DJ’s lønstatistik er klar: Rekordstor reallønsnedgang i 2022
Rekordstore prisstigninger har sat et markant præg på reallønnen for DJ-medlemmer med en fast arbejdsplads. Løngabet mellem mænd og kvinder mindskes.
Nu kan DJ’s medlemmer dykke ned i en gennemarbejdet og meget valid lønstatistik, hvor 67 af branchens største arbejdspladser har leveret data direkte fra lønningsbogholderiet.
Statistikken viser en rekordstor reallønsnedgang i 2022, som jo var et år med voldsomme prisstigninger. Reallønsnedgangen varierer fra branche til branche, men i gennemsnit blev lønnens værdi reduceret med 6,4% og er sat tilbage til 2015-niveau.
"De store prisstigninger gør ondt på vores medlemmer, for lønnen har langt fra samme værdi som tidligere. Det er naturligvis et tema ved overenskomstforhandlingerne," siger DJ’s formand Tine Johansen.
Der er dog også et par positive udviklinger at finde i statistikken. For første gang nogensinde er lønforskellen mellem den gennemsnitlige løn for henholdsvis mænd og kvinder under 4%. Noget af gabet mellem gennemsnitslønnen til mænd og kvinder kan forklares, men ikke det hele:
"I DJ har vi stærkt fokus på at komme usaglige lønforskelle til livs, og statistikken viser, at vi er kommet langt. Men det betyder ikke, at vi nu læner os tilbage og accepterer de sidste forskelle. Vi fortsætter kampen for ligeløn," siger Tine Johansen.
Løn er ikke alt
Det er forhandlingskonsulent Henrik Bruun og økonomichef Peter Reich, der har arbejdet sig gennem talmaterialet. Og lønstatistikken er tænkt som et værktøj til medlemmer, tillidsfolk og DJ’s ansatte ved forhandlinger om løn og andre goder.
Og det er en selvstændig pointe i statistikken, at løn er vigtigt, men at medlemmerne også skal huske at kigge på arbejdstiden, tillæg, efteruddannelse, antal feriedage og alt det andet, som også er penge værd.
"Løn er vigtigt, men der er mange andre elementer, som har værdi både økonomisk og i forhold til trivsel og udvikling. Så god fornøjelse med at dykke ned i lønstatistikken. Jeg håber, at den vil være til glæde for mange," siger DJ’s formand.
Kommentarer