Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fremtidens tendenser i medie- og kommunikationsbranchen

Dansk Journalistforbund lancerede i dag resultaterne af ekspertgruppes arbejde med at kortlægge fremtidens tendenser indenfor visuel formidling, kommunikation og journalistik.

Fagenes Fremtid

Rasmus Degnbol

Der var fuldt hus i mødelokalerne på Gl. Strand, da ekspertgruppen under DJ, Fagenes Fremtid, præsenterede resultaterne af deres cirka 14 måneders arbejde med at kortlægge fremtidens tendenser i mediebranchen. Et arbejde, der har krævet en masse dialog, research, indhentning af data og udveksling af erfaringer og synspunkter. Både med hinanden, medlemmer, eksterne eksperter og de fagpolitisk engagerede i visuel formidling, kommunikation og journalistik.

”Formålet med at nedsætte arbejdsgruppen har ikke været, at de skulle komme med løsninger, men skabe kvalificeret viden, komme med input til debat og være en håndsrækning til organisationer og uddannelsessteder, der beskæftiger sig med de her fagområder”, sagde formand i DJ Lars Werge indledningsvist.

De fire rapporter, ekspertgruppen og DJ har offentliggjort i dag, ligger frit tilgængeligt for alle.

Inden ordet blev givet videre til projektleder Søren Schultz-Jørgensen, der havde til opgave at præsentere rapporternes hovedpointer for de fremmødte, roste formand for udvalget Troels Mylenberg den samlede formidlingsbranche.

”Vi kan meget mere, end vi får lov til at vise, det er vores fælles holdning i ekspertgruppen. Og vi håber, at de her rapporter kan bane vejen for, at vi kan få mere ud af det, vi i fællesskab kan – nemlig være med til at skabe et bedre og større samfund.”

Efter gennemgangen af rapporterne viste en paneldiskussion, at der er masser af kompleksitet, dilemmaer og fællesnævnere at tage fat på, når det gælder fagenes fremtid. Hvordan skaber vi fora for udvikling og udveksling – både fagene imellem og indenfor de enkelte fagafgrænsninger? Hvordan sikrer vi efteruddannelse og troværdighed? Og ikke mindst: Hvordan tackler vi fremtidens mere fleksible arbejdsmarked?

Som Lars Werge afsluttende slog fast, er arbejdet for fagenes fremtid kun lige begyndt.

”Det er vores forpligtelse i DJ at holde det her store stykke arbejde i live. Tusind tak for udvalgets indsats.”

Læs rapporterne

Se streaming fra lanceringen

Få dækningen af ekspertudvalgets resultater Fagenes Fremtid på Journalisten.dk 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.