DJ udpeger nyt medlem til Timbuktu Fondens priskomité
Journalist Ronja Pilgaard er ny repræsentant for Dansk Journalistforbund – Medier & kommunikation i Timbuktu Fondens priskomité. Komitéen beslutter, hvem der skal modtage Timbuktu Prisen, der er en stor pris på hele 100.000 kroner, som gives til kritisk, undersøgende og nytænkende journalistik om globale udviklings- og ressourcespørgsmål.
- Vi er glade for, at Ronja Pilgaard med sin viden og erfaring med undersøgende journalistik har lyst til at løfte opgaven med at repræsentere DJ i priskomitéen. Samtidig vil jeg gerne sige meget stor tak til Suzanne Moll, der de seneste år har gjort et godt og vigtigt stykke arbejde i komitéen, siger DJ-formand Tine Johansen.
Hovedbestyrelsen i DJ har godkendt Ronja Pilgaard som ny repræsentant i priskomitéen.
Timbuktu Fonden ventes snart at åbne for ansøgninger til årets prisuddeling. Læs mere om prisen på fondens hjemmeside: Timbuktu Prisen | Timbuktu Fonden
Kommentarer