Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ-medlem: Skab noget for mellemlederne

Tidligere leder Ulla Bechsgaard ser ingen problemer i at have ledere i DJ, så længe der er klare retningslinjer for, hvad man i den rolle kan forvente af hjælp fra forbundet. Faktisk synes hun ”DJ burde satse mere på den gruppe af medlemmer og udvikle nogle tilbud til dem.”

Ulla Bechsgaard

Jacob Nielsen

Høring blandt medlemmerne:

Hvordan skal DJ organisere ledere?

 

 

 

Ulla Bechsgaard er uddannet journalist og har tidligere være ansat i blandt andet DR, DMJX og interesseorganisationen Lederne som medie- og kommunikationschef. Hun har også været ansat som chefredaktør i Horisont Gruppen. Da hun hos Lederne fik ansættelses- og opsigelsesansvar, meldte hun sig ud af DJ. En beslutning hun senere fortrød.

”Jeg dummede mig ved at melde mig ud af DJ. Jeg skulle have været dobbeltorganiseret og fastholdt mit medlemskab i journalistforbundet, men den mulighed var jeg ikke opmærksom på. Det kom til at koste mig dyrt, da jeg i selvsamme ansættelse fik brug for forbundets hjælp.”

Så du meldte dig ikke ud, fordi du følte, at DJ pressede dig ud?

”Nej, jeg blev stærkt opfordret af Lederne til at melde mig ind hos dem. Men jeg kendte også til DJ’s holdning om, at hvis man var leder, så hørte man ikke til i forbundet.”

Gælder den holdning, du er stødt på, for alle medlemmer med lederansvar?

”Nej. Det er meget vigtigt at skelne imellem, om man kan eller ikke kan hyre og fyre. Det er det, det hele handler. Og ud fra det, så er vi mange, der godt kan blive i forbundet, selvom vi er involveret i ansættelser og opsigelser, fordi det i sidste ende ikke er vores beslutning.”

Ulla Bechsgaard fortsatte efter chefjobbet hos Lederne i et nyt job som chefredaktør. Men som hun selv udtrykker det:

”Ja, jeg havde på papiret fortsat mulighed for at hyre og fyre, men min chef skulle konfirmere det. Det var ikke 100 procent min beslutning. Jeg synes, man i forbundet skal arbejde med at få defineret, hvornår man er chef-chef, og derfor ikke længere kan være medlem - og hvornår man ikke er.”

Genoptog sit medlemskab trods ny cheftitel

Da Ulla Bechsgaards forlod Lederne, genoptog hun sit medlemskab i DJ, selvom hun fortsatte i rollen som chefredaktør.

”Jeg var også her en del af chefgruppen, men jeg havde ikke alene den endelige beslutning. Jeg følte mig derfor ikke diskvalificeret til at være medlem af DJ.”

I sit nuværende arbejdsliv som selvstændig hyrer Ulla Bechsgaard kun andre selvstændige ind, der har et CVR-nummer, og hun ser derfor ikke nogle uløselige konflikter i det.

”Der kan ligge en konflikt i, at to selvstændige medlemmer af forbundet bliver uenige og får brug for rådgivning eller juridisk bistand, det skal DJ selvfølgelig være opmærksom på. Jeg kan også udvide min virksomhed og begynde at ansætte andre DJ-medlemmer som lønmodtagere.”

Ulla Bechsgaard er fuldt ud tilfreds med DJ i sit virke som selvstændig. Faktisk har hun kun rosende ord at sige.

”Jeg er fuldt ud tilfreds. Jeg er medlem af Freelancegruppen, som er en meget aktiv gruppe, og jeg har fået masser af nyttig sparring på området fra DJ’s rådgivere. Jeg er også medlem af et netværk for kvinder 45+, der til at begynde med blev faciliteret af DJ, og som jeg har stor glæde af i dag.”

Hvad synes du DJ kunne gøre bedre for mellemledere?

”Det er er en god idé med kurser indenfor mødeledelse, planlægning, coaching af ansatte og generel udvikling. Altså redskaber du kan bruge i dit virke som mellemleder, der rækker udover det fag, du arbejder i. Kurser, der kan hjælpe dig der, hvor du er mest sårbar.”

Ser du en fremtid for mellemledere i DJ?

”Ja. Hvis der er klare retningslinjer for, hvad man kan forvente af forbundet, ser jeg ingen problemer. Tværtimod synes jeg, DJ burde satse mere på den gruppe af medlemmer og udvikle nogle tilbud til dem”, siger Ulla Bechsgaard og tilføjer:

”Det gør andre organisationer, og der kommer kun flere mellemledere.”

Læs også: 

Hvordan skal DJ organisere ledere?

Kommunikationschef argumenterer for netværk og nye ydelser

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.