Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fyringsrunder i DR, Egmont og Sjællandske Medier

Medarbejderne i DR har i dag tirsdag fået besked om forestående fyringer. DJ-formand sender varme tanker til alle, der bliver berørt, og DJ er naturligvis klar med hjælp og støtte. Også hos Egmont og på Sjællandske Medier er der blevet gennemført eller varslet fyringsrunder.

Tine Johansen

Benita Marcussen

Opdateret fredag med varsling af stillingsnedlæggelser på Sjællandske Medier
Opdateret onsdag aften med fyringsrunde på Egmont

”Kollegerne i DR går en svær tid i møde. Det er så hårdt både at være den, der skal afskediges, men det er også krævende at være den, der skal sige farvel til gode kolleger. I DJ er vi klar med en skulder, råd og sparring,” siger DJ-formand Tine Johansen oven på den triste melding fra DR.

DR har varslet såkaldt ”sindedag” næste tirsdag den 6. september, hvor et antal medarbejdere vil få besked om, at DR har i sinde at afskedige dem. Ifølge fagbladet Journalisten skal 49 stillinger i nyhedsafdelingen nedlægges, hvilket vil betyde 20-25 fyringer. I DR Kultur, Børn og Unge skal der nedlægges 40-45 stillinger ifølge fagbladet.

DJ vil selvfølgelig være til stede for de berørte medarbejdere og som støtte til tillidsfolkene, der kommer til at sidde med ved afskedigelsessamtalerne som bisiddere og igen senere, når aftrædelsesaftalerne skal indgås.

Dernæst vil DJ’s karriereteam tage over og hjælpe de afskedigede medarbejdere videre i deres arbejdsliv.

Også hos Egmont har der tirsdag været en fyringsrunde. Her er 10 medarbejdere blevet afskediget heraf 5 redaktionelle. Desuden bliver yderligere to stillinger nedlagt.

Torsdag fik alle medarbejdere på Sjællandske Medier et tilbud om en frivillig fratrædelse, fordi mediehuset har økonomiske problemer. Det er stadig uklart, præcis hvor mange stillinger, der er brug for at nedlægge.

DJ støtter selvfølgelig tillidsfolkene på både Egmont og Sjællandske Medier i den svære situation.

Kommentarer