Europas nye grænser set fra oven

Når man er en dansk fotograf på 33 år, er man vokset op det meste af sit liv i et grænseløst Europa. Et Europa, der siden slutningen af 80’erne har arbejdet for at nedbryde grænserne og kæmpe for den frie bevægelighed mellem landene. Derfor ramte udviklingen med mure, hegn, pigtråd og bevæbnet grænsepoliti Rasmus Degnbol hårdt, da flygtningekrisen i løbet af sidste år ændrede den tidligere åbenhed markant.

”Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg har aldrig i mit liv oplevet den type krise, som startede sidste år. Jeg forstod ikke, hvorfor der begyndte at blive opstillet grænser, og man skulle til at vise pas, og det frustrerede mig, at tingene udviklede sig i den retning,” siger Rasmus Degnbol.

Derfor besluttede han, at hans næste fotoprojekt skulle fortælle historien om Europas nye grænser og de konsekvenser, de medførte. Og en aften i sommeren 2015 fik han idéen til, præcis hvordan han skulle gøre det, så han ikke bare kom hjem med billeder af hegn.

”Jeg sad en sen aften og tænkte over, hvordan jeg kunne undgå bare at komme hjem med en masse billeder af hegn som mange andre fotografer. Jeg ville hellere fokusere på det politiske aspekt af flygtningekrisen og indså, at jeg måtte op i luften og fotografere det som et topografisk kort. På den måde kunne jeg vise, hvordan grænserne ændrer sig, og hvilke konsekvenser, det får for de her mennesker, der er på flugt. Fra da af har jeg ikke haft nogen tvivl om, at det var den form, jeg ville bruge. Men jeg har samtidig været opmærksom på, at det ikke var formen, der skulle være i centrum, men historien. Så jeg har arbejdet, præcis, som jeg plejer, når jeg laver reportager; jeg har lavet masser af research og samlet data om alle, jeg har fotograferet. Det har været meget mere krævende, fordi der er de logistiske udfordringer. Men når jeg siger, det er en syrisk familie, der kommer gående, så ER det en syrisk familie.

Selvbygger-drone

Så Rasmus byggede sin egen drone, lærte sig at styre kameraet og satte i slutningen af august gang i en 1 år lang rundrejse til i alt 14 lande i Europa – kun afbrudt af rejser hjem til Danmark for at lave kommercielle opgaver for at tjene penge til det dyre projekt.

Han startede i Østeuropa, hvor der begyndte at ske rigtig meget i den periode. Helt konkret startende med at nærstudere Google Maps.

”Jeg var hvert sted i ca. en uge, og da politi og militær ikke bryder sig særligt meget om, at man flyver med droner på grænsen, krævede det et stort forarbejde at sikre, at man fik det rigtige billede, når man endelig var i luften. Jeg havde typisk én chance for at skyde mit billede. Jeg havde søgt tilladelse alle steder, men 9 af 10 gange er jeg bare blevet syltet. Men jeg sendte dronen i luften alligevel,” siger han.

Denne tilgang til at gå lidt på kompromis med tilladelser betød også, at Rasmus Degnbol har været i absolut nærkontakt med politi og grænsekontrol flere gange.

”Jeg er blevet tilbageholdt 8-9 gange af politi og borderpatrols. Det er ikke særligt sjovt. Jeg er jo ikke konfliktfotograf og har aldrig håndteret krig. At blive tilbageholdt af politiet er et nødvendigt onde – fordi jeg mener, at de her billeder er vigtige. De fortæller noget om skalaen af denne krise, og som jeg er den eneste, der fortæller på den her måde. Det kan måske lyde lidt højpandet, men det blev nærmest et kald for mig.”

Hætteklædt politi

Men særligt én oplevelse satte alligevel spor i Rasmus. I Ungarn var han inden for en strækning på 10 km. Blevet tilbageholdt 2 gange – først af politi, så af grænsepoliti. Og da han 3. gang sendte dronen i luften, blev han passet op af en gruppe meget aggressive mænd med mørke hætter og helt sort tøj uden nogen form for kendemærker.

”De bad mig komme med, og det brød jeg mig virkelig ikke om. For jeg anede ikke, hvem de var, og de her steder er der en del militser bestående af lokale, der jager flygtninge. De var hidsige og bad mig følge med ind i en bil. Det viste sig at være politiet, og de kørte mig til politistationen.  Men det var ubehageligt. Jeg var mest nervøs for, at de ville smadre dronen, for den er meget porøs. Men det gjorde de heldigvis ikke. Og jeg må sige, at jeg var glad for mit pressekort. Det hjælper altså. Især fordi det er dansk. Jeg havde været i større problemer, hvis jeg ikke havde haft det.”

Blev paranoid

Men oplevelserne med politiet gjorde også, at jeg måtte tage en pause fra projektet undervejs. Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg begyndte at blive paranoid. Og det har jeg aldrig prøvet før. Men jeg begyndte at være i så high alert, når jeg sendte dronen op, og det måtte jeg lige have en pause fra.

Ramus arbejdsmetode for at finde de rigtige historier minder meget om den, man generelt bruger som journalist i verdens brændpunkter. Brug af grundig research, kilder og fixere.

”Jeg kender efterhånden en del mennesker rundt om i Europa, og jeg beder dem holde øje med, om der er nogle små historier, der passer i min store historie. Fx i Bulgarien, hvor den første flygtning blev skudt – eller de 4 afghanere, der frøs ihjel i en skov i Bulgarien – den slags historier når ikke i medier. Og dem vil jeg gerne have. Også for at kunne mixe de små historier med de større om grænsernes udformning.

”Nogle historier opstod også bare. Fx så jeg i Serbien pludselig en meget lang række af busser, der holdt i kø. Det er noget af det mest syrede, jeg har set: De fortsatte bare i 4-5 km – så langt øjet rakte. Det viste sig, at busserne havde samlet alle flygtninge ved grænserne op og holdt nu og ventede ved det samme modtagecenter, hvor flygtningene skulle registreres. Jeg stod der i 5 minutter og tænkte, at det her er simpelthen for vildt – det her billede er et af vigtigste i serien – for alle kan se, hvor mange mennesker det er, og at man ikke bare kan løse det ved at sætte hegn op. Information bragte billede og skrev i en medfølgende artikel, at der er ingen nemme løsninger. Og det er lige præcis kernen i det, jeg gerne vil fortælle: Skalaen, og at der ikke er en nem løsning. Og det synes jeg selv, mit projekt viser. Samtidig er der noget i vores behandling af grænser, som jeg personligt mener, hører fortiden til.”

Politisk neutral

En vigtig pointe i Rasmus’ projekt har været, at det ikke tager politisk stilling til problemet.

”Jeg har selvfølgelig mine egne personlige holdninger til flygtningeproblemet, men i forhold til projektet bryder jeg mig ikke om at være politisk. Og noget, der faktisk har overrasket mig positivt er, at de daglige 2-3 henvendelser, jeg får på baggrund af projektet, kommer både fra folk til højre og til venstre på den politiske skala. Og p begge fløje siger de tak, fordi jeg har vist grænserne, som de er, og hvad de resulterer i. Det ser jeg som en kvalitet i mit projekt. Det åbner for, at jeg kan tale med folk fra begge sider, fordi jeg ikke bare formidler, at det er synd for flygtningene, og fordi min egen personlige holdning ikke kommer til udtryk. Jeg er stolt over, at projektet også når ud til den side, som jeg ikke selv er enig med,” siger Rasmus Degnbol.

Nu er projektet afsluttet. I alt 10 måneder fra location og samlet over et års arbejde er slut. Billederne har kunnet ses i Føljeton som komplet serie, i andre medier som enkelt-fotos på Museum of Modern Art i New York med et enkelt foto i print + hele serien online, og indtil 20. november kan tre af billederne ses på Charlottenborg i København, da Rasmus blev optaget på den censurerede efterårsudstilling. Desuden vandt Rasmus den Åbne klasse i Årets pressefoto.

Læs også: Dansk fotograf åbnede udstilling på MOMA