Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Efteruddannelse rusker op i vanetænkningen

Journalist på Frederiksborg Amts Avis Joram Menzer tog en efteruddannelse i at fortælle den gode menneskehistorie. En efteruddannelse, der har fornyet arbejdsglæden og inspireret ham til at skrive en række anderledes lokalpolitiske portrætter.

Privat foto

Privat foto Joram Menzer, journalist på Frederiksborg Amts Avis.

Hvilken efteruddannelse har rykket dig mest fagligt?

”Kurset ’Fortæl den gode menneskehistorie’, som jeg var på i slutningen af november 2017. Kurset gik ud på at lære at nærme sig et menneske journalistisk. Hvordan laver vi gode portrætter? Hvordan fortæller vi gode menneskehistorier? Det fik vi en række redskaber til. Men vi lærte også at tænke i menneskehistorier mere generelt, så du i stedet for altid at søge efter en case, der bekræfter dine tal, finder en god menneskehistorie først. Og derefter undersøger om der er tendenser at spore i det, der bliver fortalt.”

Hvordan var kurset bygget op?

”Kurset forløb over tre hele dage, og der var mest klassisk undervisning, hvor man sidder i en hestesko og lytter. De to undervisere gjorde derudover brug af et par eksterne oplægsholdere, som de synes var interessante i forhold til emnet. Vi løste også opgaver to og to.

I min bog kunne kurset godt have varet mere end de tre dage. Så havde der måske været tid til at arbejde sig frem mod et konkret resultat. Det var meget procesorienteret og kunne godt have været mere konkret ud i den virkelighed, vi arbejder i. Jeg er heldig med, at jeg i mit job, kan prøve de nye redskaber og teknikker af med det samme, men andre skal måske vente længere tid, før muligheden opstår.”

Hvilke konkrete resultater skabte kurset for dig?

”Jeg laver kommunaljournalistik på Frederiksborg Amts Avis og kan bruge det, jeg lærte på kurset, i mine portrætter af de valgte kommunalpolitikere i Rudersdal Kommune. Jeg har med afsat i kurset valgt at sætte dem alle syv i stævne for at tegne en række lidt anderledes portrætter, hvor jeg kommer tættere på dem som mennesker.

En af de eksterne undervisere fortalte blandt andet, at hun bad den portrætterede om at tage en genstand med, som siger noget om vedkommende. Det bad jeg de syv kommende kommunalpolitikere om at gøre, og det har fungeret rigtig godt. Ikke i den forstand, at genstanden er nævnt i alle interviews, men når en af dem tager Matador-dvd-boksen med som noget, der betyder meget for ham, giver det mig et billede af, hvad der er for en person, jeg sidder overfor.

Vi talte også om at lave sceniske indledninger. Det er ikke unikt, men derimod noget vi blev undervist i helt tilbage på skolen – jeg havde ikke selv tænkt det som et greb i forhold til den type portrætter, jeg laver for lokalavisen. Det vil jeg klart gøre fremover.

Indimellem handler efteruddannelse også om at få nye perspektiver og sammenhænge på en eksisterende viden. Få rusket op i vanetænkningen og for mit eget vedkommende få stillet mig selv spørgsmålet på ny: Hvad er det i virkeligheden, der er interessant ved et menneske at formidle i et portræt?”

Har du et godt råd til andre, der står og skal vælge efteruddannelse?

”I stedet for at spørge dig selv: ’Hvordan kan den her efteruddannelse berige min arbejdsgiver?’, skal du hellere spørge: ’Hvordan kan den her efteruddannelse berige mig?’. Både arbejdsgiver og medarbejder får mest ud af, at man går ind til det med entusiasme og lyst.”

Læs også erfaringer med efteruddannelse fra:

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Jakob Carlsen

FIND DIN EFTERUDDANNELSE

Styrk din karriere med efteruddannelse, som matcher dine faglige ambitioner.

Søren Malmose

HVEM BETALER DIN EFTERUDDANNELSE?

Få vejledning til hvem der betaler din efteruddannelse. DJ har samlet de vigtigste oplysninger til dig der er fastansat, freelancer/selvstændig eller ledig.

Søren Malmose

MEDIERNES EFTERUDDANNELSE