Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

“Du bliver voldtaget, skudt, dræbt, parteret og gravet ned i skoven”

Karina Muriel oplevede voldsom digital chikane fra en gruppe unge, efter hun som freelancejournalist havde afdækket, hvordan der i en lukket facebookgruppe blev delt hævnporno, organiseret mobning og solgt ulovlige varer. Her fortæller hun om et frustrerende forløb med politiet, om de unge drenges overlegne digitale færdigheder og om en overraskende undskyldning.

Karina

Jacob Nielsen Karina var udsat for voldsom digital chikane på baggrund af en kritisk journalistisk dækning af en sag.

Den 27. december 2019 valgte jeg efter et par hyggelige juledage at tjekke min arbejdsmail. Og der røg den gode julestemning. For i min indbakke lå der flere trusselmails fra anonyme afsendere:
“Stikker dig ned, du skal fucking dø, din klamme jøde”. “Du bliver voldtaget, skudt, dræbt, parteret og gravet ned i skoven”.

Der lå også en mail afsendt fra den krypterede og anonyme mailadresse, der gennem to år havde sendt mig korte og ofte lidt hånlige beskeder om politiets håndtering af den politisag, der burde være startet den 8. september 2017. I den mail havde de skrevet min fars navn og adresse og en besked om, at hvis nogen blev tiltalt i sagen, ville de gå til angreb på ham.

Ovenstående var for mig kulminationen på de reaktioner, der opstod i kølvandet af en artikel, jeg skrev i september 2017 om en lukket gruppe på Facebook med over 100.000 teenager.

Aktivering af en digital hær

At være freelancejournalist og skrive om det, der foregår på nettet, hvor af en del handler om digital kriminalitet, har ikke bekymret mig, før jeg i 2017 skrev en artikel om en gruppe på Facebook med over 100.000 medlemmer, der primært var teenagere.  Det var måske en smule naivt, men jeg har altid haft en tiltro til, at vores retssystem fungerede, og at politiet også var der for mig, hvis jeg en dag fik brug for det. Men min tillid til politiet har ændret sig. For gruppens medlemmer har på den hårde måde lært mig, hvor dårligt stillet man er i vores samfund, hvis man som freelancejournalist bliver udsat for digital chikane, it-kriminalitet og trusler.

Det hele startede den 8. september 2017. Min artikel om en lukket gruppe på Facebook blev delt fra min egen medieplatform, og gruppens ejere blev så vrede, at de aktiverede en hær af teenagedrenge, der gik til digitalt angreb på mig.

Hvem de er er ikke interessant for historien. Det interessante er, hvor dårligt stillet og alene du er som freelancejournalist, når den slags sker, og hvor så meget dygtigere, den yngre generation af digitale indfødte er, end politiet.

Luk mobilen…

Det var en voldsom storm, jeg stod midt i dengang for snart tre år siden. Som udgangspunkt anmeldte jeg ikke de trusler, der det første stykke tid tikkede ind, for jeg kunne ikke få over mit hjerte at anmelde det, der lignede 13-15-årige drenge, selvom de både lovede mig bank, sendte mig billeder af en løkke og bad mig hænge mig selv.

Det var jo børn for pokker, og hvem anmelder børn? Jeg anmeldte dog den tekniske del af chikanen til politiet, såsom DDOS (angreb mod en internetserver), spoofing (SMSer fra bla. PETS nummer) og identitetstyveri, da jeg med min anmeldelse håbede på at få hjælp til at redde resterne af mit digitale liv, der var ved at krakelere foran næsen af mig. Den automatiske email, jeg fik retur på min anmeldelse, var alt jeg I første omgang hørte fra politiet.

Som freelancer har jeg ikke en it-mand, jeg lige kan ringe til eller en redaktør, der tager over. Jeg sidder jo selv med alle kasketterne, og mine var begyndt at falde af.

Efter den digitale anmeldelse ringede jeg til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig. “Luk mobilen og afkobl dørtelefonen”, var svaret. Da der senere hen tikkede en besked ind om, at jeg kunne forvente besøg fra bandemedlemmer, sagde politiet, at jeg skulle ringe tilbage, hvis de kom.

Det var i den periode, at jeg for alvor blev interesseret i, hvordan politiet arbejder med digital kriminalitet, hvilket blandt andet endte med en serie indslag for DR i 2019 og artikler på mit eget medie sweetchili.dk

Der gik langt over en uge, før jeg endelig fik tilknyttet en efterforsker på sagen – men ikke fra Rigspolitiets digitale enhed, NC3, som jeg havde forventet eller fra min egen politi-kreds, men fra en politikreds 35 km fra min bopæl. Det sidste var angiveligt fordi, en ung mand fra facebook-gruppen havde anmeldt en 13-årig dreng fra samme gruppe, der boede i det område. Den ene anmeldte en anden. Hvorfor forstod jeg aldrig helt.

Det viste sig senere hen, at politiet havde valgt at lægge de to anmeldelser sammen.

Efterforskeren, der var sat på min sag, var meget direkte, og fortalte, at den eneste grund til, at hans chef havde lagt min sag øverst på hans bunke var, at alle medier skrev om sagen og da interessen fra medierne faldt igen, lagde hans chef, en ny sag øverst på hans bunker.

Samme historie går igen, når jeg taler med politiet om andre digitale kriminalsager, for min oplevelse er, at sagerne er for mange og politiressourcerne for små.

Tak for kampen

Det første år efter jeg havde publiceret den omtalte artikel, modtog jeg fortsat “hilsner” fra en afsender, der havde døbt sin patron-mailadresse gruppens navn. Den samme mailadresse, der i julen 2019 sendte truslen mod min far. De mails blev per automatik sendt videre til politiets efterforsker.

I november 2018, et år og to måneder efter, tikkede der endelig en besked ind i min e-boks: Politiet havde valgt at stoppe sagen, da “de ikke kunne efterforske den”. En del af forklaringen var, at der ikke var ”mulighed for at finde gerningsmænd, idet de anvender Tor-nettet, hvilket slører deres identitet.” Det var politiets ord.

Tak for kampen, stod der i en mail fra patron-mailadressen, som jeg - sært nok, modtog to dage før, jeg modtog politiets afslag. Hvordan de vidste, at sagen var lagt ned før mig, kan jeg kun gætte mig til.

Hilsen fra Offen

Karina Muriel

Politiet giver op

Jeg besluttede mig for at søge aktindsigt i min egen sag. Jeg kørte nu ned til den kreds, der havde haft sagen, og foran en politipraktikant, kunne jeg få lov til at læse akterne. Det var her, jeg fandt ud af, at de to anmeldelser var lagt sammen. Efter en gennemgang af sagsakterne, valgte jeg at klage til anklagemyndigheden over politiets efterforskning. Jeg fik medhold, og de valgte at åbne sagen igen. Dog ønskede de ikke at imødekomme mit ønske om at få sagen flyttet til NC3 eller bare min egen kreds.

Jeg fik en ny efterforsker, og jeg blev nu – halvandet år efter den første anmeldelse - inviteret ind til min første rigtige afhøring. Ja. Du læser rigtigt. Den første. Efterforskeren startede ud med at spørge mig, hvad et DDOS-angreb var. Det viste sig, at hans kendskab til den digitale verden var yderst begrænset, så jeg sendte en ny klage og fik denne gang en mere kompetent efterforsker, der gjorde en reel, men dog en smule nyttesløs indsat, for det er jo sin sag at skulle efterforske en halvandet år gammel sag, når den første efterforsker ikke havde anmodet om data fra Facebook, og Facebook, ifølge den nye efterforsker, slettede alle data efter seks måneder.  Men han gjorde en indsats

Den 27. december 2019, to år efter chikanen startede, ramte de nye trusler mod mig og min far min indbakke, og med de trusler, havde personen der stod bag, løftet sig selv væk fra kun at risikere en nok meget lille bødestraf for den oprindelige sag, til gennem at fremsætte trusler mod et vidnes familie at risikere en fængselsstraf. Hvis politiet vel og mærke kunne finde personen.

Det var lidt af en eskalering af sagen og virkelig trist, at et ungt menneske endte med at gå så langt alene på grund af en artikel om en gruppe på Facebook.

Kort tid efter de nye trusler, fik jeg et nyt brev fra politiet i min e-boks. De havde valgt at lægge sagen ned. Igen. De nye trusler var ikke taget med i den gamle sag, der nu igen blev lukket.

Denne gang, valgte jeg at lade sagen ligge. Jeg havde fået nok.

Trusler er en ny digital sport.

Jeg er ikke den eneste journalist, der oplever trusler og chikane, jeg var i 2017 blot journalistforbundets første alvorlige tilfælde, og den case, der nok fik forbundet til at indse, at det ikke var godt nok rustet til at hjælpe et medlem, der er under massivt digitalt angreb. I dag er der meget mere hjælp at hente.

I dag er det også mere reglen end undtagelsen, at man som journalist eller debattør risikerer at modtage grove mails, trusler og for nogles vedkommende også chikane. Jeg kan kun anbefale alle, der oplever det, at sørge for, at de ikke står alene, men at de tager fat i enten deres redaktør eller deres forbund. For den første gang, man oplever en alvorlig dødstrussel, så lukker den sig sært om ens hjerte og ligger og påvirker hjertets slag. Og når man indser, at man ikke får hjælp fra politiet, så strammer det sig til, og det er der, man for alvor får brug for, at nogen træder til.

Selvom man som i mit tilfælde, kan ende med en dygtig efterforsker hos politiet, så hjælper det ikke synderligt, for selvom der findes et stort mørketal inden for it-kriminalitet, så oplever jeg, at bunkerne fortsat er for høje til de eksisterende politiressourcer. Det er også hvad politiet selv melder ud, når man har dem på tomands-hånd.

Og så er det bare for nemt, at gemme sig på nettet. Har du blot en smule viden om, hvad en vpn, en torbrowser og en protronmail kan gøre for din anonymitet, så er du allerede et skridt foran politiet.

En overraskende undskyldning

Jeg følte mig aldrig i kamp mod de drenge. Jeg er journalist, ikke digital kriger. Jeg var mest af alt forundret over deres had og omfanget af det.  En del var børn. Flere var teenagere. Og få var unge mænd.  Jeg vidste jo godt, at en del af de unge, der sendte mig trusler og lagde mit site ned, blot lod sig rive med i en digital leg, når andre råbte angrib, og at jeg endte som en boksebold, som deres vrede kunne katalyseres over på.  jeg spurgte en af de unge, der stod bag, om mit køn havde noget med omfanget af angrebet at gøre, og han sagde ja. At det var sjovere, fordi jeg var kvinde.

Jeg ønskede at forstå, men fik aldrig en forklaring på andet end mit køn - og fik kun een oprigtig undskyldning. Fra en 13-årig dreng, der så blev anmeldt af en af sine egne.

Mine reelle modstandere var aldrig drengene, men politiet og deres håndtering af min sag.

Drengene vandt

I dag er jeg kommet videre. Tilbage står truslerne, jeg modtog mellem jul og nytår. Dem mod mig selv kan jeg klare. Selvom jeg har svært ved at forstå, at unge mennesker, der aldrig har mødt mig, kan hade mig så meget, at de truer med at voldtage mig, dræbe og partere mig og begrave mig i en skov, bare fordi de troede, at jeg alene havde så meget magt, at jeg kunne få lagt deres facebookgruppe ned, så lærer man på en sær måde at se igennem fingre med det.

Så de trusler er lagt på den digitale hylde. Jeg har lært at navigere i det digitale univers uden at det lægger en følelsesmæssig hinde om mit hjerte.

Det værste var de vidnetrusler mod min far. På daværende tidspunkt var han på genoptræningshjem efter at have ligget dødssyg i koma og respirator i 1,5 måned. Hele familien var tyndslidt efter det lange sygdomsforløb, der endnu ikke var afsluttet, og derfor sendte jeg den trussel videre til politiet og spurgte dem, hvad de ville gøre for at beskytte min far digitalt.

10 måneder efter har jeg endnu ikke fået et svar.

Den tre år gamle sag er for mig slut. Drengene vandt over politiet. Og jeg fik bekræftet, at vi lever i en digital virkelighed, hvor politiet kommer til kort, overfor den nye generation af digitale indfødte.

Midt- og Vestsjællands politi: "Vi ville have ønsket, at udfaldet havde været et andet"

DJ har forelagt Midt- og Vestsjællands Politi Karinas kritik og kommentarer. Fungerende politidirektør, Lene Sørensen, svarer således:

”Vi har stort fokus på digitale chikanesager, og vi arbejder løbende på at udvikle vores efterforskning af sådanne sager i bestræbelserne på at følge med den digitale udvikling. Vi arbejder også målrettet på, at de forurettede i de sager, som vi behandler, oplever, at vi yder en ordentlig og professionel indsats.  

Samtidig vil vi gerne medgive, at det kan være vanskeligt at løfte beviserne i sager af denne karakter med digital chikane og krænkelser, der sker via lukkede fora og krypterede emails. I den konkrete sag er det desværre ikke lykkedes. Det er vi rigtig ærgerlige over. Det gør også indtryk, at Karina Muriel ikke har oplevet os som medspillere i sagen. Vi ville have ønsket, at udfaldet havde været et andet,” siger hun.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.