Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ’s ophavsretsfond fremskynder fordeling af cirka 16 mio. kroner til rettighedshavere

Flere end 2.000 rettighedshavere inden for AV-området får glæde af, at ophavsretspengene er blevet skubbet hurtigere igennem sagsbehandlingen.

DR

Jakob Carlsen

I løbet af de kommende 14 dage forventer DJ’s ophavsretsfond at kunne fordele op imod 17 mio. ophavsretskroner til et stort antal rettighedshavere. Det vil komme mellem 2.000 og 2.500 rettighedshavere til gode, som har lavet forskellige former for ophavsretsdækket arbejde inden for det audiovisuelle område.

Godt halvdelen af midlerne ville også under normale omstændigheder være klar til fordeling på nuværende tidspunkt. Men herudover har medarbejderne i DJ’s administration af ophavsretsmidler arbejdet hårdt i den seneste uges tid for at få de yderligere rettighedsmidler gjort klar til fordeling.

”Vi var helt klar over, at pengene ville falde på et tørt sted hos mange inden for film- og tv-området, så derfor prioriterede medarbejderne denne opgave højt, og satte ekstra fart på sagsbehandlingen”, siger DJ’s økonomichef Peter Reich.

Ophavsret er mange penge værd

DJ’s ophavsretsfond modtager hvert år mellem 40 og 60 mio. kroner, helt overvejende fra forvaltningsorganisationen Copydan og fra videreudnyttelsesaftaler i en række af DJ’s overenskomster.

Midlerne er betalingen for, at udgivere, tv-selskaber, antenneforeninger og mange andre kan udnytte, udgive, kopiere og transmittere det materiale, som flere tusinde journalister, fotografer, klippere, tekstere, tegnere, layoutere og andre har lavet.

Alle midlerne fordeles til de individuelle rettighedshavere samt til nogle særlige sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige formål.

De rettighedsmidler, som DJ fordeler inden for de kommende to uger, stammer fra flere forskellige former for anvendelse, blandt andet AV-undervisningsmidler, retransmission hos YouSee og Stofa, samt genudsendelser i DR.

Læs mere om DJ’s arbejde for ophavsret og rettighedsmidler

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.