DJ og Danske Medier beder udenrigsministeren opfordre til at sikre pressens arbejde i Gaza
DJ-formand Tine Johansen har sammen med adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup, skrevet et brev til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med en appel om, at han vil opfordre Israel til at give adgang til Gaza for de journalister og andre pressefolk, der ønsker det, samt at give dem beskyttelse i henhold til Geneve-konventionen.
Når der er krig i verden, er journalister og andre pressefolk absolut nødvendige for at sikre resten af verdenen en fri og uafhængig skildring af de faktiske begivenheder. Lige nu er det tæt på umuligt for pressen at få adgang til at beskrive krigen inde fra Gaza, og de pressefolk, der allerede måtte være der, risikerer liv og lemmer ved at udføre deres arbejde.
Derfor er Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation gået sammen med Danske Medier i en appel til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om at bruge sit internationale netværk til at lægge pres på Israel for at dels give adgang til pressefolk, der ønsker at komme ind i Gaza og dels at sikre journalister og andre pressefolk den beskyttelse, de ligesom civile har krav på ifølge Geneve-konventionens artikel 79.
Kommentarer