Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ opretter pulje med 156.000 til studerende og elever

Studerende eller elever i DJ, der ikke har en studenterorganisation tilknyttet deres studie, kan nu søge penge til arrangementer fra en ny pulje på 156.000.

384 studerendemedlemmer af DJ har alle én ting til fælles: De har ikke nogen studenterorganisation på deres studie og dermed ikke adgang til kurser, gå-hjem-møder, faglige aktiviteter mm., som studerende på DMJX, RUC, SDU og KU har. Den skævhed har DJ længe ønsket at gøre op med, og derfor er der nu blevet oprettet en pulje på 156.000 kr. hvert år, som studerende uden for studenterorganisationerne kan søge til at lave faglige arrangementer for.

Beløbet svarer relativt til det beløb, som studenterorganisationerne modtager fra DJ til at lave faglige arrangementer for, og DJ håber, at rigtig mange studerende vil tage den kreative hat på og arrangere aktiviteter, der interesserer dem selv og deres medstuderende.

De 384 studerende uden for studenterorganisationerne læser på rigtig mange forskellige uddannelser i hele landet - næsten halvdelen uddanner sig dog som fotograf eller film- og TV-tekniker enten på Medieskolerne i Viborg eller på NEXT uddannelse i København, men også på universiteter som Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Copenhagen Business School.

Har du en idé til et arrangement, du gerne vil søge støtte til, kan du skrive en mail til Sara Skovmoes. Skriv "Ansøgning til studerende-puljen" i emnefeltet på din mail.

Kommentarer

Frederik Fogde

man, 05/17/2021 - 17:56

Radio på Toppen skal sende radio til skawboerne, turisterne og fastliggerne i hele juli måned.

Vi har fået sendetilladelse og programtilladelse fra henholdsvis energistyrelsen og slots- og kulturstyrelsen og vi skal sende på FM 88,2 seks dage om ugen.

Radio på Toppen er opstået på journalisthøjskolen i Aarhus og omkring 10 studerende er engageret i projektet.

Vi har lavet et samarbejde med Skagen Museum, som har en vision om at bringe kultur og kunst ud til flere unge mennesker. Vi vil invitere til talks som også sendes i radioen hvor kulturdebattører, politikere og kunstnere vil debattere og tage temperaturen på kulturlivet i Skagen.
Vi sender fra skagensmaler, rejsejournalist og digter Holger Drachmanns hus, som ligger centralt i Skagen.

Vi har brug for nogle midler til at betale for leje af udstyr og at kunne udbetale nogle honorarer til nogle erfarne journalister, som vi gerne vil have til at moderere debatter og talks.

Vi vil meget meget gerne fortælle mere om projektet, men er ikke helt sikre på, hvor meget I vil vide, eller om vi skal skrive en formel ansøgning med nogle specifikke krav?

Mvh Frederik Fogde og Sara Bang // 2. semester på journalistuddannelsen på DMJX.