Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fyret af 3F for at bede om løn efter overenskomst: DJ skaffede freelancer 825.000 kroner

Freelancejournalist Alexander Sokoler arbejdede i årevis for Fagbladet 3F, hvor han løste de samme opgaver som sine kollegaer. Men han fik ikke løn under sygdom, barsel eller ferie. DJ gik ind i sagen og lavede et stort forlig med 3F, der nu har betalt både efterbetaling og godtgørelse.

Alexander Sokoler

Jens Panduro

Sammen med flere kollegaer modtog Alexander Sokoler i september 2024 Ideprisen ved uddelingen af Anders Bording Priserne for projektet ”Jorden er giftig”. Mindre end en uge senere var han fyret.

Alexander Sokoler var ellers glad for sit arbejde på Fagbladet 3F, som strækker sig over mere end otte  år. Men det var også en arbejdstilknytning i strid med 3F’s egen overenskomst og på så urimelige vilkår, at DJ’s advokat måtte ind i sagen.

Alexander Sokolers arbejde for 3F begyndte som en almindelig freelance-tilknytning, hvor Fagbladet 3F bad ham lave nogle opgaver på rene freelancevilkår. Og det var fint.

Men ret hurtigt ville Fagbladet 3F gerne have hans kompetencer på en fast aftale, og Alexander Sokoler blev tilknyttet redaktionen tre dage om ugen, hvor han indgik på lige fod med de andre fastansatte. Han er ikke en del af nyhedsvagten, men har fast skrivebord, er med til redaktionsmøder og lignende. 

Alexander Sokoler

Jens Panduro

Ingen mulighed for overenskomstmæssig løn

Selvom Alexander Sokoler får lønforhøjelse af et par omgange, ligger han stadig et stykke efter sine fastansatte kollegaer. Derfor tager han inden sommerferien i 2023 et møde med kommunikationschefen og beder om at få hævet sin timeløn.

”Jeg gør ham opmærksom på, at jeg i ret lang tid ikke har fået en løn, der svarer til overenskomsten,” siger Alexander Sokoler.

Men efter flere møder fortæller ledelsen i marts 2024, at de ikke vil ændre lønnen, og at der heller ikke er mulighed for efterbetaling.

”Jeg får at vide, at hvis jeg er utilfreds med lønnen, så må jeg finde et andet arbejde. Det er virkelig frustrerende, for jeg føler – til trods for mange måneders snakke og gentagne møder - at der ikke er lydhørhed, selvom jeg bare beder dem om at overholde den overenskomst, de selv har underskrevet. Det er derfor, at jeg ringer jeg til DJ.”

DJ går ind i sagen og kontakter 3F. Og sagen overgår nu fra kommunikationsafdelingen til HR.

”Her indleder DJ og HR et forløb, som jeg virkelig føler er professionelt og seriøst, og HR begynder at forhandle med DJ’s advokat,” siger han.

Alexander Sokoler

Jens Panduro

DJ går ind i sagen

I september 2024 er DJ og 3F er nået så langt, som det kan lade sig gøre. 

Med et forligt bliver Alexander Sokoler fritstillet med det samme, får 350.000 kroner i godtgørelse og en efterbetaling på 475.000 kroner. Det accepterer han.

”Jeg var ret overrasket over, at fordi jeg fik en efterbetaling, så skulle jeg samtidig fritstilles. Også fordi det koster de faglærte og ufaglærte en masse kontingentpenge. For jeg synes virkelig, det har været et privilegium at arbejde for at sikre dem ordentlige arbejdsvilkår,” siger Alexander Sokoler.

Men samtidig har den sidste periode været slidsom.

”Det har været svært at møde på kontoret tæt på et år og være sit glade normale jeg overfor kollegaer og chefer, når sagen hang over hovedet på mig,” siger han.

Alexander Sokoler er til gengæld glad for selv at have haft et stærkt fagforbund i ryggen:

”Jeg har ikke tidligere brugt DJ, men betalt mit kontingent, for det gør man jo som journalist. Men jeg har været vildt imponeret over DJ’s håndtering. Jeg er ked af, at sagen endte med, at jeg ikke kunne beholde mit arbejde.  Men jeg føler mig fint informeret om risikoen. Så jeg tog valget om at sige fra og føre sagen på et oplyst grundlag. Jeg ved at flere kollegaer er kommet på overenskomst i tiden efter, så måske har det rykket ved holdningen i kommunikationsafdelingen. Det kan jeg da ikke lade være med at håbe,” siger han.

Arbejdsgiveren skal overholde overenskomsten

For DJ’s advokat, Asger Segel, er denne sag et godt eksempel på, hvad man som freelancer kan komme ud for.

”Vi ser ofte, at freelancere arbejder side om side med overenskomstansatte, men på andre vilkår. Det kan have mange årsager og behøver ikke at være et problem. Men hvis der som i denne sag er en overenskomst, som dækker området, og freelanceren reelt indgår på arbejdspladsen, som var der tale om en ordinær ansættelse, så skal arbejdsgiveren opfylde overenskomsten,” siger han og opfordrer til, at andre DJ-medlemmer også kontakter DJ, hvis de oplever noget lignende.

”Sagen her er et eksempel på, at en freelancer blev stillet markant ringere end fastansatte og ikke selv kunne ændre på situationen. Derfor er det også så vigtigt, at medlemmer, der oplever den slags, retter henvendelse til os, så vi kan hjælpe med en løsning. Og jo bedre dokumentation vi har for, at et krav er berettiget, jo stærkere står vi, og jo bedre en løsning kan vi lave,” siger Asger Segel.

DJ har givet 3F mulighed for at kommentere på sagen, men HR-chef Mette Paulisen oplyser, at hun ikke har noget kommentarer til en afsluttet personalesag.

Alexander Sokoler

Jens Panduro

Kommentarer