Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ øger fokus på PTSD

Mareridt. Hukommelsesproblemer. Angst. Tvangshandlinger. Symptomerne på PTSD er både mangeartede og alvorlige. Tidligere har man oftest forbundet diagnosen med soldater, men DJ oplever i stigende grad, at især fotografer og journalister vender hjem fra verdens brændpunkter med skader på sjælen. Det skete fx for fotograf Jørn Stjerneklar, der oplevede folkedrabet i Rwanda på allernærmeste hånd.

Foto af Jørn Stjerneklar

Mayday Press Jørn Stjerneklar med en døende baby i armene. Rwanda 1996.

Året er 1996. Hutu-militsen Interahamwe har netop forladt Mugunga-flygtningelejren i det østlige Congo, hvor op imod 1 mio. Hutuer har gemt sig efter udrensningen af Tutsier i Rwanda. Der er nu fri adgang for journalister og fotografer til lejren. I en bunke ligger en af de karakteristiske efterladenskaber fra Interahamwe: omkring 20 lig hakket ihjel med macheter. Pludselig bevæger et af ligene sig. En baby, der ligger på maven ved siden af sin døde mor. Babyen har et åbent sår i panden – men er i live. Den danske fotograf Jørn Stjerneklar har dækket krige og katastrofer inden folkedrabet i Rwanda. Men Rwanda er anderledes. Den lille pige ender med at dø i hans arme, og Rwanda efterlader dybe sår i hans sjæl.

”Den etniske udrensning i Rwanda er det værste, der er sket i min levetid. Luften var tyk af ondskab. Jeg dækkede Rwanda i de 100 dage, folkedrabet fandt sted, og jeg vadede bogstavelig talt i lig,” fortæller Jørn Stjerneklar 20 år efter. 20 år, der har været defineret af oplevelserne fra Rwanda.

Jeg dækkede Rwanda i de 100 dage, folkedrabet fandt sted, og jeg vadede bogstavelig talt i lig!

Jørn Stjerneklar, fotograf

”Havde jeg vidst, hvad jeg tog ind til, var jeg aldrig taget af sted. Rwanda har ændret mit liv for altid. 1 år efter begyndte jeg at få symptomer: Meget voldsomme mareridt, hvor ligene fra de mange massegrave, jeg så, kom kravlende op imod mig. Jeg fik stærke angstanfald. Men jeg skubbede det væk – vidste ikke, hvad det var. Men da min kone endelig fik mig beordret til en psykolog, endte jeg med at kunne sige ja til alle symptomerne på PTSD,” siger Jørn Stjerneklar.

Læs mere: Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)

Attraktive trofæer

En PTSD-diagnose kommer i flere variationer og grader. Nogle er mere tyngede end andre, og for enkelte ender det i langvarig depression og tanker om selvmord. Dansk Journalistforbund har på det seneste mærket en stigning i antallet af henvendelser fra medlemmer, der har haft symptomer på PTSD. Derfor har DJ øget sit fokus på både forebyggelse og behandling, fortæller Arbejdsmiljøkonsulent, Eva Jakobsen.

”Vi har fået en masse ny viden om, hvad det gør ved mennesker at være i katastrofeområder eller komplekse konflikter. Det betyder, at vi bedre kan hjælpe med at forebygge, at man tager oplevelserne i krisesituationer med sig hjem på en uhensigtsmæssig måde. Og inden da, at man er bedre forberedt på, hvad man kan opleve i de mere og mere komplekse områder og konflikter, man typisk rejser ud til. I dag er man ikke længere bare en udenforstående journalist eller fotograf – man er blevet en målskive og et attraktivt trofæ for nogle. Derfor har DJ udarbejdet en guide til rejsesikkerhed ved opgaver i udlandet, som forhåbentlig kan hjælpe rent forebyggelsesmæssigt,” fortæller hun.

Man kan blive ramt – og man kan blive hjulpet!

I forhold til forebyggelse er uddannelserne helt vitale steder at sætte ind. Derfor forsøger DJ at få alle relevante uddannelser til at sætte fokus på risikoen for PTSD.

”Jeg vil arbejde for, at der ikke er én, der bliver uddannet journalist, fotojournalist, tilrettelægger el.lign. i dag, der ikke ved, at det er risikofyldt at tage af sted til kriseområder - man kan blive ramt af PTSD. Men de skal også vide, at man kan gøre noget ved det. DJ søger at få alle uddannelser til at tage dette emne op, og vi har allerede lavet en aftale med leder af fotouddannelsen på DMJX, Søren Pagter om, at de vil tage det med i deres undervisning,” fortæller Eva Jakobsen.

Og hvis man har været ude for nogle voldsomme oplevelser, er det vigtigt, at man får støtte til at bearbejde det.

”Hvis man pludselig oplever at få en reaktion, når man fx står nede i Netto og får et angstanfald, er det ikke en naturlig reaktion, men noget, man skal gøre noget ved. Kontakt DJ – så sørger vi for at finde den rigtige psykolog, yde tilskud til behandlingen og hjælpe med at indrette arbejdslivet efter den traumatiserende oplevelse. Vi har lang erfaring i at hjælpe medlemmer med at sammensætte arbejdsliv og privatliv, så der bliver taget mest muligt hensyn til sårbarheder,” siger hun.

Det hjælper at tale med en psykolog. Det gør det virkelig. Allerede efter første samtale følte jeg mig lettet.

Jørn Stjerneklar, fotograf

For Jørn Stjerneklar var samtalerne med en psykolog en væsentlig del af at klare sig igennem PTSD’en.

”Det hjælper at tale med en psykolog. Det gør det virkelig. Allerede efter første samtale følte jeg mig lettet. Man er jo ikke kureret, og det har taget mig år at komme ud på den anden side. Men det hjælper.

DJ håber på flere henvendelser

Formand i DJ, Lars Werge kan se nogle paralleller til andre arbejdsrelaterede problemer før i tiden, og han håber, at flere medlemmer vil kontakte DJ, hvis de har haft problemer efter at have oplevet stærke eller voldsomme situationer.

”Jeg tror det er det samme, som da vi for ca. 10 år siden satte stress på dagsordenen: Det gav en følelse af, at det var ok at tale om og var en aftabuisering af stress. Det betød ikke, at der kom færre medlemmer med stress – tvært i mod kom der mange flere frem. Og det samme håber jeg kan blive tilfældet med PTSD. Det er meget vigtigt, at vi i DJ har et kompetent beredskab, og det synes jeg, vi er ved at opbygge nu – også i forhold til at ruste folk, INDEN de rejser ud til heftige oplevelser,” siger han.

PTSD for dummies

Hvad er PTSD, og hvad kan man gøre ved det? Jørn Stjerneklar har produceret to film, der forklarer, hvordan det føles at have PTSD og med bud på, hvordan man kan komme igennem det.

Jørn Stjerneklar PTSD rammer også fotografer og journalister der rejser i krige, katastrofer og som arbejder med andre voldsomme begivenheder. Mød tre fotojournalister og en psykolog.

Jørn Stjerneklar PTSD rammer også fotografer og journalister der rejser i krige, katastrofer og som arbejder med andre voldsomme begivenheder. Mød tre fotojournalister, en krigsveteran og en psykolog. Få en ide om, hvordan man kommer videre efter at være ramt af lidelsen.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.