Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ og Kommunikationsforum indgår strategisk partnerskab

To af kommunikationsbranchens stærkeste aktører går nu sammen om at tilbyde en bred vifte af tilbud til professionelle kommunikationsfolk. Konference, kurser og andre tiltag skal styrke fagligheden i kommunikationsbranchen, og sikre adgang til videndeling og arrangementer af højeste kvalitet.

Logo

Nanette Vabø

Samarbejdet, der officielt starter den 1. oktober, betyder blandt andet, at de to organisationer vil samarbejde om en ny stor konference, der skal samle branchen om udvikling af faget. Dermed genoptager DJ og Kforum samarbejde om afholdelse af konference til kommunikationsfolk. Noget som de to organisationer også arrangerede i 2012 og 2013.

Også på kursusfronten kommer samarbejdet mellem de to organisationer til gavn for den danske kommunikationsbranche. I et nyt samarbejde om udvikling og afholdelse af kurser om alt fra sociale medier, over intern kommunikation til politisk kommunikation, kan professionelle kommunikationsfolk få adgang til den nyeste viden.

Medlemmer af DJ kan deltage i disse kurser til halv pris som en del af samarbejdsaftalen mellem de to organisationer.

Formand for DJ Lars Werge siger:

”Det er ingen hemmelighed, at konkurrencen om at organisere kommunikationsområdet er skærpet. Vi har i DJ før haft et godt samarbejde med Kommunikationsforum, og det udbygger vi nu med denne aftale, der giver en særlig adgang til billige kurser af høj kvalitet for vores medlemmer”. 

­­– Vi sætter nu endnu stærkere fokus på fagligheden i kommunikationsfaget, og det er helt oplagt for os til at gøre det sammen med DJ. Det er et vigtigt mål for os at bringe kommunikationsfolk sammen, så vi kan lære af hinanden, og vi glæder os til at sætte en ny, stor kommunikationskonference i søen til foråret,  siger Timme Bisgaard Munk, stifter af Kommunikationsforum.   

Du finder Kforums kurser med DJ-rabat her.