DJ kræver lønstigninger, fritvalgsordning og en rammeaftale for freelancere
Forhandlingerne om ny overenskomst på landets dagblade er netop blevet åbnet med kravudveksling mellem parterne. Se alle kravene fra arbejdstagersiden.
I bankboksen i Tietgen Hus bag Børsen-ruinerne har forhandlingsdelegationerne til de såkaldte DMA-overenskomstforhandlinger mandag taget hul på at forhandle nye overenskomster hjem. På arbejdstagersiden ledes forhandlingerne af forhandlingschef Marianne Molin. På sidelinjen sidder næstformand i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, Allan Boye Thulstrup. Han håber på, at DJ’s forhandlingsdelegation kan få forhandlet en moderne overenskomst hjem med modparterne i Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) under Dansk Erhverv.
”Vores tre hovedkrav til de kommende forhandlinger er mere løn og pension, fritvalgsordning og en rammeftale for freelancearbejde. Vi synes, at arbejdsgiverne skylder os på alle tre punkter. DMA har tidligere tilkendegivet, at de gerne vil lave en moderne overenskomst, og en sådan, mener vi, indeholder selvfølgelig både fritvalgsordning for de ansatte samt ordnede løn- og arbejdsvilkår for de mange freelancere, som medierne er afhængige af,” siger han.
Det er bestemt ikke første gang, at DJ’s forhandlingsdelegation går til forhandlingsbordet med Danske Mediers Arbejdsgiverforening med kravet om bedre vilkår for freelancerne. Men det er ikke tidligere lykkes at få en aftale i hus. Men det tror Allan Boye Thulstrup kan blive anderledes i år:
”Takket være vores mange tillidsfolk og freelancerepræsentanter, der har lavet et kæmpe stykke arbejde med at skrive et udkast til en rammeaftale for freelancearbejde, vil arbejdsgiverne få meget svært ved at komme uden om at kigge på vilkårene for freelancere,” siger han.
Overenskomstforhandlingerne om nye overenskomster på DMA-område forventes at være afsluttet 1. marts, hvor den nuværende aftale udløber.
Se den komplette liste over DJ’s krav til ny overenskomst
Du kan løbende følge med i overenskomstforhandlingerne med DMA her
Kommentarer