Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ starter digital selvforsvarsgruppe

Den 21. maj starter Dansk Journalistforbund en selvorganiseret digital selvforsvarsgruppe for alle forbundets medlemmer, der ønsker at lære bedre teknikker til at forsvare sig selv mod digitale angreb, og som gerne vil være med til at bakke kolleger op, der bliver udsat for angrebene.

Digital chikane

Rikke Ahm

Initiativtagere til gruppen er Karen Hedegaard og Freja Wedenborg, der begge sidder i DJ’s hovedbestyrelse. De var begge med i planlægningen af DJ’s 8. marts arrangement om digital chikane, og i kølvandet på det arrangement, tog de initiativ til denne gruppe.

”I forbindelse med 8. marts kunne vi fornemme, at mange medlemmer synes det var fedt, hvis der var en decideret selvforsvarsgruppe i DJ, og mange af oplægsholderne pegede på, det ville kunne virke rigtig godt,” forklarer Freja Wedenborg.

”Vi ved af erfaring, at når folk bliver ramt af digital chikane, er der ofte noget konkret juridisk og psykologisk hjælp fra arbejdsgiveren, men der er også brug for et fællesskab, der slutter ring om den, der bliver udsat for troldehæren. Nogle, der bakker op, måske ved at skrive i tråden, poste memes, tilbageviser falske påstande og på andre måder viser, at den udsatte ikke står helt alene. Samtidig kan vi i gruppen dele erfaring; hvad gør man, når man oplever chikane, skal man slette, svare eller hvad?” siger hun.

Digital chikane er et omfattende problem i medie- og kommunikationsbranchen. Især kvinder er hårdt ramt – op mod 2/3 kvindelige journalister har været udsat for digital chikane. Derfor er behovet for at gøre noget og støtte op om hinanden stort, mener Freja Wedenborg:

”Jeg hører nærmest dagligt fra folk der udsættes for beskeder på private kanaler. Jeg har selv oplevet det og kender rigtig mange, der har oplevet målrettede hadefulde kampagner. Der er mange grader af angreb online – alle har sikkert prøvet at få en åndssvag besked, men hvis man udsættes for et målrettet angreb og får at vide, at man er klam og dum og det der er værre, vil man på et eller andet tidspunkt knække – og måske opleve stress, angst, eller afholde sig fra som journalist at dække bestemte ting eller personer. Når man befinder sig midt i stormen og bombarderes, er det vigtigt, man har nogle at skrive til, så man ikke er alene. Det er formålet med denne gruppe,” siger hun.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.