Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Forbrugerombudsmanden slår fast: Du må IKKE kræve ”tagging” i konkurrencer på sociale medier

Brugerne af sociale medier kan se frem til at blive bedre beskyttet mod at modtage notifikationer fra virksomheder, de ikke har givet samtykke til. DJ har i flere år rådgivet medlemmerne om, hvordan de bruger de sociale medier inden for lovens rammer. Find DJ’s guide til reglerne for sociale medier her.

Regler for sociale medier

Jonas Pryner Andersen

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt en café for en facebook-konkurrence, og flere andre virksomheder risikerer samme konsekvens.  Forbrugerombudsmanden har dermed indskærpet, at det ikke er tilladt at stille krav om, at man skal ”tagge” en ven – altså knytte en persons profil direkte til et opslag på sociale medier - for at deltage i konkurrencer. Det er ikke en ny regel, der nu er taget i brug, men det er først nu, at der bliver stillet krav om bødestraf for overtrædelse. Når man er blevet ”tagget” i kommentarfeltet på et opslag på fx facebook, vil man få besked om ’tagget’ og herefter modtage notifikationer om yderligere aktivitet, kommentarer og likes i opslaget. Et smart markedsføringsgreb for virksomhederne – en ofte uønsket og ufrivillig konsekvens for brugerne.

Advokat i DJ med fokus på juraen på sociale medier Anders Sevel Johnsen, forklarer, hvorfor reglerne er lavet, som de er:

”Reglerne er til for at beskytte forbrugerne mod reklame, som de ikke har bedt om. Det er det samme, som gælder i forhold til reklame på mails, som mange kender som spam-forbuddet. Her kommer det ikke i din mailbakke, men som en notifikation på dit sociale meder,” siger han og advarer også mod, at virksomheder forsøger at slippe uden om reglerne ved at formulere sig lidt kreativt:

”Nogle virksomheder forsøger sig med nogle kreative veje uden om ”tagging”-reglen, ved fx at tilføje i deres konkurrence, at man skal skrive, hvem man kunne tænke sig at besøge caféen med eller lignende. Altså ikke en direkte opfordring til at tagge. Men det slipper virksomhederne formentlig heller ikke af sted med. For det er jo tydeligt, hvad virksomheden vil, og de sociale mediers natur er jo, at når brugerne skriver et navn, bliver det automatisk til en tagging,” vurderer han.

Anders Sevel Johnsen har igennem flere år guidet DJ’s medlemmer igennem reglerne for de sociale medier. Han har lavet denne guide til at forstå reglerne for markedsføring på sociale medier

Kommentarer