Gå til hovedindhold
Bliv medlem

FILM&TVGRUPPEN: "AI vil puste til tendensen med færre fastansatte"

Svar fra bestyrelsesmedlem i FILM&TVGRUPPEN, Henrik Bjerring

Hvad er dine overordnede betragtninger om den eksplosive udvikling inden for kunstig intelligens?

Det har været længe undervejs - faktisk ca. 10 år. (Eller det vil sige, de grundlæggende algoritmerne er faktisk fra 80’erne, men der havde vi ikke computerkraften og nok data). 

Med AI kommer ALT til at ændre sig. Der er et udtryk - “Science is the only news”. Det dækker over, at ting som krige, politiske beslutninger osv. faktisk ikke ændrer samfundet på den store bane - det er bare frem og tilbage i en større historisk sammenhæng, men ny videnskab ændrer faktisk verden for altid. Se bare på atombomben. Eller hjulet eller forbrændingsmotoren. Og AI er vor tids atomkraft - som kan blive vor tids atombombe. Især hvis det lykkedes at lave kvantecomputere, (Og her er vi faktisk nogle af de førende i DK). Så får vi så kraftige kunstige intelligens, at vi på ingen måde at fatte det. Og når først du har en AI, som kan gøre sig selv klogere, hvor vil det så ende…

Hvad tror du, kunstig intelligens kommer til at betyde for dine medlemmers faglighed/arbejdsliv?

Helt overordnet kan man sige, at med internettet fik vi gratis distribuering. Med AI får vi gratis indhold. Det giver lidt en ide om, hvor meget vores branche vil ændre sig.

Personligt bruger jeg næsten ikke folk til at transkribere mere. Det gør AI. Jeg bruger sjældent folk til at oversætte, det gør AI. AI-programmer hjælper mig med at formulere mine ideer og researche. Og jeg kan så småt få AI til at lave den video-tock, jeg før brugte. Jeg bruger falske AI-stemmer som speakere, og kan sætte “video” af AI styrede personer ind i præsentationer. Der er faktisk ikke rigtig nogle områder, hvor jeg ikke lige om lidt kan erstatte alle de folk - jeg førhen brugte - med AI. Vi er der ikke endnu, men det er vi om et par år. Måske lige et par år ekstra i et område som vores, som er et lille sprogområde.

Hvad kan medlemmerne gøre for at forberede sig til udviklingen? Og hvad kan DJ gøre?

I kan prøve at efteruddanne medlemmerne, men det er op ad bakke. Jeg har tilbudt AI-kurser i flere år under ME. Hver gang var der 2-3 tilmeldte. Måske det er lidt bedre nu, men generelt er ældre hvide mennesker ikke fremme i skoene:) Men den eneste vej er at få medlemmerne til at tage nogle af alle de nye værktøjer til sig, for du kan spare rigtig meget tid med de rigtige værktøjer. Overordnet bliver det dog som altid de store tech-firmaer, som kommer til at skumme fløden, og tjene penge på deres tjenester, som vi kommer til at bruge - og som vil erstatte en stor del af vores medlemmer.

I ved, hvordan det gik med folk, der i gamle satte aviserne op. Det har vi sgu’ ikke rigtig brug for mere - og på samme måde, vil en masse jobs blive forældede, fordi AI gør det hurtigere, billigere og snart bedre.

DJ skal virkelig til at få fingrene ud. Om lidt vil der være en meget stor grad af Gig-økonomi. AI vil puste til tendensen med færre fastansatte. 

Så I skal fokusere på to ting. At få folk samlet fagligt - selvom de er løstansatte - og få fokus på deres forhold fremfor de fastansatte. Og så skal I få fokus på at efteruddanne folk. Og jo før jo bedre. 

Nå ja. Og så skal I gøre en ting mere. Lige nu er der mangel på vagthunde overfor alt det skjulte AI, der allerede påvirker vores liv. Uanset om det er inden for SoMe, det juridiske system eller kopiering i den kreative branche. Der er brug for et organ, der beskæftiger sig med det og sørger for, at der er fokus på det. Er det ikke oplagt, at vi som journaliststanden, bliver dem?

Kommentarer