DJ opfordrer til at opsige abonnementer på YouSee
Konflikten mellem YouSee og skaberne af dansk indhold er spidset så meget til, at DJ nu opfordrer sine medlemmer til at finde alternative tv-leverandører. Samtidig er DJ sammen med en række andre organisationer ved at undersøge muligheden for at lave ”sort skærm” på visse udsendelser.
Sådan skifter du tv-udbyder
Du kan selv opsige dit YouSee-abonnement og tilmelde dig en anden udbyder. Vær opmærksom på, at der kan være en opsigelsesperiode.
Se en oversigt over udbydere af tv-pakker
Nogle tv-udbydere kan være behjælpelige med at opsige dit gamle abonnement.
”YouSee driver lige nu piratvirksomhed på dansk indhold, og vi opfordrer derfor alle vores medlemmer samt alle andre danskere til at finde alternative tv-udbydere.” Så klart lyder opfordringen fra DJ’s formand og næstformand, Tine Johansen og Allan Boye Thulstrup, til både medlemmer og ikke-medlemmer af DJ.
”YouSee har opsagt alle aftaler og betaler ikke længere penge til indholdsskaberne. Men samtidig sælger de stadig vores indhold til deres kunder. Det er pirateri, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere,” siger de.
Krav om 70 % nedsat betaling
Konflikten mellem YouSee og skaberne af indholdet – heriblandt fotografer, journalister, skuespillere, klippere, musikere og mange flere – begyndte i februar 2024, da YouSee krævede, at indholdsleverandørerne skulle acceptere at gå over 70 % ned i betaling for deres arbejde. Samtidig stævnede de rettighedshaverne og stoppede indbetalingen af de penge, som rettighedshaverne skal have udbetalt, når YouSee bruger deres indhold. Alligevel bliver YouSee ved med at bruge indholdet og opkræve betaling hos slutbrugerne – altså seerne.
Læs mere om konflikten hos Copydan Verdens TV
DJ og en række andre organisationer, der repræsenterer skuespillere, musikere, artister m.fl kan selvfølgelig ikke leve med, at medlemmernes indhold bliver brugt uden betaling. Derfor bliver det netop nu også undersøgt, hvilke muligheder der er for at nedlægge et fogedforbud på udvalgt indhold, så YouSee ikke vil kunne vise bestemte tv-programmer eller produktioner.
”Vi vil gerne indgå i en dialog og fair forhandling om prisen på rettighederne, og vi mener selvfølgelig, at den slags sager skal afprøves i den model, som Folketinget har skabt til formålet, nemlig Ophavsretslicensnævnet. Men ved at anlægge sagen ved Sø- og Handelsretten er YouSee gået uden om denne mulighed, muligvis i et forsøg på at forhale sagen i flere år,” siger DJ-formand Tine Johansen.
Den danske rettighedsmodel
Den danske rettighedsmodel fungerer på den måde, at indholdsleverandørerne (som vi også kalder rettighedshaverne) først får hele deres betaling, når indholdet bruges af slutbrugeren – fx tv-seeren. Seerne betaler for deres tv-abonnement til distributørerne, fx YouSee, Norlys, Stofanet m.fl., og distributørerne betaler dernæst en vis sum tilbage til indholdsproducenterne i form af rettighedsmidler. Indholdsproducenterne har organiseret administrationen af tv-midlerne i tre rettighedsorganisationer, KODA, Copydan og UBOD (DR og TV 2).
Den danske rettighedsmodel medfører, at produktionsomkostningerne kan holdes nede, da en del af betalingen først falder, når indholdet benyttes af slutbrugeren. Det er med til at sikre, at der kan produceres dansk indhold.
Mange DJ-medlemmer i klemme
Udover det principielle problem i, at YouSee bruger indholdsskabernes indhold uden at betale, vil YouSee’s opsigelse af alle gældende aftaler få direkte påvirkning på ca. 1.200 DJ-medlemmers indtægt næste år, når udbetalingerne for tv-året 2024 bliver udbetalt. For når YouSee, som står for cirka halvdelen af alle midler på tv-området, ikke indbetaler penge, kan Copydan Verdens TV ikke udbetale midler til rettighedshaverne.
Og det er selvfølgelig en meget beklagelig og alvorlig situation for de berørte medlemmer, siger Tine Johansen:
”Vi ved, at rettighedsmidlerne udgør en stor del af årsindtægten for mange medlemmer. Derfor er det selvfølgelig dybt frustrerende at blive afskåret muligheden for at modtage disse penge, som medlemmerne jo ærligt og redeligt har tjent. YouSee risikerer at sætte hele den danske rettighedsmodel på spil – til skade for både dem, der laver indhold, men også for slutbrugerne – altså helt almindelige tv-seere.
Kommentarer