Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DJ opfordrer YouSee til at overholde de demokratiske spilleregler i Danmark

Det er komplet uacceptabelt, at YouSee, der er ejet af en australsk kapitalfond, ser stort på de demokratisk nedsatte instanser, vi i Danmark har indført for at løse tvister hurtigt og kvalificeret, mener forperson i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

YouSee

Mikkel Inumineq Det er uacceptabelt, at en australsk techgigant ser stort på de demokratiske spilleregler i Danmark

YouSee – landets største tv-distributør - har startet en konflikt med indholdsskaberne om betalingen for det indhold, som fx fotografer, komponister, journalister, klippere, skuespillere og mange andre faggrupper leverer til dansk tv. YouSee har krævet en nedgang i betalingen til indholdsskaberne på mere end 70 %.

Det er en konflikt, som indholdsskaberne i fællesskab gerne vil have løst, og derfor medvirker deres forskellige organisationer ved Ophavsretlicensnævnet – den instans, som Folketinget har nedsat for hurtigt og kvalificeret at løse tvister som denne.

Men YouSee vil ikke længere samarbejde med Ophavsretslicensnævnet. I stedet har de lagt sag an mod indholdsskaberne ved Sø- og Handelsretten. Dermed forsøger de at omgå de demokratiske spilleregler i Danmark og trække sagen i unødvendigt langdrag – der kan gå op til ti år, før der vil falde en endelig dom ved den sidste retsinstans.

Yderligere er der sket det, at YouSee nu bliver 100 % ejet af den australske kapitalfond Macquarie. Fredag den 9. maj blev det således meldt ud, at pensionsselskaberne ATP, PKA og PFA, der hidtil har ejet 50 % af selskabet bag YouSee, har solgt deres aktier til australierne, så de nu er eneejer med virkning fra 1. januar 2026.

Techgiganter skal overholde demokratiske spilleregler

Forperson i Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation Allan Boye Thulstrup vil på det skarpeste advare YouSee om at gå uden om de demokratiske instanser i Danmark:

”Det er komplet uacceptabelt, at udenlandske techgiganter – som YouSee nu bliver - sætter sig over vores demokratiske spilleregler i jagten på profit. Derfor vil vi på det kraftigste opfordre YouSee og ejerkredsen bag til igen af medvirke ved Ophavsretslicensnævnet, så konflikten kan blive løst hurtigt. Vi vil sammen med vores kollegaer i andre faglige organisationer selvfølgelig kæmpe hårdt for vores medlemmers rimelige rettigheder. For uden betaling til dem, der skaber indholdet på dansk tv, er der ikke noget indhold,” siger han.

Kommentarer