Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ: "Vi kan ikke anbefale medlemmer at rejse til Qatar, førend vi har garantier for deres sikkerhed"

Oven på anholdelsen af to norske journalister i Qatar advarer DJ-næstformand Allan Boye Thulstrup danske mediefolk mod at tage til Qatar, førend sikkerhedssituationen for pressen i landet er afklaret. DJ opfordrer Udenrigsminister Jeppe Kofod til at tage afstand fra anholdelsen.

Allan Boye Thulstrup

Jakob Nielsen

Skal du arbejde i et land med tvivlsom sikkerhed?

Læs DJ's guide til rejsesikkerhed i udlandet, før du tager afsted.

Befinder du dig i udlandet og har akut brug for hjælp? Kontakt DJ's akutlinje

"Så længe man ikke ved, hvilke retningslinjer og sikkerhedsforhold man skal forholde sig til, skal man som journalist eller fotograf overveje grundigt, om man vil tage til Qatar lige nu."

Sådan lyder det fra næstformand i DJ, Allan Boye Thulstrup oven på tilbageholdelsen af to norske journalister i det kommende VM-værtsland, Qatar.

"Selvfølgelig skal medierne dække Qatar, som alle andre konfliktområder dækkes, men det skal ske på en måde, hvor man hverken risikerer sin frihed eller helbred eller risikerer at bringe sine kilder i fare," mener Allan Boye Thulstrup, som er meget kritisk over for Qatars tidligere løfter.

"Qatar har før lovet, at der er fri og sikker adgang for pressen, men nu begynder de at anholde journalister uden gyldig grund, som de norske journalister beretter. Det bliver vi nødt til at forholde os til."

Medierne har et ansvar

Brancheorganisationen Danske Medier mener, at det skal være op til hvert enkelt medie at vurdere sikkerhedssituationen, men det er ikke nok, mener Allan Boye Thulstrup:

"Medierne har et stort ansvar for arbejdsmiljøet og sikkerheden for deres ansatte, men vi er som fagforbund nødt til at sige til vores medlemmer, at med den aktuelle usikkerhed om, hvordan Qatar behandler pressen, kan vi lige nu ikke anbefale vores medlemmer at rejse til Qatar. Det handler også om sikkerhedssituationen for de kilder, som danske pressefolk får i tale. Hvordan er forholdene for dem efterfølgende?" siger han.

Allan Boye Thulstrup understreger, at han er meget enig i behovet for journalistik om forholdene i Qatar, men at det er nødvendigt at tænke på sikkerheden.

DJ vil undersøge forholdene

DJ vil nu arbejde for at få en dialog med Qatar om sikkerheds- og arbejdsforholdene for journalister og andre pressefolk via sine internationale samarbejdspartnere.

Desuden har DJ rettet henvendelse til udenrigsminister Jeppe Kofoed og på det kraftigste opfordret ham til at tage afstand fra Qatars anholdelse af de to journalister og vil dertil bede ham lægge pres på Qatar for at give pressen mulighed for at arbejde frit uden at skulle frygte for egen eller kildernes sikkerhed.

Kommentarer