for læserne. Men sådan er det ikke, vurderer Lisbeth Kiel Bjerum: 
”De fleste læsere er i dag klar over, at bloggere får penge for at blogge. Men så længe bloggeren fastholder sin autencitet over for sine læsere og præsenterer noget indhold, som er i tråd med hendes eget brand, og som hun ved har værdi for læserne, så er det intet problem, at det er sponsoreret. Det omvendte er langt værre: Hvis man lader som om, at man er autentisk, men ikke er det. Læserne lugter det med det samme – og så har alle faktisk tabt.”

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.