Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DJ i gang med forhandlinger om både opsigelser og virksomhedsoverdragelse på Jyllands-Posten

En ny, stor sparerunde rammer nu Jyllands-Posten, og det får konsekvenser for et stort antal DJ-medlemmer på avisen. Jyllands-Posten varslede tirsdag nedlæggelse af 37 stillinger – heraf op til 25 redaktionelle. Samtidig skal avisens redaktionssekretariat virksomhedsoverdrages, så et antal ansatte i sekretariatet skal altså ikke længere være ansat på Jyllands-Posten, da mediebureauet Wunderkind fremover skal varetage opgaverne. DJ’s tillidsfolk og forhandlere vil de kommende uger gøre alt for at finde de bedst mulige løsninger for alle berørte DJ-medlemmer.

Tiden med store nedskæringer på dagbladsområdet er desværre ikke forbi.

Tirsdag meldte ledelsen på et af Danmarks største landsdækkende dagblade Jyllands-Posten således, at den planlægger at nedlægge op til 25 redaktionelle stillinger. Derudover skal sekretariatet, der har omkring 12 faste medarbejdere plus vikarer, virksomhedsoverdrages til bureauet Wunderkind, der bl.a. leverer layout og indhold til medier.

Dansk Journalistforbund - Medier & Kommunikation er allerede nu sammen med de lokale tillidsfolk i gang med at forhandle for at finde de bedst mulige løsninger. Og DJ-formand Tine Johansen understreger, at situationen er voldsom og stressende for alle DJ-medlemmer, og derfor vil der blive arbejdet på højtryk de næste uger:

”Det er meget voldsomt med et stort antal opsigelser og oveni en virksomhedsoverdragelse af det, som mange nyhedsmennesker vil se som avisens hjerte. Det handler om identitet, faglig stolthed, kolleger og i nogle tilfælde også om løn og arbejdsforhold. Det ved vi i DJ; og derfor gør vi alt for at rådgive og hjælpe både tillidsvalgte og medlemmer, når der skal opsiges og virksomhedsoverdrages,” siger Tine Johansen.

Tillidsfolkene på JP og DJ’s forhandlingskonsulenter er nu i gang for at nedbringe antallet af fyringer mest muligt og sikre så gode aftrædelsesvilkår som muligt. Men som altid er det en hård omgang for både ansatte og tillidsfolk.

”Vi ved, at vores medlemmer på de publicistiske medier er meget pressede i hverdagen. Samtidig er de på en stor opgave med at udvikle journalistikken til en ny generation, som meget gerne skal få lyst til at betale for kritisk og uafhængig journalistik. I den situation er det svært at forstå, at Jyllands-Posten vælger at skille sig af med så mange medarbejdere. Det kan ikke undgå at gå ud over journalistikken og produktet. Det er mere end sørgeligt,” siger Tine Johansen.

Omkring virksomhedsoverdragelsen har DJ og Tine Johansen nogle særlige opmærksomhedspunkter. For hvis den nye virksomhed – som i dette tilfælde er Wunderkind – ikke overtager den overenskomst, som medarbejderne arbejder på hos Jyllands-Posten, så vil medarbejderne i nogle tilfælde og efter en overgangsperiode skulle acceptere andre vilkår i fremtiden for at beholde deres job.

En løsning kunne ifølge DJ være, at der var længere tid end blot nogle få uger til at forhandle med den nye arbejdsplads og på den måde kunne sikre de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår for den enkelte.

At den eksisterende lov på nogle punkter er på arbejdsgivers side, betyder dog ikke, at DJ er uden muligheder, når der virksomhedsoverdrages. Slet ikke.

”DJ vil altid og på alle måder arbejde for at sikre vores medlemmer, når der sker virksomhedsoverdragelser, men vi beder politikerne om at beskytte arbejdstagerne bedre,” siger Tine Johansen.

Kommentarer