Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Godt ord igen. Digital chikane er uacceptabelt!

Debatter og kommentarer på de sociale medier udvikler sig alt for ofte til at være groteske og krænkende. Det har en negativ betydning for den demokratiske debat.
Og det har tit alvorlige, personlige konsekvenser for de journalister, moderatorer og alle andre, der er skydeskiver for udfaldene. Dét vil DJ gøre noget ved.

”Du bliver voldtaget, skudt, dræbt, parteret og gravet ned i skoven”! Det er et eksempel på de kommentarer, som en journalist en overgang fik flere gange om ugen. Hun fortalte sin historie på Journalistforbundets hjemmeside.

En anden var moderator på et større dagblads debatsider, og fik ofte at vide fra læsere, at hun var en ”luder” og en ”møgso”, hvis hun redigerede i deres indlæg!

En tredje er journalist på en radiostation. Nogle personer har taget hendes foto fra radioens hjemmeside og benyttet det til at chikanere hende så groft og gentagende gange, at hun nu er sygemeldt fra sit arbejde.

I DJ får vi mange henvendelser fra medlemmer, som skriver eller modererer, og som oplever at blive skældt hæder og ære fra i kommentarsporet eller med direkte beskeder. Alt fra hånende bemærkninger til egentlige trusler på liv og førlighed.

DJ skærper sit fokus

Over 25 procent af de medlemmer, der deltog i DJ’s undersøgelse af digital chikane i efteråret 2020, havde været udsat for negative reaktioner, trusler eller egentlig chikane fra læsere og brugere inden for det seneste år. Og langt de fleste af dem havde oplevet det flere gange.

Undersøgelsen viste også, at frygten for negative og hadske kommentarer har betydning for, hvad mange af DJ’s medlemmer som journalister eller kommunikatører vælger at skrive om.

Det får nu DJ til at sætte skærpet fokus på digital chikane, forklarer DJ-formand Tine Johansen:

”Digital chikane er fuldstændig uacceptabel og direkte skadelig for både mennesker og for vores samfund. Vi ved fra vores egne medlemmer, hvor psykisk belastende det er at modtage negative kommentarer, trusler og chikane, og når vores medlemmer direkte afholder sig fra bestemte temaer eller vinkler, har det direkte betydning for vores samfund og demokrati. Det skal vi have gjort noget ved, og vi vil i DJ gerne påtage os en ledende rolle i at påvirke både arbejdsgivere, politikere og politiet. Samtidig med at vi vil gøre alt, vi kan, for at hjælpe medlemmer, der har været udsat for digital chikane,” siger hun. 

DJ har derfor udpeget flere konkrete indsatsområder, hvor der skal gøres en særlig indsats:

Arbejdsgiverens og mediernes ansvar

De redaktionelle medier skal gøre langt mere for at værne om den demokratiske debat. Hvis medierne vil have læsere og brugere til at kommentere og debattere på online-siderne, så må de også sørge for det nødvendige og professionelle personale til at moderere debatterne. For ellers løber det løbsk. Det ansvar kan medierne ikke vende ryggen til.

Politikernes ansvar i forhold til lovgivning og indsats på området

Fra politisk side er det nødvendigt at prioritere digital chikane meget højere.
Og det er nødvendigt med en klar lovgivning på dette område.
Regeringen er på vej med nogle initiativer imod stalking og herunder digital chikane.

Det kan være et rigtigt skridt, som vi ser frem til.

Politiets kompetencer og muligheder

Politiet skal have langt større fokus på dette område. Det hjælper ikke noget med lovgivning og strengere straffe, hvis ikke politiet har evnerne og ressourcerne til at forfølge efterforske den digitale chikane og de alvorlige trusler, der bliver anmeldt.

Fokus på modtageren

Hvordan kan vi som fagforbund støtte medlemmer, der oplever digital chikane? Hvordan kan kollegaer og omverden støtte op? DJ vil gennemgå egne procedurer, netværk og handlemuligheder. Blandt andet en digital selvforsvarsgruppe samt to digitale arrangementer om emnet.

Debatarrangement: Sådan håndterer du digital chikane

Webinar for TR og AMR om forebyggelse af digital chikane


”Godt ord igen!” kalder vi indsatsen. For det kan ikke være rigtigt, at DJ-medlemmer eller andre skal mødes med trusler, tilsvininger hetz eller chikane, når de passer deres arbejde eller deltager i den demokratiske samtale,” siger Tine Johansen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.