Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Forstå konflikten på streamingområdet

OPDATERET 30. juni. Flere store streamingtjenester - Netflix, Viaplay og TV 2 Play - har meddelt, at de stopper udviklingen af dansk indhold som følge af den rettighedsaftale, Producentforeningen og Create Denmark indgik ved årsskiftet. Create Denmark forhandler nu direkte med streamingtjenesterne.

Create Denmark, som Dansk Journalistforbund er en del af, har besluttet ikke at fastholde den streamingaftale som trådte i kraft 1. januar 2022 og som er årsag til udviklingstoppet i den danske film & TV branche.

”Create Denmark forhandler i disse dage med flere af streamingtjenesterne og har på den baggrund besluttet ikke at fastholde rammeaftalen, indgået mellem Create Denmark og Producentforeningen. Vi fortsætter i stedet vores forhandlinger om nye rammeaftaler med hver enkelt streamingtjeneste,” siger talsmand for Create Denmark, Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund.

DJ-formand Tine Johansen supplerer:
”Uanset at streamingaftalen er godkendt af produktionsselskaberne og dermed forpligter branchen, så har det fået alt for store konsekvenser for kunstnerne, at produktionsselskaberne ikke havde afstemt aftalen med deres kunder, streamingtjenesterne. På den baggrund har Create Denmark besluttet ikke længere at fastholde aftalen og vil fremover i stedet forhandle nye rammeaftaler på plads med de enkelte streamingtjenester. Det er vores håb at vi på den måde kan få sat gang i branchen hurtigt igen,” siger hun.

Hvem er parterne i konflikten?

På den ene side står produktionsselskaberne repræsenteret ved Producentforeningen og kunstnerne, der er repræsenteret ved forvaltningsselskabet Create Denmark. Create Denmark består af forskellige fagforbund, som repræsenterer blandt andre skuespillere, fotografer, instruktører, dramatikere, klippere og andre, der leverer indhold til film- og tv-produktion. Herunder Dansk Journalistforbund, som primært repræsenterer fotografer og klippere i denne sammenhæng.

På den anden side står produktionsselskabernes kunder – de nationale og internationale streamingtjenester.

Hvad går konflikten ud på?

I vinter indgik Producentforeningen og Create Denmark en aftale på rettighedsområdet for dansk film- og tv-produktion. Den klargjorde, hvordan kunstnerne – skuespillere, fotografer, scenografer, klippere m.fl. skal have rettighedsbetaling for deres arbejde for streaming af de produktioner, de har leveret indhold til.

Nu har flere af produktionsselskabernes kunder - Netflix, TV 2 Play og Viaplay - meddelt, at de af forskellige grunde ikke kan leve med den aftale, der er indgået, og at de som følge deraf midlertidigt vil stoppe med at udvikle nyt dansk indhold.

For de internationale streamingtjenester Netflix og Viaplay har det handlet om rettighedsmodellen, altså at rettighedshaverne skal have betaling pr. brug og ikke bare skal betales en gang for alle med en såkaldt ”buyout”, mens det for TV 2 Play også har handlet om selve prisen for rettighederne.

Hvad er status nu?

Seneste udvikling er, at Create Denmark har besluttet at at forlade den rammeaftale, der oprindeligt var forhandlet på plads med Producentforeningen for i stedet at forhandle individuelle rammevilkår direkte med streamingtjenesterne.

Kilde: Christian Dølpher, forhandlingskonsulent i DJ.

Kommentarer