DJ og danske presseudgivere har anmeldt Apple til politiet
Efter løbende forsøg på at få Apple til at betale for at bruge indhold fra danske udgivere, fotografer og journalister i sin nyhedswidget, ser de danske rettighedshavere ingen anden udvej end at politianmelde Apple.
Torsdag den 1. februar har DPCMO - en interesseorganisation, der kæmper for fair vilkår for de kreative industrier på internettet - politianmeldt Apple på vegne af danske medier, fotografer og journalister.
Apple har crawlet danske udgiveres hjemmesider i årevis og brugt deres indhold i sin nyhedswidget på Apple-enheder til det danske marked. Apple har aldrig bedt om tilladelse eller betalt for det indhold, der gengives. Rettighedshaverne har gennem de seneste to et halvt år forsøgt at få en dialog med Apple uden held – i stedet har Apple flere gange skriftligt gjort det klart, at de ikke vil overholde presseudgivernes naborettigheder i DSM-direktivet (EU 2019/790) og den danske gennemførelse heraf. Derfor er en politianmeldelse nødvendig.
Formålet med DSM-direktivet er at støtte mediepluralisme og demokrati ved at sikre, at nyheds-opsamlere som Apple bidrager til det økosystem, de nyder godt af.
I dagens digitale samfund bærer teknologivirksomheder som Apple, sociale medieplatforme og AI-tjenester et betydeligt ansvar for at sikre, at rettighederne for indholdsproducenter respekteres.
Maria Fredenslund, administrerende direktør i Rettighedsallliancen: ”Hvis tech-virksomheder ønsker at præsentere og distribuere indhold fra danske medier og journalister, skal de blot have tilladelse fra rettighedshaverne og betale for det. Apple har kategorisk afvist ethvert forsøg på at gå i dialog om en aftale med rettighedshaverne, og derfor er vi nødsaget til at tage retslige skridt. Vi har ikke råd til at vente 15 år på, at de selv kommer til forhandlingsbordet – det er sagen for vigtig til.”
Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation:
"Som repræsentant for professionelle skribenter og fotografer er det vigtigt for Dansk Journalistforbund at sende et klart budskab om, at det er uacceptabelt, når Apple eller andre tech-giganter snylter på tekst og billeder fra danske medier. Når økonomien i de journalistiske medier bliver undermineret på denne måde, kan det på sigt true den frie presse – og dermed demokratiet i Danmark.«
Christina Blaagard: formand for Danske Medier: "Big tech har i årevis været Det vilde vesten på ip-fronten. For at demokratier kan trives, har vi brug for gratis uafhængige udbydere af kritisk information, som igen kræver beskyttelse af rettighederne til det indhold. Der har vist sig en vilje til politisk at ville ændre på uregulerede tilstande i branchen, og det bakker vi som uafhængige udgivere op om."
Karen Rønde, administrerende direktør for DPCMO: “Big tech kan ødelægge demokratiet. Viden og pålidelig information er vores bedste forsvar. Derfor indførte politiske beslutningstagere en naboret. Derfor har vi i dag anmeldt Apple til dansk politi for deres overtrædelse af ophavsretsloven.”
Kommentarer