Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Forlag presser vores honorarer

Forlagene bruger tilsyneladende urimelige argumenter over for grafikere og illustratorer.

”Hej derude! Oplever I også, at forlag presser honoraret for illustrationer med henvisning til de Copydan-/VISDA-penge, man som illustrator potentielt kan få senere? Hvordan forholder vi os til det?"

Sådan skrev et medlem af Visuelt Forum i vores lukkede Facebook-gruppe. Vi har bedt politisk konsulent i DJ, Hans Jørgen Dybro, om en kommentar:

"Flere tegnere oplever at blive presset hårdere af forlagene end tidligere.

Det er ikke rimeligt. Og nogle af de argumenter, som forlagene bruger, er i hvert fald ikke acceptable.

På Visuelt Forums Facebook-side beskriver flere tegnere, at de bliver presset af forlagene, når der forhandles honorar og leveringsvilkår for illustrationer. Det er en situation, som vi også kan genkende i DJ’s daglige rådgivning af medlemmerne.

Store dele af forlagsbranchen har økonomisk hårde tider. Og så véd tegnere, grafikere, forfattere og andre leverandører godt, at det kan være vanskeligt at få et rimeligt honorar.

Men det er helt urimeligt, når vi oplever, at forlagene bruger argumenter overfor tegnerne, som ikke er korrekte.

Forlagene tilbyder tilsyneladende et lavere honorar til tegnerne med henvisning til, at tegnerne på et senere tidspunkt formentlig vil få rettighedsmidler fra Copydan.

Det er langt fra fair, at forlagene bruger det som argument for et lavt honorar.

For det første er det et ”fuglene på taget”-argument. For nok er DJ og de andre organisationer under Copydan-paraplyen dygtige til at sikre rettighedshaverne en del midler for kopiering og anden videre udnyttelse af tegninger, fotos og tusindvis af andre værker. Men det er jo ikke en indtjening, som den enkelte tegner kan kalkulere med her og nu.

For det andet er det et argument, der blander æbler og pærer. Rettighedsmidlerne via Copydan er en betaling for en yderligere udnyttelse af værkerne. Og det skal forlagene ikke blande sammen med den primære udnyttelse af illustrationerne.

Den aftale, som forlaget og tegneren skal lave, skal være rimelig i forhold til det konkrete projekt. Det kræver, at forlaget yder tegneren et rimeligt honorar for selve arbejdet. Og det kræver, at der er rimelige vilkår i forbindelse med genoptryk, udgivelse på andre markeder osv.

Skriv til DJ’s rådgivning, hvis du vil have nogle gode råd til en rimelig aftale, og til hvordan man forhandler den."

Hans Jørgen Dybro,
politisk konsulent, Dansk Journalistforbund

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.