Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide: Sådan vælger du den efteruddannelse, der flytter dig mest

Hvad skal du som medarbejder gå efter, når du vælger efteruddannelse? Michael Aage Jensen, ansvarlig for Mediernes Efteruddannelse, giver her en række gode bud på, hvad du med fordel kan stille dig selv af spørgsmål, når du skal vælge efteruddannelse.

Efteruddannelse

Jenz Koudahl

  1. Start med at spørge dig selv: Hvad kan jeg godt lide at arbejde med? Det kan være indenfor dit fag, men også blot indenfor dit interesseområde.
  2. En anden god ledesnor kan være at tjekke, hvad der står i de jobopslag, som arbejdspladsen slår op. Det er en god indikator på, hvad ledelsen finder relevant af kompetencer til fremtidens virke i virksomheden. Hvis der f.eks. står noget med at være god til Excel, og du i forvejen ved en lille smule, men ikke meget, så kunne det være en mulighed at opdatere sine evner indenfor det.
  3. Det digitale er generelt et vigtigt område at holde sig opdateret indenfor. Det er et essentielt område i løbende udvikling for alle DJ’s medlemmer. Om det er videoredigering, podcasts eller visuelle programmer. Både kommunikatører og journalister skal i dag kunne arbejde tværmedielt, og derfor er det vigtigt at mestre mere end én kanal.
  4. Du skal efteruddanne dig indenfor noget, du har lyst til at blive bedre til – og øve dig i udenfor kursustimerne. Kan du f.eks. en smule videoredigering, er det en god idé at øve dig, så du kan efteruddanne dig til næste niveau. Det kan være godt at bygge ovenpå, du i forvejen har taget et grundforløb i.
  5. Ledelse og projektledelse er også fint at prøve i en efteruddannelsessammenhæng, hvis du overvejer, om det er vejen for dig. På den måde får du en indsigt i, hvilke redskaber og kompetencer, du skal mestre, inden du eventuelt kaster dig ud i en ledende rolle.
  6. Overvejer du at skifte fag – også bare engang i fremtiden – er det en god idé at snuse til faget og få nogle redskaber, inden du eventuelt er tvunget til et skifte.
  7. Sidst, men ikke mindst: For at få det optimale ud af din efteruddannelse, er det vigtigt, at tiden imellem undervisningen bliver brugt til at dygtiggøre sig indenfor det nye, du har lært. Det kræver måske en snak med din nærmeste leder om, at der bliver tid til og mulighed for, at du praktiserer det, du netop har lært. Hvis du først tager det op et halvt år efter, er det for sent. Så glider det ud, og du skal bruge for lang tid på at tage det op igen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.