Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ekspertgruppe i DJ: Sådan styrker vi journalistik, kommunikation og visuel formidling

Skru op for kompetenceudviklingen, rust dig til at arbejde freelance og selvstændigt og skab åbenhed om dine arbejdsmetoder. Sådan lyder tre konkrete anbefalinger, som Dansk Journalistforbunds (DJ) ekspertgruppe, Fagenes Fremtid, i dag præsenterer.

Ekspertgruppen bag Fagenes fremtid

Rasmus Degnbol Et lille udsnit af ekspertgruppen bag Fagenes fremtid ved præsentationen af rapporterne.

”Det var den bedste tid, det var den værste tid…” Med dette citat af Charles Dickens indledes en af de fire rapporter, som DJ’s ekspertgruppe Fagenes Fremtid står bag, og som er resultatet af halvandet års diskussioner og analyser. Citatet beskriver ret præcist den virkelighed, DJ’s medlemmer og hele medie- og kommunikationsbranchen befinder sig i. 

De fagprofessionelle journalister er pressede af udviklingen på mediearbejdsmarkedet, kommunikatørerne vinder nyt terræn og har en efterspurgt faglighed, mens de visuelle formidlere skal forny deres egen rolle for at bevare deres relevans. Hver af de tre fagligheder, DJ organiserer, står i en unik situation.  

Det fleksible arbejdsmarked er et tveægget sværd 

Ekspertgruppen beskriver 11 økonomiske, teknologiske og kulturelle og tendenser, som udfordrer medie- og kommunikationsbranchens faggrupper i fremtiden. En af dem er udviklingen af et nyt atomiseret arbejdsmarked. 

”Ekspertgruppen forudser et boom i de fleksible ansættelser fremover. Den udvikling er et tveægget sværd for alle lønmodtagere, fordi det kan blive de løstansattes vilkår, der kommer til at sætte retningen for de fastansattes arbejdsvilkår. Derfor bliver det en af DJ’s vigtigste opgaver at støtte medlemmerne i forhold til den udvikling. Og så er det på tide, at vi starter en bred politisk diskussion om, hvad det kommer til at betyde for vores arbejdsmarked og velfærdssamfund,” siger Lars Werge, formand i DJ. 

Få taget den efteruddannelse! 

En vigtig brik i diskussionen om fremvæksten af et nyt arbejdsmarked er behovet for masser af kompetenceudvikling. Ekspertgruppens konklusioner og anbefalinger er ikke til at tage fejl af: DJ’s medlemmer skal skrue op for kompetenceudviklingen for at klare sig i konkurrencen på arbejdsmarkedet. 

”Til trods for at efteruddannelse er skrevet ind i vores overenskomster som en ret, bliver det ikke brugt nok. Det skal der laves om på. Og det skal DJ hjælpe med. Vi kan for eksempel starte med at gøre det nemmere for vores medlemmer at få overblik over efteruddannelsesmulighederne. Og så skal vi sammen med uddannelsesinstitutionerne og arbejdsgiverne finde ud af, om der er mangler noget på hylderne,” siger Lars Werge. 

Skab tillid og troværdighed 

Ekspertgruppen beskriver det tab af troværdighed og tillid, som har ramt medier, politikere, virksomheder og offentlige myndigheder gennem de senere år. Tillidsspørgsmålet er ikke nyt, men det har fået fornyet aktualitet for DJ’s tre faggrupper på grund af den teknologiske udvikling og det stigende politiske pres på nyhedsmedierne. Lars Werge hæfter sig især ved én af anbefalingerne fra ekspertgruppen: 

”En måde at styrke troværdigheden på er ved at skabe mere transparens. Det kan for eksempel ske ved, at medierne aflægger redaktionelle regnskaber. Det vil skærpe mediernes profil, og det er en måde at synliggøre kvaliteten og værdien af journalistikken på. Tanken om at åbne mere op for maskinrummet og metoderne tror jeg på. Det gælder også for kommunikatører og medlemmer, der arbejder med de visuelle fag, ” siger han.  

DJ skal være med til at forme fagene 

En vigtig pointe fra ekspertgruppen er, at fagenes fremtid afgøres af, hvordan fagenes egne udøvere forholder sig til de udfordringer, de møder, og de muligheder, de kan gribe. DJ’s formand Lars Werge mener, at forbundet skal spille en nøglerolle i at forme fagenes udvikling: 

”Det er vigtigt, at vi sætter handling bag ordene og inviterer ikke blot medlemmerne, men også arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og politikere med til at forme fagene. DJ kan ikke gøre det alene. Både journalister, kommunikatører og visuelle fagfolk bliver mødt med krav om at gå nye veje og udvikle sig. Det skal vi som fagforening hjælpe dem til, men vi skal blive enige med vores samarbejdspartnere om, hvilken vej, der er den rigtige at gå, siger Lars Werge,” som glæder sig til dagens lancering, hvor målet har været at samle en bred gruppe af interessenter. 

Og hvad er så det rigtige at gøre? Ekspertgruppen kommer med en lang række anbefalinger til, hvor man kan tage fat for at styrke journalistik, kommunikation og visuel formidling. For alle tre fag har stadig stor betydning for samfundet, borgerne, brugerne og forbrugerne. 

Ved lanceringen i dag præsenteres og diskuteres anbefalingerne.

  • Rasmus Degnbol
  • Rasmus Degnbol
  • Rasmus Degnbol

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.