Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Elisabeth Geday er ny direktør i Dansk Journalistforbund

En enig hovedbestyrelse har ansat en ny direktør i Dansk Journalistforbund. Det bliver tidligere HR- og kommunikationsdirektør i DR Elisabeth Geday. Hun har gennem mange år arbejdet på tværs af politik, journalistik og kommunikation i både offentlige og private virksomheder og interesseorganisationer.

Elisabeth Geday

Agnethe Schlichtkrull / Ritzau Scanpix

Det er en kvinde med en skarp politisk og kommunikativ profil, der sætter sig i direktørstolen i Dansk Journalistforbund den 1. juni. Elisabeth Geday kommer fra en stilling som kommunikationsdirektør i Region Hovedstaden og har i løbet af sin karriere arbejdet med både journalistik, rådgivning, interessevaretagelse og public affairs. Hun er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet.

Formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, glæder sig til samarbejdet og fremhæver store strategiske opgaver som et vigtigt fokus for den nye direktør i den første tid.

”Elisabeth Geday kommer til et forbund i rivende udvikling. Vores store arbejde med rapporterne ”Fagenes Fremtid” understreger i hvor høj grad, forandringer præger og vil præge journalistik, kommunikation og visuelle fag. Det skal vi som forbund indrette os efter, og i den omstilling får Elisabeth naturligvis en helt central placering,” siger Lars Werge.

Han fremhæver behovet for at udvikle forbundet i en tid, hvor medlemmernes vilkår forandrer sig, og hvor de stiller nye krav, som Dansk Journalistforbund skal leve op til.

”Jeg er helt sikker på, at Elisabeth Geday er den helt rigtige til stillingen, fordi hun kan stille sig i spidsen for en udvikling af forbundet både internt og organisatorisk og i forhold til det politiske arbejde.”

Stærkt fundament at bygge videre på

Elisabeth Geday ser frem til at starte i Dansk Journalistforbund.

”Jeg har beskæftiget mig med kommunikation, medier og arbejdsmarkedsforhold sammen eller hver for sig gennem hele min karriere og de seneste mange år koblet med et stort ledelsesansvar. Som direktør for Dansk Journalistforbund løber det hele sammen, og det gør jobbet helt rigtigt for mig”, siger Elisabeth Geday.

”Det er så lidt en luksussituation at få jobbet på et tidspunkt, hvor forbundet har offentliggjort fire grundige analyser af fagenes og forbundets fremtid. Det giver et virkelig godt grundlag at træde ud på og et stærkt fundament at bygge videre på,” siger hun.

Elisabeth Geday har været vidt omkring i sin karriere, herunder ti år i hhv. DA, IDA og daværende SID, og så har hun været medlem af Folketinget fra 2005 til 2007.

”Jeg var arbejdsmarkedsordfører på et tidspunkt, hvor de såkaldte atypiske ansættelser blev stadig mere almindelige, og allerede dengang var jeg optaget af, hvordan vi kan sikre ordentlige arbejdsforhold for dem, der arbejder på midlertidige kontrakter, på freelanceaftaler eller blot fra opgave til opgave. Det er jo en virkelighed, som rigtig mange af Dansk Journalistforbunds medlemmer genkender såvel journalister som kommunikatører, og jeg vil gøre mit til at forbedre vilkårene og støtte op, der hvor jeg kan, som direktør for Dansk Journalistforbund", siger Elisabeth Geday.

Kort om Elisabeth Geday

2015-2019 Kommunikationsdirektør, Region Hovedstaden

2011-2014 Direktør, DR Kommunikation & HR

2008-2011 Director, External Affairs Coloplast A/S,

2010-2011 Formand for Medicoindustrien i Danmark    

2005-2007 Folketingsmedlem, Radikale Venstre

2003-2005 Kommunikationsrådgiver, Seniorkonsulent, Advice A/S

2001-2003 Kommunikationsrådgiver bl.a. i Specialarbejderforbundet (SiD)

1995-2001 Pressechef/kommunikationsmedarbejder, Ingeniørforbundet i Danmark

1990-1995 Journalist/fuldmægtig, Dansk Arbejdsgiverforening

Elisabeth Geday er 53 år, bor i Virum, er gift og har tre børn. Hun tiltræder jobbet i Dansk Journalistforbund den 1. juni 2019.

For mere information:

Kontakt: Politisk konsulent og presserådgiver Anna Langhorn
E-mail:
ala@journalistforbundet.dk
Telefon: 2226 4024

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Marianne Dyhrberg Cornett

tor, 09/05/2019 - 13:09

Kære Anna Langhorn,

Send mig venligst Elisabeth Gedays mail.

Mvh

Marianne Dyhrberg Cornett

Journalist / Lokalredaktør