Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DR åbner for frivillige fratrædelser

Som konsekvens af det medieforlig, der over de næste fem år beskærer DR med fire procent årligt, har DR i dag meldt muligheden for frivillige fratrædelser ud. DJ står klar med rådgivning og vejledning.

Vilkårene for de frivillige fratrædelser i DR i hovedtræk:

  • Fratrædelsesperioden vil blive behandlet som en opsigelse, selvom medarbejderen melder sig frivilligt - og af A-kassen blive accepteret som en opsigelse.
  • DR kan yde et fratrædelsesbeløb til ansatte, der har været uafbrudt beskæftiget i DR i 12 eller 17 år. Fratrædelsesbeløbet svarer til: Én månedsløn efter 12 års beskæftigelse, og tre måneders løn efter 17 år.
  • DR kan acceptere en anmodning om at være tjenestefri i en periode på op til syv måneder.
  • Tilgodehavende ferie, feriefridage, kompensationsdage, timebank, afspadsering, sabbat mv. forudsættes i videst muligt omfang afholdt før eller i tjenestefrihedsperioden.

"Jeg håber, at ledelsen i DR snart melder en klar spareplan ud - og at nedskæringerne kommer til at ske spredt over alle de fem år, medieforliget spænder over", siger formand i DJ Lars Werge i forbindelse med, at ledelsen i DR i dag, onsdag den 12. september, har åbnet for muligheden for at tage en frivillig fratrædelse.

Tag din tillidsrepræsentant med på råd

Tryghedsaftalen, som blev indgået mellem DJ og DR i 2017, sikrer DR-ansatte et tilbud om frivillig fratrædelse. Som ansat har man mindst seks hverdage før sindetdag til at få forhandlet sin frivillige fratrædelse på plads.

Det kan være vanskeligt for den enkelte at beslutte, om en frivillig aftale er den rigtige løsning. Derfor anbefaler DJ, at man henvender sig til sin nærmeste tillidsrepræsentant og tag en drøftelse med vedkommende om sin situation - og motivation for måske at ville indgå en sådan aftale.

Tillidsrepræsentanten kan også hjælpe med kontakter til relevante medarbejdere i DJ og A-kassen. Sidstnævnte kan være behjælpelige med svar på en række tekniske spørgsmål i forhold til fratrædelsesaftaler og aftalemulighederne.

DJ står klar med hjælp og vejledning

I DJ vil medlemmer, udover rådgivning om de konkrete forhold, også kunne få en samtale med en karriererådgiver. Kontakt koordinator og socialfaglig sekretær Merete Jeilman på telefon 33 42 80 00 eller mail mej@journalistforbundet.dk.

Handler det om rådgivning til selve fratrædelsesaftalen kontakt: Juridisk konsulent Karina Helena Svensson på telefon 33 42 80 00 eller mail khs@journalistforbundet.dk. Eller juridisk konsulent Henrik Rønne på telefon 33 42 80 00 eller mail her@journalistforbundet.dk.

Læs også mere generelt om fratrædelsesaftaler og eventuelle outplacementsforløb her.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.