Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fotograf: "Du er nødt til at omfavne forandringerne"

Få et indblik i DJ-medlem og fotograf Thomas Tolstrups arbejdsliv, som består af en kombination af kommercielle opgaver i teams og selvskabte kunstprojekter: "Mit håb er, at fotojournalistuddannelsen trækker mere i retning af kunst, eller det du kan kalde fotografisk forfatterskab."

Foto

Thomas Tolstrup

Artikelserie: Vores Arbejdsliv

Dansk Journalistforbund er et fagligt fællesskab for medlemmer, der arbejder med medier og kommunikation. Selvom opgaverne syntes vidt forskellige, er der måske en fællesnævner i, hvad der driver os, og får os til at fortsætte. Selv når udfordringerne tårner sig op, og målet indimellem kan være svært at holde for øje. Eller kræver en omvej eller lidt zigzag for at få til at stå skarpt igen. Med artikelserien Vores Arbejdsliv får du et indblik i en række medlemmers ambitioner, udfordringer og forventninger i arbejdslivet. 

Thomas Tolstrup er sidste hold af pressefotografer fra DMJX, som tilbage 1994 hed Danmarks Journalisthøjskole. Han blev uddannet pressefotograf fra Aalborg Stiftstidende og blev derefter ansat på Jyllands-Posten, hvor han lavede en del reportageserier fra ind og udland. Siden ansættelsen på Jyllands-Posten i 1995 har han været freelancer og laver i dag hovedsageligt kommercielle projekter for virksomheder og i samarbejde med andre.

Hvad tiltrak dig ved dit fag til at begynde med?

Det var de klassiske fotoreportager fra Magnum fotograferne som Capa og W. Eugene Smith – og selvfølgelig alle fotografers ”far” - Richard Avedon. Men helt konkret, kan jeg huske, jeg så et Constantine Manos billede af en sørgende kvinde, der havde mistet sin nevø i Vietnamkrigen. Det her smukke grafiske enkle billede, der fortalte en så stor en historie … det fascinerede mig, at noget så simpelt, et foto, kunne påvirke mig så meget. Og på et lidt mere abstrakt plan: Bevægelsen, hvor du løfter dig ud af dig selv og ser noget hos andre, som du kan genkende. Det var den bevægelse, der tiltrak mig.

Hvilke store forandringer har præget dit arbejdsliv indtil nu?

Der kom et skifte i min indstilling til mit arbejdsliv på en reportagetur til grænsen mellem USA og Mexico. Jeg fotograferede migranter der illegalt ville krydse grænsen til USA. Det var en vigtig historie, og det gik godt, jeg fik lavet nogle gode billeder og blev årets pressefotograf, men turen flyttede noget i mig. Det var ekstremt hårdt. Jeg krydsede grænsen flere gange og fotograferede flygtende familier der gemte sig i grænseområdet i Tijuana. Det er et meget kriminelt område, og jeg endte med både at blive overfaldet og smidt ud af Mexico af det mexicanske politi. Jeg var meget alene-  og meget dedikeret. Men alvoren og farligheden ved at arbejde alene på den måde sank virkelig ind på vejen hjem, og jeg fik lyst til at arbejde på en ny måde.

I dag laver jeg mere kommercielle ting, der ofte foregår i teams. Det synes jeg både er fedt, fordi produktet bliver bedre af det, og fordi det er sjovt at være en del af et større maskineri.

Har dit arbejdsliv formet sig anderledes, end du forventede?

Det er blevet mere kommercielt, end jeg havde regnet med. Lige nu laver jeg for eksempel branding for et stort firma, hvor jeg skal forholde mig til farver og opbygning af universer, der skal se dokumentariske ud. Men jeg synes, det er sjovt. Det er skønt at lave noget sammen med andre specialister, der så løfter nogle detaljer op på et meget højere niveau, end jeg ville kunne gøre alene. Jeg laver stadig lidt magasinopgaver – og forsøger at få tid til mine egne mere kunstneriske projekter.

Jeg laver stort set ikke presseopgaver mere. Jeg oplever ikke at ambitionsniveauet på dagbladene er særlig højt, når det kommer til freelancere. Det bliver meget noget med opgaveløsning i sidste øjeblik til en alt for lav takst. Jeg har været i det her game så længe, at jeg har andre muligheder, men som ny må det være virkelig hårdt at skulle sige ja til presseopgaver.

Siger du selv nej til presseopgaver i dag?

Ja, det gjorde jeg for flere år siden, og i dag bliver jeg derfor sjældent spurgt. Men jeg ville ønske at der var et sundt freelancemarked ved dagbladene. Mange historier kunne løftes til noget fantastisk, hvis man integrerede fotografiet fra starten.

Hvordan har du det med de forandringer, som dit fag har gennemgået?

Det har jeg det fint med. Du er nødt til at omfavne forandringerne.

Snakken, der dominerede for 10 år siden om, at vi alle sammen skulle kunne lave det hele, den er heldigvis forstummet lidt. Jeg er god til at frame og lave billedfortællinger, og det kan jeg også godt transformere over i noget video, men jeg har ingen ambitioner om at skulle være dygtig til alting. Når jeg ser en erfaren klipper gå i gang, føler jeg mig som en elefant i en glasbutik. Det er et helt andet håndværk, og det har jeg stor respekt for.

Når det er sagt, tror jeg, det er sværere at være ny i faget i dag, end det var, da jeg blev uddannet. Arbejdsgrundlaget er blevet mere usikkert, og det gør det svært at opbygge en forretning på samme måde, som jeg har haft mulighed for at gøre igennem årerne.

Men der sker også mange positive forandringer i vores fag. Det er blevet nemmere at selv-publicere fotobøger og lave fotokunst. Det er fantastisk at se, hvordan mange unge fotografer omfavner de nye muligheder. Mit håb er, at fotojournalistuddannelsen trækker mere i retning af kunst, eller det du kan kalde fotografisk forfatterskab. At fotografer måske også tænker sig som projektledere i stedet for kun opgaveløsere. Den udvikling er nok ved at ske allerede.

Hvilke udfordringer ser du for dit fag?

Jeg er personligt ret trist over, at der bliver færre og færre magasinopgaver. Jeg kan godt li’, det univers et printet magasin tilbyder. I dag foregår meget promovering på Instagram og Facebook, og det er bare noget andet.

Jeg har også hørt, at flere kunder kigger efter, hvor mange følgere, du som fotograf har på de sociale medier, så når en kunde køber dig til en opgave, køber de sig også ind i dit univers og dine følgere. Jeg synes, det fjerner fokus fra historien, du gerne vil fortælle, og i stedet sætter dig som producent i centrum. Det er en ærgerlig udvikling efter min mening.

Bruger du ikke selv de sociale medier til at promovere dig selv som fotograf?

Jo, det er jeg nødt til. Jeg bruger Instagram, men jeg er ikke super skarp til det, og bruger sikkert ikke nok tid, fordi jeg også har en indbygget modstand imod det. De unge har nemt ved det, det falder slet ikke så naturligt for mig. Jeg er helt væk på de sociale medier i perioder … og så lægger jeg noget op. Det er jo ikke en holdbar strategi.

Har du gjort noget særligt for at bygge dit faglige netværk op?

Nej, det har jeg ikke. Efterhånden kender jeg bare så tilpas mange, at det kommer lidt af sig selv. Men jeg tror, jeg har været god til at følge op, når jeg har afsluttet et projekt med nogen. Relationer trumfer alt, så hvis jeg kan mærke, at der er en god kemi med dem, jeg arbejder sammen med, passer jeg godt på dem. Jeg er da også medlem af PF og deltager i kurser og konferencer, men de fleste faglig snakke er med mine venner.

Vi fotografer er gode til at hjælpe hinanden, og jeg opfatter os ikke som konkurrenter. Selvfølgelig er der konkurrence om opgaverne, men mest på en positiv måde. Jeg oplever ikke en kløft mellem os, der mest laver kommercielle ting, og dem, der laver fotojournalistik. Der er en fin forståelse for, at vi tjener vores penge på forskellige måder. Nogle springer jo også fra det ene til det andet.

Hvor er du om fem år?

Hvis jeg om fem år har fået lidt mere plads til at lave nogle virkeligt dårligt betalte kunstprojekter, er jeg glad. Nu vender jeg tilbage til udgangspunktet: For mig handler det om at komme tæt på andre mennesker. At skabe en kontakt som bliver videreformidlet i mine billeder. At tage billeder er en dialog. Hvis jeg kan skaffe plads til flere af den slags dialoger, er jeg også glad for mit arbejdsliv om fem år.

Læs i samme serie:

Jobsøgende: ”Der er mange virksomheder, som har behov for en med en journalistisk baggrund”

Læs også: Selvstændig fotojournalist: ”Jeg elskede at lege købmand som barn”

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.