Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Grove løjer fra Socialdemokratiet

"Det er ikke alene ynkeligt og grove løjer fra ledelsen i Socialdemokratiet, at man angriber journalisterne og redaktørerne for at vælge vinkler ud fra mediernes ideologiske ståsted. Det er også forkert." Lars Werge, formand i DJ, tager til genmæle overfor centrale socialdemokrater, og deres kritik af den frie presse. Læs hele indlægget.

Lars Werge

Benita Markussen

Indlæg af formand Lars Werge i Berlingske torsdag den 31. januar 2019:

"Man har således overladt retstilstand, anklager, dommere og moral til at blive behandlet i et svins hjerte, hvor den eneste bodsgang er nogle strategiske krokodilletårer her og der."

Ingen kan vel beskylde Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen for at udvise blødsødenhed. Således heller ikke i den bog, han udgav sidste forår med titlen "Exodus", hvori han vier et helt kapitel til pressens fortrædeligheder.

Siden da har hans parti kun optrappet modstanden mod de publicistiske medier herhjemme. De seneste uger har således demonstreret et muligvis kommende regeringsbærende parti i et fuldt orkestreret angreb på den samlede danske mediebranche.

Det skete med en anden central socialdemokrats brev til partiets medlemmer. Partisekretær Jan Juul Christensen skrev for halvanden uge siden en nyhedsmail til de mere end 40.000 medlemmer med en direkte anbefaling af web-mediet piopio.dk:

"Det skyldes i høj grad, at de fleste medier i Danmark grundlæggende er borgerlige i deres udgangspunkt. De ønsker at fremme samme dagsorden om mindre fælles velfærd til fordel for flere skattelettelser. Derfor bliver mange historier glemt og ignoreret."

Han fulgte op med et citat til Berlingske:

".. jeg oplever, at der er politiske emner som for eksempel nærhed og forhold for ufaglærte med hårde jobs, som særligt de medier, der har adresse i København, har meget lidt interesse i at dække."

Det kunne lyde som om, top-socialdemokraterne ikke mener, at medierne er med til at bygge et bedre samfund op på den måde. Det er ellers målet for partiets formand Mette Frederiksen, som det fremgår af en udtalelse fra hende til journalist Anders Agger i et portrætprogram på DR1, sendt kort før jul:

"I dag kan du jo ikke starte en diskussion, du kan ikke tilkendegive nogle holdninger, uden at det bliver blæst overdrevet op, og du bliver afkrævet et ja eller et nej, og 'hvad vil du gøre ved det?' (..) Det får vi da ikke noget bedre samfund ud af."

Næstformanden, Mogens Jensen, fulgte desuden forleden op med et debatindlæg i Berlingske, hvor han blandt andet beklagede sig over avisens journalistik om netop piopio.dk.

Alle disse udtalelser sekunderes flittigt på de sociale medier af verbale frontkæmpere for den socialdemokratiske sag, der i dette tilfælde ligner ønsket om at stække pressens frihed.

Men det er ikke alene ynkeligt og grove løjer fra ledelsen i Socialdemokratiet, at man angriber journalisterne og redaktørerne for at vælge vinkler ud fra mediernes ideologiske ståsted. Det er også forkert.

Ethvert politisk parti, der går efter indflydelse og regeringsansvar, bør værne om demokrati og pressefrihed i stedet for at udfordre det med tavshed og fordrejninger af sandheden.

Verden bliver ikke et bedre sted, og vi får ikke et bedre samfund ud af, at partier og bevægelser kun taler til de allerede overbeviste. Demokratiet har derimod brug for modsigelser, modspil og udfordringer, og det sørger de publicistiske danske medier i overbevisende grad for hver eneste dag.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.