Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ på Folkemødet

Fra torsdag den 16. juni kan du støde på DJ i flere sammenhænge, hvis du er til Folkemødet på Bornholm. DJ er både vært ved et par arrangementer i haven bag Villa Allinge, og formandskabet deltager i flere debatter rundt om på Folkemøde-pladsen.

DJ på Folkemødet

Bob Katzenelson

Torsdag den 16. juni kl. 15.30-16.15:

Hvordan kan danske arbejdspladser lykkes med at skabe ligestilling og diversitet?

Anden bølge #metoo og Black Lives Matter har for alvor sat skub i samtalen om diversitet og ligestilling i Danmark. Men der skal handling til, hvis vi vil ændre på, hvem der har adgang til hjørnekontorerne, hvem der har taletid i medierne og kulturen på arbejdspladsen. Det er bare meget nemmere sagt end gjort, for det kræver et tydeligt farvel til nedarvede normer, værdier og magtstrukturer. Og hvordan skaber vi opbakning og handling til det?

Podcastvært og sekretariatsleder i Saga, Naima Yasin; forfatter og journalist, Rikke Viemose; Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen og formand for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen diskuterer strategier for at komme sexisme og diskrimination til livs.

Torsdag den 16. juni kl. 17:

Journalisten uddeler Lukkethedsprisen 2022

Journalistens lukkethedspris gives til den organisation, myndighed, virksomhed eller person, der er bedst til at være så lukket, at det bliver svært for journalister at passe deres arbejde med at sikre offentligheden adgang til vigtige informationer. Chefredaktør for Journalisten overrækker prisen i haven ved Villa Allinge.

De fem kandidater til prisen og den tvivlsomme ære er fundet af Journalistens redaktion på baggrund af forslag fra jer læsere. Se kandidaterne til Lukkethedsprisen

Torsdag den 16. juni kl. 17-19:

Netværk og snak med formandskabet

Umiddelbart efter uddelingen af Lukkethedsprisen byder DJ sine medlemmer på en øl og mulighed for at møde sine kollegaer, med-medlemmer og DJ's formandskab. Vi sørger for lidt at drikke og solskin. Du sørger for stemning og godt humør. Igen i haven ved Villa Allinge.

Lørdag den 18. juni kl. 11:

Når du skal kommunikere med hele verden - mød Christina Eiberg, kommunikationsrådgiver for Margrethe Vestager

I over syv år har Christina Eiberg været kommunikationsrådgiver for EU-kommissær Margrethe Vestager, der som ledende næstformand i Kommissionen og ansvarlig for den digitale udvikling og konkurrenceområdet hører til blandt klodens politiske sværvægtere. Hør Christina Eiberg fortælle om kommunikationsarbejde på højeste politiske niveau og om at arbejde på tværs af sproglige og kulturelle barrierer. Og få svar på, hvordan Christina Eibergs karrierevej har været, siden hun fik sit første kommunikationsjob hos Wonderful Copenhagen.

Lørdag den 18. juni kl. 16-16.45:

Skab bedre rammer for freelancere og frie - men hvordan?

Debat i PFA's telt, G2. Mange danskere er ikke traditionelle lønmodtagere med fast job året rundt, og freelancere, selvstændige, vikarer og iværksættere oplever et system, der er tænkt til helt klassiske lønmodtagere. Det giver udfordringer, og dem tager vi fat på her og inviterer til debat med tankevækkende eksempler på, hvordan freelancere og frie kan få bedre arbejdsvilkår – og hvordan både lovgivere og arbejdsmarkedets parter kan sikre det gode arbejdsliv uanset længden på kontrakten. Du kan forvente levende oplæg og stor involvering, så hvis det er et tema, du brænder for, så vær med når vi stiller spørgsmålet: Hvordan får vi gentænkt arbejdsmarkedet, så det passer til os alle?

Mød blandt andre: Tine Johansen, formand i DJ, Benjamin Boe Rasmussen, formand for Skuespillerforbundet, Martin Dommerby Nielsen, fra Venstre Ungdom, Morten Ryom, formand for 3F Ungdom, Peter Christensen, SF Ungdom

Lørdag den 18. juni kl. 17.15-18:

Ytringsfrihedens tilstand

Mere info følger

DJ's arrangementer foregår i haven ved Villa Allinge, Strandvejen 47, 3770 Allinge

Kommentarer